Rosemary’s Baby 4K-anmeldelse – En sikker sejr for djævelen

Én af filmhistoriens største gysere er nu tilgængelig i 4K-formatet. Men er disken ligeså forbandet som filmen?

De fleste horrorfans vil nok hurtigt pege på film som Eksorcisten, The Shining eller Motorsavsmassakren, når snakken falder på de bedste gyserfilm nogensinde. Men en anden klassiker, der fortjener sin plads i rædselskabinettet, er uden tvivl Rosemary’s Baby.

Rosemary’s Baby er en psykologisk gyserfilm fra 1968, instrueret af Roman Polanski og baseret på Ira Levins roman fra året før. Filmen fortæller historien om Rosemary Woodhouse, en ung kvinde, der bliver gravid og begynder at mistænke sine naboer for at være en del af en satanisk kult med dystre planer for hendes ufødte barn. Filmen er kendt for sin intense atmosfære af paranoia og sin udforskning af temaer som kvindelig autonomi, kontrol og de mørke sider af graviditet og moderskab.

Mere end bare berygtet

Filmen er ikke bare en af de mest ikoniske gyserfilm nogensinde, men også en af de mest berygtede. Selve historien er allerede uhyggelig nok(SPOILER!): Rosemary (spillet af Mia Farrow) bliver bedøvet af sin mand, voldtaget af djævelen, bliver gravid og opdager til sidst, at hun har båret Antikrist. Men det er ikke kun filmens handling, der har givet den dens mørke ry – der er også en række virkelige tragedier og mystiske hændelser forbundet med filmen, som har bidraget til dens uhyggelige status.

Instruktøren Roman Polanski er en af de mest kontroversielle figurer knyttet til filmen. I 1977 blev han anklaget for at have bedøvet og voldtaget en 13-årig pige. Han erklærede sig skyldig i en mindre anklage, men flygtede fra USA før domsafsigelsen og har siden undgået udlevering. Polanskis personlige liv blev også ramt af tragedie, da hans gravide kone, Sharon Tate, blev brutalt myrdet af Manson-familien i 1969 – en forbrydelse, der rystede hele verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Filmens mørke aura

Filmens mørke aura forstærkes yderligere af de mange uhyggelige historier omkring dens produktion og efterfølgende begivenheder. Musikken til filmen, herunder det uforglemmelige tema Lullaby, blev komponeret af den polske jazzmusiker Krzysztof Komeda. Tragisk nok døde Komeda mindre end et år efter filmens premiere som følge af en ulykke, der involverede hans ven Marek Hłasko. Komeda pådrog sig en alvorlig hovedskade under en beruset aften, og hans tilstand forværredes hurtigt, indtil han faldt i koma og døde.

En anden uhyggelig forbindelse er bygningen Dakota i New York, som blev brugt til de udvendige optagelser af Rosemarys hjem, Bramford. Dakota har længe haft ry for at være hjemsøgt, og bygningen blev senere også stedet, hvor John Lennon blev myrdet i 1980. Lennon selv hævdede at have set spøgelser i bygningen, og hans enke, Yoko Ono, har fortalt, at hun efter hans død så hans ånd ved klaveret.

Rosemary’s Baby blev udgivet i en tid, hvor Hollywood gennemgik en radikal forandring. Hays-kodekset, der havde dikteret strenge moralske retningslinjer for filmindustrien, var blevet erstattet af MPAA’s klassificeringssystem, hvilket åbnede døren for mere kontroversielle og grænseoverskridende emner som satanisme og det okkulte. Filmen fik en R-rating af MPAA og blev fordømt af National Catholic Office for Motion Pictures, hvilket kun øgede dens mystik og popularitet.

Mia Farrow, der leverede en uforglemmelig præstation som Rosemary, stod også over for personlige udfordringer under optagelserne. Hendes daværende mand, Frank Sinatra, var stærkt imod hendes skuespillerkarriere og krævede, at hun droppede filmen for at medvirke i hans projekt The Detective. Da Farrow nægtede, blev hun serveret skilsmissepapirer direkte på settet – en dramatisk afslutning på deres ægteskab.

Enorm indflydelse på gysergenren

Filmens succes havde en enorm indflydelse på gysergenren og banede vejen for andre djævle-tema-film som Eksorcisten og The Omen. Samtidig bidrog den til en stigende fascination af det okkulte i 1970’erne, hvilket forfatteren Ira Levin senere udtrykte blandede følelser omkring. Selvom han var stolt af filmens succes, fortrød han, at hans værk havde været med til at styrke troen på Satan og det overnaturlige.

