Udvikler/Udgiver: NIS America
Genre: Rollespil
Platform: Nintendo Switch, PlayStation 5 (Anmeldt)
Asmus Neergaard
Estimeret læsetid: 5 minutter.
April 28, 2025
Asmus forsøger at gå i bedene på Hironobu Sakaguchi, og lave sine egne rollespil. Det går ikke helt efter hensigten.
Forestil dig, ærede læser, følgende handlingssekvens:
Vi befinder os i en grotte. En HELT dukker op, flankeret af to unge mennesker. Fuld af mod og mandshjerte. Han konfronterer en tydelig skurk. En dæmon fra Helveds dybeste afgrunde, en skabning der brænder børnehjem og hundeinternater ned som en vittighed. Vores helt konfronterer dæmonen, og viser vi tydeligvis er i en af de sidste øjeblikke i en episk historie om godt og ondt.
Efter en smule dialog, er de to parter klar til den sidste dyst – kampen om kongeriget, verdens skæbne er på højkant her. Og…
Dæmonen udraderer helten. Uden nogen tvivl.
De to unge mennesker kigger på hinanden. De trækker på skuldrene. Den ene siger ”Det ser ud til at vi må finde endnu en helt, ikke?”
Det er rundt regnet sådan jeg ville begynde et rollespil, hvis jeg skulle lave et. Et humoristisk spil, der gør grin med genrens troper – du ved, den gamle, hvidhåret krigsveteran er en ældgammel 35 årig. Våben er enten generiske sværd eller vanvittigt specialiserede, som en stegepande. Og der findes mere og mere avanceret stegepander, inklusiv en legendarisk en med meget høje specs.
Men… Et er mine feberdrømme, noget andet er virkeligheden. Jeg er ikke nogen ørn til kodning, og jeg tegner som en brækket arm. Og min rolle på IT Universitetet på projekter var helt og holdent Ide Mand (det er også hvad der kaldes ”visionær”…).
Så hvilket håb har jeg? Ikke meget, men et ”spil” som RPG Maker WITH bringer mig altid lidt tættere på min fantasi.
WITH er seneste skud på RPG Maker-stammen, og måske det første hvor undertitlen giver lidt mening. Efter titler som ACE, MV, MZ, VX og Fes, er WITH en henvisning til at spille med andre. Men inden jeg går ind på det punkt, lad os træde et skridt tilbage.
RPG Maker-serien har altid handlet om at give brugeren et værktøj til at lave et rollespil. Og det er vigtigt at huske at RPG Maker WITH ikke er et spil i ordets traditionelle forstand, men bedre kan betragtes som et værktøj. Og som det gælder med alle værktøjer, du får kun det ud af det som du putter ind i det. En kædesav, for eksempel, kan bruges til blot at skære naboens syren ned i nattens mulm og mørke (schyyy…), men kan også i de rette hænder bruges til at skabe rene kunstværker. Og på samme måde kan RPG Maker bruges til at lave noget meget primitivt, men med talent og især ihærdighed, kan man lave noget ganske spilbart.
RPG Maker-serien har altid været ankret i 16 og 32-bit æraen rent visuelt. Hvis du sætter dit forventningsniveau på Final Fantasy 6 og Chrono Trigger, så ved du hvad du får. Det var en æra af rollespil der gjorde det meste ud af ganske få ressourcer. RPG Maker WITH holder sig til denne tradition, og du kan lave spil der ligner noget der er snydt ud af næsen på Dragon Quest 5 eller 6. Men, og dette vil være et gennemgående tema for RPG Maker WITH, denne… skal vi kalde den traditionelle tilgang til æstetik? spreder sig også til spillets brugerflade. RPG Maker WITH ligner forgængerne (og her tænker jeg tilbage på indslag som RPG Maker 2003). På godt og ondt. Har du allerede taget favntag med serien før (på konsol ville dette være RPG Maker MV), så ved du også præcist hvor alle funktioner er. Men er dette dit første RPG Maker, så er det med at fyre op for Youtube, finde nogle tutorials og poppe proppen af bægret med Panodil. Det bliver ikke let.
Min største anke mod RPG Maker WITH er nemlig at de har fjernet den vejledning som MV havde. Den var muligvis langsom, men den gav et godt indblik i hvordan du navigerede rundt, hvor alt var, og hvad du kunne gøre. WITH bruger en tilgang du måske kender lidt fra den ornitologiske verden. Et solidt los lige i måsen og ud ad reden. Hvis du ikke lærer at flyve på vejen ned, så er det bare ærgerligt.
Det er her WITH kommer ind med sin undertitel. For det er blevet superlet at dele dine spil, og dermed også se hvad andre laver. Og det virker som at udviklerne håber, at du downloader et par spil, så du kan se hvad der er muligt og hvordan ting virker. Og ærlig talt, så er jeg ikke helt sur over denne tilgang. Præcis som i spil som LittleBigPlanet og DREAMS, er der i denne verden skabere og spillere. Og skaberne er mere en glade for at lave noget, som spillerne kan nyde. WITH er muligvis endnu mere et nichespil end Media Molecules nuttede gør-det-selv-spil nogensinde var, men det betyder også at skaberne vil være endnu mere hardcore, og lave mere imponerende spil du kan nyde. Især hvis du (som jeg) ikke har en kreativ knogle i kroppen.
Det sagt, så ville jeg ønske at RPG Maker-serien måske skævede lidt til begreber som ”brugervenlighed”, ”opdaterede interfaces” og lignende. Fjernelsen af en decideret tutorial virker næsten som brugerfjendtlighed. Bare et par opdateringer hist og her ville gøre underværker, selvom jeg har på fornemmelsen af, at dette forslag har samme effekt som at bede om et Easy mode i et From software spil – Det er en del af charmen…
Men hvis du skulle være kreativ og tænker ”Jeg KAN lave et nyt 2D Lost Odyssey”, så stiller RPG Maker WITH mange af værktøjerne til rådelighed. Mens du ikke kan lave eller importere dine egne, som man kan på PC, er der stadig mange muligheder for at gå folk som Hironobu Sakaguchi, Yuji Horii, Yuji Naka, og endda Tetsuya Takahashi i bedene. Forvent dog ikke at der er nogen der holder dig i hånden – For at opnå et tilfredsstillende resultat er der kun en vej frem. For at citere min gamle fodboldtræner hos Greve IF – ”Der skal arbejdes!”
Udvikler/Udgiver: NIS America
Genre: Rollespil
Platform: Nintendo Switch, PlayStation 5 (Anmeldt)
Skribent & Anmelder
Asmus er en spilveteran med 20 år på bagen både bag kamera, tastatur og skærm. Han har en kandidat i spildesign, har arbejdet for Nintendo i Frankfurt, og ejer stort set alle spillemaskiner og konsoller under solen.
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk