Rusty Rabbit-anmeldelse – Kanin i krise

Hvad får man, hvis man blander en visual novel med et traditionelt metroidvania-spil? Udvikler NITRO PLUS har et svar klar i form af Rusty Rabbit. Spillet er et besynderligt gadekryds af genrer, der både vil engagere med sit gameplay og fortælle en tekstrig historie, som skal motivere spilleren til at grave dybere og dybere – som en narrativ gulerod, der konstant dingler foran næsen på én.

Desværre er blandingen for ujævn til, at den kan kaldes en ægte succes. Rusty Rabbit er unægteligt ambitiøst, men det ender også med at være et eksempel på et spil, der gaber over mere, end det kan sluge.

Kaniner med karakter

I Rusty Rabbit spiller man som Stamp, en gammel gnavpot, der lever af at grave efter og sælge skrot, og som ellers for det meste kun finder glæde i sit eget selskab. Menneskeheden er af ukendte årsager forsvundet og erstattet af høje, tøjklædte kaniner, der nu både går på to ben og har langt mere end gulerødder på hjernen.

Præcis hvad, der er sket med menneskeheden, og hvilken person, Stamp egentlig er, bliver tydeligere og tydeligere jo mere, man graver sig gennem spillet. Mens historien i sig selv er ret undervældende, så gør spillets forskellige karakterer og dialoger faktisk ret meget for at trække den lidt op igen. Misforstå mig ikke – ingen af dem er specielt mindeværdige – men jeg tog af og til mig selv i at grine lidt af de forskellige absurde situationer og reaktioner, de indgår i.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig rigtigt blev grebet af den fortælling, Rusty Rabbit prøver at fortælle. I stedet blev jeg efter de første par timer kun irriteret, hver gang spillet tog styringen fra mig for igen at tvinge mig tilbage til start, hvor der ventede endnu en langsom dialog. Stamp er en ældre herre, der tager sig god tid, og hans langsomme tale begyndte allerede fra starten at slide på min tålmodighed. Derfor var jeg også meget taknemmelig over spillets muligheder for at skimme og springe videre i dialogerne, når det gik for langsomt til min smag.

Skrot i sandet

Selvom spillet er en blanding af genrer, så er det ved sin kerne en 2,5D action-platformer. Størstedelen af spilletiden bruges nemlig i Smokestack Mountains ‘dungeons’, som man graver, skærer og hamrer sig igennem. Banerne er fyldt til randen med blokke, som Stamp må ødelægge på sin vej, og som i mange tilfælde kun kan ødelægges af én bestemt type våben eller opgradering – heraf spillets ‘metroidvania’-elementer.

Kender man ikke til metroidvania-begrebet, betyder det helt konkret, at man i løbet af spilletiden låser op for flere og flere evner og våben, som så kan bruges til at udforske nye dele af banerne. De nye dele har man måske set ud af øjenkrogen tidligere, men man har sandsynligvis ikke haft mulighed for at komme hen til dem, fordi man netop manglede den rigtige opgradering.

Rusty Rabbit er muligvis den mest ligefremme metroidvania, jeg nogensinde har spillet. Spillet er delt op i baner, som bliver tydeligt kortlagt, og det betyder, at man næsten ikke kan fare vild eller miste overblikket over dem. I langt størstedelen af spillet er man ikke i tvivl om, hvor man skal hen, og det betyder, at selv en person med så sølle en stedsans som jeg kunne finde rundt uden de store problemer.

Præcis som andre spil i genren får man i starten en prøvesmag på, hvordan Stamp føles at spille, når han er fuldt opgraderet. Efter den korte prøveperiode starter man så fra nul og må gentjene evnerne. Det er et velkendt trick, som skal give motivation til at arbejde sig opad, men i Rusty Rabbit er problemet bare, at Stamps ‘færdige’ tilstand overhovedet ikke giver følelsen af at være netop det. I stedet var jeg faktisk overbevist om, at det her kun var starten på Stamps evner, siden de forskellige bevægelser føltes så basale – og stive – og at spillet derfor ikke ville fratage mig noget. Men der blev jeg snydt, og det er desværre til spillets ulempe, at det ikke munder ud i mere.