Rosemary’s Baby er ikke kun en milepæl inden for gysergenren, men også en dybt relaterbar og tankevækkende film. Den skildrer på skræmmende vis, hvordan manipulation og kontrol kan ødelægge en persons virkelighedsopfattelse – et tema, der stadig er lige så relevant i dag som i 1968. Fra dens hjemsøgende musik til dens mesterlige opbygning af paranoia og frygt, er filmen en uforglemmelig oplevelse, der fortsat fascinerer og foruroliger publikum verden over.

Paramount Pictures

Perfekt øjenåbner

For mig er Rosemary’s Baby en af de første film, der virkelig åbnede mine øjne for, hvordan filmskabere bevidst bruger teknikker til at manipulere både billeder og publikum. Filmen får os til at stille spørgsmål ved det, vi ser, i forhold til det, vi hører eller tror, vi ved. Den udfordrer vores evne til at tolke visuelle informationer, forstå andres adfærd og vurdere den rationelt.

Når karaktererne bevæger sig ud af billedet, forsvinder de også ud af vores synsfelt. Vi finder os selv nærmest læne hovedet til siden i et forsøg på at få et bedre perspektiv. På den måde bliver vi langsomt suget ind i fortællingen på et næsten ubevidst plan. Et godt eksempel er den livlige og lidt påtrængende nabo Minnie (spillet fremragende af Ruth Gordon), der går ind i Woodhouses soveværelse for at bruge telefonen. Hun er delvist skjult af dørkarmen, og fordi vi allerede føler os utilpasse ved hende, ønsker vi at se, hvad hun laver derinde. Denne subtile manipulation øger vores mistanke til hende gradvist – det er så elegant og mesterligt udført.

Et andet eksempel er mod slutningen af middagen med Castevets, hvor samtalen mellem Guy (John Cassavetes) og Roman (Sidney Blackmer) bliver afbrudt af Rosemary (Mia Farrow), der vil hjem og sove. Guys ansigtsudtryk – en blanding af forbløffelse og vantro – er let at overse, men hvis man ser nøje efter, bliver det tydeligt, at der er noget galt i den samtale, de to mænd havde.

Vi lærer også meget om Rosemary gennem små detaljer. Hun bemærker de manglende billedrammer i Castevets’ hjem – en detalje, der senere viser sig at være vigtig. Hun smager en mærkelig, pulveragtig eftersmag i den chokolademousse, Minnie serverer, og hun betror sin ven Hutch (Maurice Evans), at det gamle par ikke bare er mærkelige, men også lidt for nysgerrige. Ironisk nok er det netop hendes opmærksomhed på detaljer og hendes skarpe iagttagelsesevne, der burde have reddet hende, men som alligevel ikke gør det. Polanski manipulerer os som publikum på samme måde, som Rosemary bliver manipuleret i filmen.

Selv filmens plakat er en genistreg. Den enkle, sort-og-grønne farvepalette antyder, at der er noget skjult for vores blik. En barnevogn – et symbol på moderskab og uskyld – står på toppen af en klippe, der ligner en gravid mave. Det er et dystert og urovækkende billede, der perfekt indrammer filmens temaer om moderskab og de farer, der lurer omkring den vordende mor:

Stadig en af de mest urovækkende film, der nogensinde er lavet

Mia Farrow leverer en hjerteskærende præstation som Rosemary. Hun virker stærk af sind, selvom hun udadtil fremstår skrøbelig og usikker. Hun er en hengiven hustru for Guy, en skuespiller, der kæmper for sit gennembrud og ofte lader sit temperament gå ud over hende. Rosemary er tålmodig og tilgivende, selv når hun lider af voldsomme smerter under sin graviditet. Guys bekymring for hende er overfladisk, og samtalerne ender altid med at handle om hans behov. Hun er den – set fra mandens side – perfekte hustru, der tilsidesætter sine egne behov for hans skyld – en dynamik, der gør hendes situation endnu mere tragisk.

På overfladen handler filmen om Rosemarys gradvise opdagelse af, at hendes mand har indgået en pagt med djævelen og en gruppe sataniske hekse. Men på et dybere plan er det en historie om, hvordan samfundets normer og forventninger kan kvæle individets identitet. Rosemary bliver reduceret til en brik i andres spil, og hendes kamp for at bevare sin selvstændighed er hjerteskærende. Filmen ender dermed at blive en subtil, men kraftfuld kommentar til kønsroller og kvinders position i samfundet.

Rosemary’s Baby er ikke en gyserfilm, der skræmmer med chok og jumpscares. Dens styrke ligger i dens evne til at trække os ind i Rosemarys perspektiv. Mia Farrows spil balancerer perfekt mellem virkelighed og paranoia, og hendes sammenbrud føles både tragisk og uundgåeligt. John Cassavetes som Guy udstråler en isnende kynisme, mens Sidney Blackmer og Ruth Gordon som naboerne starter med en mørk komik, der gradvist bliver mere foruroligende.

Selv efter alle disse år er Rosemary’s Baby stadig en af de mest urovækkende film, der nogensinde er lavet. Den tager det velkendte og vender det på hovedet, så vi ser frygten bag facaden. Polanskis amerikanske debut er ikke bare et mesterværk inden for gysergenren, men også en af de mest ikoniske amerikanske film nogensinde. Dens subversive tilgang til kønsroller og samfundsnormer gør den lige så relevant i dag, som den var ved sin udgivelse.

Hvis du endnu ikke har set den, så gør dig selv den tjeneste. Lad dig – for djævelens skyld(!) – ikke afskrække af, at den har nogle år på bagen – den er stadig djævelsk god.

Men er den danske 4K-udgivelse så svaret på alle vores bønner?

Jeg har selv Criterions fantastiske Blu-ray-udgivelse af Rosemary’s Baby, som desværre ikke længere er tilgængelig. Denne udgivelse præsenterede Roman Polanskis ikoniske film i sit originale billedformat 1,85:1, kodet med MPEG-4 AVC og med en imponerende 1080p-overførsel. Overførslen blev skabt i 4K-opløsning ved hjælp af en Scanity-filmscanner fra det originale 35 mm kameranegativ. Criterion gik virkelig grundigt til værks: tusindvis af urenheder som snavs, splejsninger og jitter blev fjernet manuelt med værktøjer som MTI’s DRS og Pixel Farms PFClean, mens Image Systems’ Phoenix blev brugt til at eliminere mindre fejl som flimmer og ridser.

Resultatet var en high-definition transfer, der virkelig imponerede. Detaljer og klarhed var markant forbedret, og farvestabiliteten var langt bedre end på den tidligere DVD-udgivelse fra Paramount Pictures i 2003. En hurtig sammenligning afslørede en enorm forskel i kvalitet. Især nærbillederne af Rosemarys ansigt var utroligt skarpe og afslørede detaljer og teksturer, som slet ikke var synlige på DVD-versionen. Skyggedefinitionen var også væsentligt forbedret, og filmen havde et smukt, organisk look. Criterion havde tydeligvis gjort sig umage med at rense filmen, som fremstod næsten fejlfri – kun nogle få pletter i begyndelsen var synlige. Kompressionen var også meget veludført, med kun minimale artefakter.

Til sammenligning er den nye danske 4K-udgivelse fra SF Studios i særdeleshed værd at nævne. Denne version præsenterer Rosemary’s Baby i 4K UHD med tilladelse fra Paramount Pictures, kodet med HVEC/H.265 i 2160p og i det korrekte billedformat 1,85:1. Selvom forskellen i billedformat fra de ældre 1080p-udgivelser (1,78:1) er minimal, er det stadig en positiv opdatering. Det mest bemærkelsesværdige ved 4K-versionen er dog HDR- og Dolby Vision-behandlingen, som giver filmen et mørkere og mere stemningsfuldt udtryk. Dette passer godt til filmens dystre undertoner, selvom nogle tidlige scener fremstår lidt brunere og mindre levende sammenlignet med Criterion-udgivelsen. Kornstruktur og klarhed varierer en smule, men der er stadig forbedringer i de fine detaljer og skyggeområder. Alt i alt er det en stærk billedmæssig opgradering.

Shout at the devil?

Når det kommer til lydsiden, havde Criterions Blu-ray kun ét lydspor: Engelsk LPCM 1.0. Dette lydspor var dengang en klar forbedring i forhold til DVD-udgivelsen. Lyden var fyldig, afrundet og havde en imponerende dynamik. Baggrundsstøj, pops og andre forstyrrelser var fuldstændig elimineret, og dybden i lyden var markant forbedret.

SF Studios’ 4K-udgivelse tilbyder til gengæld et Dolby TrueHD 2.0 Mono-spor, som gør et fremragende stykke modarbejde. Filmens barokke lydunivers, der kombinerer hverdagslyde med uhyggelige effekter, bliver formidlet på en meget effektiv måde. Komedas ikoniske soundtrack lyder fantastisk, og dialogen er klar og tydelig hele vejen igennem.

Alt i alt må jeg sige, at SF Studios virkelig har leveret en stærk 4K-udgivelse, som på flere områder overgår Criterion. Det er en fornøjelse at se en så ikonisk film få den behandling, den fortjener.

Men…

Så hvorfor overhovedet sammenligne med en gammel og for længst udgået Blu-ray-udgivelse? Jo, det er der en god grund til! Criterion Blu-ray’en indeholdt nemlig en række fantastiske ekstramaterialer, som virkelig løftede oplevelsen. Lad os tage et kig på, hvad den havde at byde på:

1. Remembering Rosemary’s Baby

I denne fremragende dokumentar fra 2012 deler Roman Polanski, Mia Farrow og Robert Evans deres minder om arbejdet med Rosemary’s Baby. De fortæller om processen både før og efter optagelserne og diskuterer filmens enorme succes. Polanskis refleksioner over sin tilgang til at arbejde med skuespillere – især Mia Farrow – er særligt interessante og giver et unikt indblik i hans metode. Dokumentaren er på engelsk uden undertekster. (47 min, 1080p)

2. Ira Levin og Leonard Lopate

I september 1997 gæstede forfatteren Ira Levin Leonard Lopates radioprogram New York and Company for at tale om sin roman Son of Rosemary, efterfølgeren til Rosemary’s Baby. Under interviewet diskuterede de også den originale roman, filmatiseringen og Levins øvrige værker. Dette segment fra radioprogrammet er inkluderet her – på engelsk og uden undertekster. (20 min, 1080p)

3. Komeda, Komeda

En dybdegående dokumentar om den polske jazzmusiker og komponist Krzysztof Komeda, der blandt andet skabte musikken til Rosemary’s Baby. Dokumentaren blev produceret til polsk tv i 2012 og giver et fascinerende indblik i Komedas liv og samarbejde med Polanski. Den er på polsk med valgfrie engelske undertekster. (71 min, 1080i)

Booklet

Et smukt illustreret hæfte med et essay af kritikeren Ed Park samt Ira Levins efterord til 2003-udgaven af hans roman, hvor han deler tankerne bag både bogen og filmen.

Men som nævnt er denne udgivelse desværre udgået.

Og hvad tilbyder SF-Films 4K-udgivelse så af ekstramateriale?

Intet!

Ja, du læste rigtigt. 4K UHD-disken indeholder absolut intet supplerende indhold. Jeg gentager: Intet.

For at det ikke skal være løgn, så indeholder den amerikanske 4K-version faktisk en bonus-bluray med følgende ekstra materiale:

1. Rosemary’s Baby – En retrospektiv (SD; 16:49): Her får du lidt baggrund og kontekst, blandt andet med kommentarer fra folk som Robert Evans og Richard Sylbert. Der er også nogle sjove, anekdotiske historier om William Castle – selvfølgelig.

2. Mia og Roman (SD; 23:04): Et arkivklip, der ser ud til at være lavet i forbindelse med filmens oprindelige lancering. Det er tydeligvis tænkt som en slags reklame, men der er stadig nogle interessante optagelser og kommentarer fra bag kulisserne. Dog med et par lidt skæve sidebemærkninger.

3. Biograftrailer (SD; 2:50)

4. 50-års jubilæumstrailer (HD; 00:36)

Og alt det her vælger den danske udgiver simpelthen at ignorere!

Helt ærligt – hvordan kan en så ikonisk film som Rosemary’s Baby udgives uden nogen form for ekstramateriale? Det føles som en ond forbandelse!

Djævelens advokat

På grund af det manglende ekstramateriale må jeg desværre nu justere min vurdering fra 6 til 4 stjerner.

Når det er sagt, er Rosemary’s Baby stadig en milepæl inden for paranormal/religiøs horror og et mesterværk i kunsten at opbygge langsom, intens spænding. SF-Films 4K Ultra-HD-udgivelse præsenterer filmen i en flot remaster med fremragende billedkvalitet og lyd. Men uden det ekstra indhold, som Criterion-udgivelsen bød på, føles det næsten som en halv oplevelse.

For dem, der håber at blive overbevist om at skifte fra streaming til 4K, er dette desværre endnu et eksempel på, hvordan det kan skuffe. Det er næsten som om djævelen selv står bag!