Rougelike-roman, dating-sim og detektivhistorie er en overraskende dårlig cocktail fra en ellers god udvikler

I Failbetters nye dating sim/detektiv-visual novel er ordene mange og tiden knap. For knap

Jeg har det mystisk med visual novels – altså den slags spil, hvor gameplayet mest består i at læse tekst og vælge at svare fra en lidt begrænset liste.

Jeg forstår, hvad deres unikke selling point er: De udforsker terræn, som de klassiske ‘Sværd & Trolddom’-bøger åbnede for, men gør spiloplevelsen mere sofistikeret og dybere – og tilføjer både lyd og billeder, hvad kan skabe en mere konkret spiloplevelse.

Moderne visual novels har endvidere den beundringsværdige egenskab, at de ofte er langt mere velskrevne og interessante værker end “Troldmanden fra Ildbjerget” (undskyld Jackson og Livingstone). 

Især spil som ‘Doki Doki Literature Club’ og ‘Eliza’ har udnyttet formen til at fortælle avancerede historier, som ikke kunne foregå i andre medier end videospillet. Og i sin essens er det det, et godt videospil er: En historie eller en oplevelse, som ikke ville kunne foregå i nogen anden form. 

Her er den visuelle novelles achilleshæl: Hvis spillet lige så godt kunne være en bog, hvad er så pointen med at gøre det til et spil? Man risikere at skabe en tom oplevelse, som bliver grumset i sin fortælleform, og hvis identitet som spil arbejder imod det – i stedet for med det.

Nu har de dygtige spiludviklere fra Failbetter Games kastet sig over genren med deres nye spil ‘Mask of the Rose’. Og selvom de tilføjer spændende krydderier som detektiv-historier, dating-simulatorer, og rouglike-elementer, så står du alligevel tilbage med spørgsmålet: “Hvorfor er det her et spil?”.

Fremragende skribenter

Siden Failbetters første udgivelse – det fænomenale ‘Fallen London’ (Det eneste gode mobilspil, hvis man spørger mig) – har jeg fulgt det britiske spilstudie med stor interesse. Rogueliken ‘Sunless Sea’ fra 2015 er et af mine absolutte yndlingsspil. Det var derfor med stor spænding, jeg har set frem til den nye udgivelse.

Failbetters spil foregår i et åndeløst velbeskrevet og fantastisk univers, hvor London er blevet stjålet af flagermus fra rummet, som af en eller anden årsag er meget interesserede i kærlighedshistorier. Den britiske hovedstad er blevet dumpet ned i en gigantisk underjordisk hule, hvor naturlovene er sat ud af kraft, de døde ikke dør, drømmene er langt tættere på virkeligheden, end den plejer og den vigtigste handelsvare er historier.

I Failbetters spil er den større baggrundshistorie altid lige uden for rækkevidde og spilleren tvinges til selv at drage sine konklusioner om, hvad der egentlig foregår. En slags sofistikerede og gigantiske detektivspil.

Failbetter præsenterer ‘Mask of the Rose’ som en dating simulator (et spil, hvor man kan date, hvis det ikke skulle være tydeligt) kombineret med et detektivspil. 

Mindre end et år efter, at London forsvandt fra jordens overflade, er du (en karakter, du selv vælger baggrund og navn på) ved at komme dig over chokket, og er begyndt at vænne dig til diæten (som nu mest er svampe), de sære skikkelser og overnaturligheder, som pludselig plager din hjemby. 

På samme måde som London dumpes man direkte ned i universet, og bliver introduceret for et væld af karakterer med hver deres følelsesliv, agenda og karakter. Der er den unge skotske læge (med et lidt bekymrende indtag af sine egne medikamenter), en forfatterinde med mørke øjne, en mand af ler og sågar et mærkeligt blækspruttevæsen. 

Fallen London er et diverst sted.

 

 

Meget at tage sig til. Alt for lidt tid.

Igennem dialog og et hastigt fremskridende plot introduceres du for forholdene i byen – og et mystisk mord finder sted. En af dine samboer arresteres, og det er nu op til dig at opklare mordet ved at interviewe vidner og drage konklusioner. 

Eller bare forføre dig vej gennem persongalleriet. 

Spillet holder i overdreven grad sit ord om at være en datingsimulator: Hver eneste karakter – vitterligt hver og en – kan indgå i romantiske forhold til spilleren og deres baggrund udforskes. Lidt bizart beder spillet dig vælge, præcis hvilke intentioner du har for hver karakter, meget kort tid efter du møder dem. Lidt mærkeligt.

Samtidig kan spilleren (på Disco Elysium-facon) skifte sit tøj ud for at få yderlige konversationsmuligheder.

Pengene, du skal bruge til at betale gæld, købe specifikke ting (til at drive plottet frem) og så videre, fremskaffes ved at interviewe karaktererne om deres kærlighedsliv og indlevere resultaterne til den mystiske Mister Pages – en kappeklædt og magtfuld skikkelse i det nye London, som er overordentligt interesseret i kærlighedshistorier.

Udover disse næsten overvældende romantiske undersøgelser har du også et mord at opklare.

Der er meget at tage sig til. Og alt for lidt tid til det.

Af uransagelige årsager har Failbetter besluttet, at ‘Mask of the Rose’ kun har et bestemt antal dage til rådighed – omkring 12. Man kan tale med to personer om dagen, og siden der er godt og vel det samme antal personer som dage, må man være ekstremt nøjsom med sin tid. Det slog virkelig pusten ud af mig, da jeg opdagede det. Jeg troede spillet ville tage mig et utal af forskellige steder hen og lægge åbent for min fortsatte udforskning af alle detes elementer. Men det er ikke tilfældet.

Tanken er, at man skal spille spille igennem mange gange for at se alle muligheder. 

Det er et problem for spillet. Et monumentalt problem. 

Mangler andet at lave end at læse

Det tager næsten syv timer at læse al teksten. Og for, at det ikke skal være løgn, forventes det tilsyneladende, når du begynder et nyt spil, at du skal igennem en kæmpestor mængde tekst du allerede har læst for at komme frem til de saftige nye muligheder. Det er mig en absolut gåde, hvorfor Failbetter på en eller anden måde har tænkt, at det er en god idé at lave en roman som gudhjælpemig også er et roguelike.

Jeg må sige det, som det er: Jeg gider ikke spille det igennem igen. At klikke mig vej gennem de samme tekststykker er så trættende en omstændighed, at jeg ikke har lyst til at undersøge flere muligheder i spillet, og derfor ikke får den tekst at se, som jeg endnu ikke har set, og egentlig gerne ville læse.

Derfor er det et kæmpe problem for Failbetter, at de af uigennemskuelige årsager forlanger, at spilleren skal gøre dette. Det er simpelthen en umådelig fodfejl

Karaktererne er, på Failbettersk manér, velskrevne og interessante. De føles som mennesker i næsten alle tilfælde – i min romance med en af dem, begyndte hun dog at sige “well said” til bekymrende mange af mine komplimenter, hvad rev mig godt og grundigt ud af oplevelsen, men for det meste er samtalerne tilstrækkeligt dybe til at kræve ens opmærksomhed. 

Det er dog ikke alle karakterer, der er lige interessante. Den sure præst, de utilgængelige djævle og den næsten kliché-agtigt revolutionære unge læge fangede ikke min opmærksomhed, så jeg klikkede mig lynhurtigt igennem deres overvældende lange udbasuneringer om deres holdninger og følelser vedrørende forskellige ting, for at komme frem til de personer, jeg reelt synes var interessante.

Et andet problem er, at der simpelthen er for lidt at tage sig til udover at læse. Man opgiver hurtigt at gå særligt meget op i sit tøj – det lader ikke til at gøre nogen stor forskel alligevel, udover at man kan være lidt mere uhøflig, når man har en bestemt hat på – og forvaltningen af ressourcer (penge, med andre ord), er sporadisk og lemfældig. 

Det ville hjælpe rigtig meget, hvis jeg følte jeg gjorde andet end at klikke på dialog-muligheder. Det er med andre ord svært for mig at forstå, hvorfor ‘Mask of the Rose’ er et spil og ikke en række historier jeg kan klikke mig igennem i ‘Fallen London’, som fortrinsvis er et tekstbaseret spil. 

Udforskningen af ‘Fallen London’-universet, den klare force i Failbetters spil, udebliver også i nogen dyb grad. Karaktererne kunne – med få undtagelser – alle være figurerer i de fleste victorianske noveller. Det er ikke interessant nok, at de tilfældigvis er dæmoner eller bygget af ler, hvis deres udsagn ikke adskiller sig synderlig fra andre karakterer i spillet.

Hvor er jeg skuffet. Helt umådeligt skuffet. 

Et fejlskud

Failbetter er et af de studier, jeg automatisk vil købe et spil fra, når det udkommer. Jeg vil anbefale enhver at spille ‘Fallen London’ eller ‘Sunless Sea’, som er nogle af de mest unikke og interessante spil, jeg har oplevet. Men det er ikke rigtigt tilfældet med ‘Mask of the Rose’, som ikke formår at skille sig ud fra andre visuelle romaner.

Det er svært for mig at forstå, hvordan ‘Mask of the Rose’ rammer så langt fra skiven. Er Failbetter blevet for komfortable med deres eget univers? Har de glemt at udfordre sig selv og holdt sig alt for langt inde på sikkert og velafprøvet grund for visuelle romaner?

Sidste års ‘Citizen Sleeper’ formår at gøre alt det, det føles som om, ‘Mask of the Rose’ vil. Karaktererne er unikke og historierne spændende, spilelementerne er velintegrerede i plottet, teksten glitrende og først og fremmest skal man ikke læse alting igennem flere gange, hvis man gerne vil udforske steder i spillet, man ikke har set endnu. 

Failbetters bagkatalog er en tour de force i spil og tekst. Men ‘Mask of the Rose’ er et fejlskud. Øv og satans da også.

Og hvor ville jeg gerne have elsket det.