Rosewater-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ætertricitet

Basalt set er der to ret utrolige ting ved Grundislav Games’ seneste spil, Rosewater. 1) Det er utroligt, at vi ikke har flere spil, der er sat i western-perioden. Især når man tænker på, hvor stor betydning netop dén genre har haft af amerikansk filmhistorie. Fortællingerne har været endeløse. Red Dead-serien – en af spilhistoriens største franchises – er selvfølgelig sat der, men det virker alligevel ret magert. Og 2) At Grundislav ufortrødent fortsætter med at lave point and click-adventurespil; en genre, der er blevet erklæret død og levende og så død og levende igen flere gange end L.O.C.’s rapkarriere.

Grundislav (som hovedsaligt består af Francisco Gonzaléz og Jess Haskins) fløj ind på min radar med 2014’s groft oversete og let fordøjelige A Golden Wake. Men de ramte de fleste point and click-fans lige i hjertet med det mesterlige Lamplight City i 2018 – et dejligt, friskt detektivspil, der måske var lige lovligt nådeløst i sine konsekvenser. Spillet tog udgangspunkt i en alternativ virkelighed, hvor mennesket havde opfundet “aethericity” – eller på dansk “ætertricitet”, et alternativ til elektricitet.

Det er samme univers, som den åndelige efterfølger Rosewater tager udgangspunkt i, men man behøver ikke have spillet Lamplight City for at kunne følge med. Men det vil jeg anbefale. For hvis man er til PnC-genren, så har Grundislav begået to pixel-art adventure-perler i streg. Og ja, det ér utroligt, for det er både et western-spil og et adventurespil, og dén kombination kan jeg umiddelbart ikke lige huske, at jeg har set før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Spitfire Harley

I Rosewater indtager man rollen som Harley Leger – søster til figuren Bill Leger fra Lamplight City. Hun har en fortid som “Spitfire Harley”, en barsk bokser fra storbyen. Men nu vil hun prøve lykken som journalist i Det Vilde Vesten, og derfor har hun taget toget til byen Rosewater, hvor der skulle være en stilling ledig på den lokale sprøjte. Allerede fra start bliver jeg overrumplet over produktionsniveauet i Rosewater. Og nej, jeg siger ikke det ligner Red Dead Redemption, men du må forstå hvad det er, man ofte ser, når det gælder PnC-spil; det er ofte niche-produktioner med meget få midler, fordi det er pissedyrt at lave spil. Men sådan føles Rosewater på ingen måde.

Det er sjældent, at man ser et pixel-art spil, produceret af så få mennesker, hvor der er overskud til at lave figurer og vogne, der passerer i baggrunden, og hvor der indtalt stemmer til alle, og hvor alting bare lyder lækkert – musikken, stemningen, lydbilledet, stemmeskuespillet. Det hele oser bare af production value, og med undtagelse af enkelte scener, hvor Harley går overordentligt langsomt og hakkende henover skærmen, så har jeg sjældent oplevet et PnC-spil med så overlegen en audio-visuel præsentation uden nogen som helst fejl.

Der er endda overskud til at der er lavet flere mellemsekvenser i rotoscoping, hvor bevægelserne gav mig mindelser om det desværre glemte og meget geniale The Last Express.

Søvand

Der går ikke længe før Harley har allieret sig med charmøren og pistolmanden, Gentleman Jake, og sammen med fire andre kompaner, beslutter man sig i andet akt for at drage tværs igennem landet. Således udvikler Rosewater sig faktisk til at blive en road movie… game. En slags parafrase på Oregon Trail, hvor man oplever “tilfældige møder”. De er selvfølgelig alle sammen præ-designet, men de kan komme i forskellig rækkefølge. At have ens hold med sig betyder også, at der er flere forskellige løsninger på de sædvanlige puzzles, afhængigt af hvilke beslutninger man tidligere har truffet og hvilke holdlemmer, man taler til og tager med.

Så der er også en del replay value i Rosewater, som også har elementer af bøger i “vælg selv handlingen”-genren. F.eks. er det ret tidligt i spillet, at man kan vælge om man vil lade sig afpresse af en skummel type ved at dirke en lås op og derved begå kriminalitet eller om man bare vil pande idioten ned for at tage en genstand fra ham eller noget helt tredje. Muligheder og forskellige løsninger og konsekvenser er der rigeligt af. Og det er en western-historie, så bare rolig: Der er et par slagsmål og skuddueller.