Stiv kanin

Det er ikke Stamp selv, der graver og kæmper mod mekaniske monstre i spillets dungeons. Han sidder nemlig i Old Rusty, sin gamle mech suit, som har tjent ham godt gennem årene. Old Rusty lever op til navnet – den er både slidt og stiv, og det betyder meget for spillets gameplay.

Rusty Rabbit er nemlig én af de stiveste platformere, jeg har spillet længe, og når man kun bekymrer sig om få fjender og platforming-udfordringer, synes jeg faktisk, det gør spillet unikt på en god måde. Desværre bliver den slags situationer sjældnere og sjældnere, jo længere man kommer, hvor det begynder at vælte ind med fjender og mere komplekse baner. Det er her, frustrationen begynder at sætte ind.

Samtidigt har stivheden katastrofale konsekvenser, når det kommer til spillets bosskampe. Bosserne er i forvejen ikke de mest opfindsomme eller storslåede rent designmæssigt, men Old Rustys mekaniske styring får dem til at føles decideret klodsede at kæmpe mod. I langt størstedelen af bossernes tilfælde stod jeg derfor på kanten af hitboxen og ‘tankede’ slag for slag, mens jeg fyrede så mange angreb af som muligt for at få en hurtig ende på lidelserne.

Særligt spillets sidste boss er så overdimensioneret og spækket med forskellige angreb, at det føles decideret umuligt at følge med i den sløve mech, og jeg blev mere end én gang låst fast og ude af stand til at gøre noget, mens angrebene haglede ind. Den oplevelse efterlader mig med en sur smag i munden, som jeg ikke kan slippe af med igen – på trods af, at jeg faktisk var jævnt tilfreds med spillets gameplay-loop udenfor boss-arenaerne.

Kanin-café

Jeg gennemførte Rusty Rabbit efter cirka 10 timer, og længden af spillet er værd at nævne her, da den kan variere meget alt efter, hvor meget du interesserer dig for historien og karaktererne. Som nævnt låner spillet nemlig store delelementer fra visual novel-genren, hvilket vil sige, at der er ekstremt meget tekst og dialog at arbejde sig igennem her for dem, der er interesserede.

Når Stamp tager en pause fra det underjordiske dyb, kan han nemlig udforske byen på overfladen, hvor der er et hav af muligheder. Her kan man få passet sine forskellige behov ved at besøge de forskellige butikker, acceptere og aflevere quests hos en lusket bartender eller opgradere og tilpasse Old Rusty i Stamps garage.

Er man sulten efter lore, kan man gå i kirken, hvor man mod betaling kan få fortalt historier om spillets verden, eller på diner, hvor man – igen mod betaling – kan lære spillets forskellige npc’er bedre at kende ved at invitere dem på et måltid. Man bliver ofte belønnet med forskellige modifikationer eller items ved at interagere med spilverdenen på denne måde, hvilket er en fin motivation til at engagere sig for dem, der måske er knap så interesserede i denne del af spillets gameplay. Ved at reparere gamle biler i Stamps garage får man også tekstfyldte indsigter i hovedpersonens tanker og fortid, hvis man har lyst til at vide endnu mere.

Som nævnt blev jeg aldrig rigtigt grebet af spillets historie, og det ændrede sig heller ikke med disse valgfrie sekvenser. Tekstmængden føles overvældende, og meget af den er desværre hverken særligt velskrevet eller engagerende. Derfor ender denne del af spillet også med at være en lidt flad fornemmelse.

Konklusion

Rusty Rabbit er en metroidvania, der i størstedelen af spilletiden ikke formår at løfte sig over det middelmådige. Når Old Rusty præsterer på samtlige cylindre, kan man bestemt grave underholdningen op ad Smokestack Mountains mange miner. Men i alt for mange tilfælde snubler spillet over sig selv, når det gælder, hvilket er svært at undgå, når man er så stivbenet som det her. Derfor er det svært at anbefale spillet frem for de mange andre og langt mere solide valg på markedet – hvad end du er fan af visual novel-spil eller platforming-genren.