Sam & Max: The Devil’s Playhouse Remastered-anmeldelse – Løjerligt genbesøg

Efter knap 3 års venten er det sidste spil i trilogien også blevet remastereret

Én af de mere ikoniske spilserier fra Telltales arkiv er Sam & Max. Den jakkesætklædte hund, Sam, og den ikonoklastiske, kanin-lignenede Max har siden 1987 være igennem alskens serieformer såsom tegneserier, animationsserier og spilserier.

Tilbage i 2007 udkom det første spil i Telltales’ Sam & Max-trilogi, Sam & Max: Save the World, der fungerede som et soft reboot for universet. Siden lavede de efterfølgeren Sam & Max: Beyond Time and Space, og Sam & Max: The Devil’s Playhouse fuldbyrdede trilogien. Det sidste spil i trilogien udkom i 2010, hvor IP’en efterfølgende aldrig blev rørt ved igen. Og da Telltale senere gik konkurs, var IP’en igen i skaberens, Steve Purcell, hænder.

I 2020 udkom remasteren til det første spil i trilogien. Her havde det fået en grafisk og lydmæssig overhaling af de gamle udviklere fra Telltale, der nu havde lavet deres eget studie, Skunkape. Året efter udkom remasteren til det andet spil, hvilket gjorde mig håbefuld for, at 2022 blev året, hvor jeg skulle færdiggøre min rejse i selskab med Sam & Max.

Men ak.

Vi skulle helt frem til 2024, før Skunkape endelig kunne melde noget ud. I dag d. 14. august er remasteren af det ikoniske spil endelig udkommet. Har det været hele ventetiden værd?

Nynostalgisk gensynsglæde

Selvom jeg først hoppede på bølgen i 2020, så betyder spillet meget for mig. Uden det havde jeg ikke genfundet min glæde ved point-and-click spil. Som de andre spil i trilogien, bygger dette Sam & Max: The Devil’s Playhouse videre på universet med karakterer, vi tidligere har stiftet bekendtskab med. De karakterer, der ikke fremgår fysisk i spillet, har fået et par fine callbacks.

Historien i Sam & Max-spil er episodisk opdelt, da man i sin tid fik én episode af gangen. Hvert spil har fem episoder, der skal spilles kronologisk.

I første episode møder vi den magtsyge rum-abe, Skunk’a’pe (som spilstudiet er opkaldt efter), der har sine øjne rettet mod den mytiske Devil’s Toybox, som siges at besidde overdådige kræfter. Det ender selvfølgelig ikke helt efter planen, og da man endelig har fanget Skunk’a’pe i, ahem, The Penal Zone, finder man et skelet af sine forfædre. Cue episode to.

Sådan tager det ene afsnit det andet, hvor man tit ender med at have været på et kæmpe eventyr, hvor forskellige detektivgenrer såsom noir, Agatha Christie og whodunnit kommer under elegant behandling. Man ved aldrig, hvad man går ind til, så det føles hele tiden friskt og uforudsigeligt.

Generelt er historien spillets klart stærkeste aspekt, men kræver dog også, at man har spillet de to forrige spil igennem for at forstå konteksten for mange af de ting, der sker. Bl.a. møder man Granpa og Girl Stinky, hvor Girl Stinky er født ud af en kage som bedstefaren lavede i et tidligere spil. Dette bliver der kommenteret meget på i spillet.

Derfor kan jeg ikke anbefale at starte med dette spil — det bliver simpelthen alt for indspist. Start hellere med Sam & Max: Save the World Remastered og kør det kronologisk derfra. Med The Devil’s Playhouse som afslutning får du en helstøbt oplevelse, der både hviler i sit moment-to-moment narrativ, men også kulminationen af det hele.

Jeg følte en hvis form for tristhed, da jeg afsluttede kapitel fem i The Devil’s Playhouse. Jeg ville bare have, at rejsen varede ved lidt længere.

Halvbagte hints

Én af mændene bag Monkey Island-spillene, Dave Grossman, var i sin tid designer på spillet. Hvis man har spillet nogle af Telltales point-and-click-spil ved man, at mange af løsningerne kræver lidt abstrakt tænkning at nå frem til. Derfor sætter det også store krav til en evt. hintsystem.

I The Devil’s Playhouse kan man vælge frekvensen af hints. Som standard står den på “sjælden”, så man ikke ender med at føle sig som Kratos i God of War: Ragnarok, hvor Atreus konstant gav dig svaret på en puzzle. Men dette hintsystem fungerer kun halvt. Af og til oplevede jeg at få hints til en løsning, der først lå et par trin ude i fremtiden. Det hjalp mig ikke ret meget nu og her. Men med en ukuelig stædighed brute forcede jeg mig igennem nogle steder i spillet.

Som noget nyt kan man i den grad udnytte Max’ mentale kræfter i dette spil. Udover at være blevet præsident i de forrige spil, har han også fået mentale kræfter, der bl.a. gør at han kan se fremtiden, forvandle sig om til genstande eller bugtale andre karakterer.

Alt dette er redskaber, du skal bruge til at løse nogle af gåderne. Det kan fx være, at man skal have adgang til en skattekiste, men reglerne foreskriver, at de kun må åbnes af andre, hvis der er mistanke om personsmugling. Hvis man laver en bugtalerstemme nede fra kisten, giver man sig selv indicer nok til at åbne den.

Dette er blot et eksempel på, hvor meget ud-af-boksen, man skal tænke. Når man har spillet de andre spil, giver logikken mening. Men det er nogle baner, man skal lære at tænke i.

Tiltrængt ansigtsløft

Hvis man sammenligner 2010-udgaven med den remastererede 2024-udgave, er det tydeligt at se, hvor meget kærlighed, der er lagt i at få spillet til at se godt ud. Steve Purcells klare artstyle står meget tydeligere frem ligesom de forskellige miljøer er bedre belyste.

Lydmæssigt har de hyret den originale komponist, Jared Emerson-Johnson, til at genindspille og tilføje nye numre til spillet. Med et bebop-inspireret inspireret sound med tydelige saxofon-temaer, passer det som fod i hose i et detektivspil. Særligt stærkt virker det i introen til hver episode, hvor stemningen bliver virkelig bliver sat.

Dog havde jeg problemer med lydmixet af det hele, hvor stemmerne var meget vekslende i lydniveau. Nogle gange mumlede Sam sine sætning, hvor han i en samtale næsten overstyrede. Det kan være, at udviklerne laver en patch, hvor dette bliver fixet. Ellers er det ærgerligt at de gode deadpan-punchlines bliver druknet af baggrundsmusikken.

Konklusion

Sam & Max: The Devil’s Playhouse Remastered er et fremragende punktum for remaster-udgaverne af trilogien. Selvom spillet står skarpere grafik og lydmæssigt, så lider det til tider under et mudret lydmix og et halvbagt hintsystem.

Ligeledes er det svært at anbefale dette spil, med mindre man har spillet de andre spil op til. Dog kan jeg varmt anbefale hele trilogien, hvis man har en detektiv med hang til kulsort humor gemt i maven.

Det bliver utroligt spændende at se, hvad Skunkape nu finder på. Vil de lave sit eget point-and-click-franchise eller skal de lave en ny serie med Sam & Max? Personligt håber jeg på det sidste. Det er vi vidst mange, der gør.