Men det, jeg er mest imponeret over, er at den store historie om “aetheriticity” og hvad man skal i den anden ende af landet lidt ryger hen på bagsædet uden at det går voldsomt ud over oplevelsen. Det handler mere om rejsen og universet end plot. Der er fyldt med masser af gode indslag og nærmest små sidemissioner. Og særligt i andet akt, hvor det bliver til en form for spøgelseshistorie i et stort hus under en sandstorm.

Flueknepperiet

Hvis jeg endelig skal finde et par ting, jeg ikke fandt helt så fantastiske ved Rosewater, så er det, at jeg faktisk synes spillet er for langt. Det lyder som et luksusproblem, og det er det måske også, men det tog mig 16 timer at komme igennem (og derfor er det nok lige på grænsen med at være et oplagt indslag i Finchedoinks fredags-finurligheder). Ikke desto mindre begyndte jeg at føle, at slutningen gerne snart måtte komme, idet jeg ankom til spillets 3. akt. Ikke fordi det daler i produktion eller kvalitet – tværtimod så åbner en hel ny del af spillet – men snarere fordi jeg følte, at jeg var ankommet til mit mål. I dén forstand ville det nok have klædt Rosewater at give Harley et mere udtalt mål og en klarere modstander, hvis vi skulle være helt på kanten af sædet til sidst. For det var jeg ikke helt.

Derudover, så var der 2-3 steder med den frygtede “månelogik” aka moon logic, altså gåder der er for ulogiske. Der var på et tidspunkt, at jeg skulle have kigget mellem nogle gulvbrædder, som jeg ikke havde set, som også leder mig hen til at der er 1-2 episoder med den frygtede “pixel hunting” – steder, hvor man skal gennemsøge skærmen med ens cursor. Men med et enkelt tryk på “O” lyser alle interaktive steder på skærmen op, så den er heldigvis nemmere at komme udenom.

Ingen kunstig intelligens

Disse svagheder ændrer ikke på, at dette udspil først og fremmest bare er et godt, gammeldags point-and-click-spil uden at det skal lyde regressivt eller nedladende. Rosewater er ikke ude på at afprøve for mange smarte, nye mekanikker, og spillet er bevidst om dets egne styrker og ved hvad, det kan og ikke mindst hvordan det afvikler det uden, at det ryger over i en anden vægtklasse. Faktisk fungerer Rosewater så godt, at jeg vil kalde det en nyklassiker indenfor genren. Det er ikke bare et velskabt nutidigt point and click-adventure-spil; det er decideret et af de bedste, jeg har spillet. Om hvorvidt det kan tiltrække nye spillere til genren er tvivlsomt, men jeg håber det. Det er langt fra så umuligt, som spil i denne genre har ry for, så jeg kunne sagtens anbefale det til nytilkommere. Desuden så jeg mægtigt gerne, at Grundislav lavede mere i dette univers – eller måske endda en direkte toer til Spitfire Harleys eventyr.

Jeg håber virkeligt, at Rosewater finder et større publikum end det har nu (med sølle 212 anmeldelser på Steam), for det fortjener det. I det hele taget er jeg fyldt med begejstring over hvor mange old school PnC-spil, der udkommer i disse dage af tilsyneladende høj kvalitet: Rosewater, Old Skies og Kathy Rain 2 for at nævne nogle stykker. Og ja, jeg skal nok komme til de andre snart, men for helvede, hvor er 2025 et overrumplende godt spilår. Titlerne indenfor adventure-genren er der i hvert fald. Nu er det op til os, at støtte dem, særligt når de endda også er af så høj kvalitet.

Og nå ja, så slutter spillet af med at skrive, “No AI was used in the making of this game”. Så kan man sgu ikke andet end at holde af Rosewater.

Konklusion

Rosewater er noget så sjældent som et western-point-and-click-spil, og det er også et af de bedste indenfor adventure-genren – ikke bare i nyere tid, men nogensinde. Det har en blændende og overlegen audio-visuel præsentation. Eneste ulempe er at det ikke helt kender sin besøgstid.

Jacob Ege Hinchely

Vært & Anmelder

---

Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.