Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Saturday Night bluray-anmeldelse – En film om stress, sved – og starten på satirehistorie

Saturday Night bluray-anmeldelse – En film om stress, sved – og starten på satirehistorie
© 2024 Sony Pictures Releasing. All rights reserved
Henrik Brandt

Henrik Brandt

Estimeret læsetid: 4 minutter.

May 11, 2025

En fascinerende og hektisk tur tilbage til øjeblikket, hvor alt næsten gik galt – men tv-historie blev skrevet alligevel

I år har jeg været dybt nede i SNL-kaninhullet. Jeg taler: maraton-visning af gamle afsnit, legendariske sketches, “best of”-kompileringer og alt, hvad YouTube-algoritmen kunne kaste i min retning. Så jeg blev pludselig meget interesseret i at se Saturday Night, en film der dramatiserer timerne før det første afsnit af Saturday Night Live. Jeg var både klar, spændt og en smule skeptisk: Kan man virkelig lave en spændende film ud af… ventetid og panik?

Svaret er et rungende JA – man gør det med fuld smadder, total autenticitet og absurd meget sved på panden.

Et simpelt plot med eksplosiv effekt

© 2024 Sony Pictures Releasing. All rights reserved

Plottet er simpelt på papiret: Vi følger cast, crew og en lettere martret Lorne Michaels i de 90 minutter op til premieren på det allerførste SNL-afsnit. Men i praksis føles det som en tur i en centrifuge. Der er konstant kaos, vanvid og nervepirrende øjeblikke. Folk løber, råber, griner, græder – og midt i alt det, bliver et af de mest banebrydende tv-shows nogensinde til.

Det hele er skudt og designet med en respekt for perioden, der næsten virker vildt autentisk og troværdig. Billedsiden, lyddesignet og kostumerne smelter sammen til en visuel tidskapsel fra 1975. Det er så gennemført, at man næsten glemmer, det er en moderne film – og i stedet føler, man ser et gammelt, glemt live-feed fra NBC’s redaktionslokaler.

Men det, der virkelig gør filmen fængslende, er, at den føles ægte. Det er som om, man får adgang til noget, man egentlig ikke burde se – det rodede maskinrum bag en institution. Skuespillerne leverer hele vejen rundt. Ikke noget prangende eller overspillet, bare ekstremt levende og troværdige præstationer. Og ja, man griner. Og ja, man får ondt i maven. Og ja, man tænker “hvordan i alverden kom det her nogensinde på tv?”

Men det gjorde det, og tak for det.

Kreativ kaos

© 2024 Sony Pictures Releasing. All rights reserved

Filmen dykker ned i den rå, ufiltrerede virkelighed bag et kreativt projekt, der ikke bare var ambitiøst – det var på randen af det umulige. Alt der kunne gå galt, går galt. Sketches er ikke klar. Teknikken fejler. Tidsplaner er illusioner. Folk kollapser (næsten). Stemningen skifter fra nervøst håbefuld til ren panik – og tilbage igen. Crew og cast kæmper ikke bare mod klokken, men også mod en tv-verden, der er vant til stive, forudsigelige varietéshows. Ingen tror rigtigt på det her mærkelige, satiriske liveformat. Ikke engang dem selv – i hvert fald ikke hele tiden.

Men Saturday Night er ikke bare en fortælling om, hvordan SNL blev skabt. Det er en film om kreativitet under ekstremt pres. Om modet til at bryde reglerne, selv når ingen har bedt dig om det. Om at insistere på at skabe noget nyt, selv når alt – økonomi, forventninger, tid – siger “bare gør som man plejer”. Det er en kærlighedserklæring til processen. Til det grimme, rodede, vildt inspirerende øjeblik, hvor idéer opstår og formes i sidste øjeblik.

Og netop dét gør filmen så stærk: den handler lige så meget om kulturens brydningspunkter som om sketchshows. Den minder os om, at nye idéer sjældent fødes i stilhed og planlægning – de bliver sparket i gang i støj, sved og total uorden.

Saturday Night er ikke bare en film for SNL-fans. Det er en film for alle, der elsker kaos, kreativitet – og den skøre magi, der opstår, når deadlines møder drømme.

Historie

© 2024 Sony Pictures Releasing. All rights reserved

For hvad SNL blev – og stadig er – kan ikke overvurderes. Det er mere end et tv-show. Det er en kulturskabende maskine. Det har fostret utallige af de største navne i comedy. Det har givet os satiriske øjeblikke, der definerede hele generationer. Og denne film minder os om, at det hele startede med sved, stress og sketchmanuskripter, der blev færdige minutter før optagelserne.

At Saturday Night Live blev en succes – og stadig er det, 50 år senere – er et kulturelt mirakel, og Saturday Night giver os lov til at mærke, hvor tæt det var på aldrig at ske.

Konklusion

Saturday Night er en intens, energifyldt og rørende hyldest til kreativitetens kaos. Den formår både at være et fascinerende historisk indblik i SNL’s spæde begyndelse og en universel fortælling om at tro på noget, der endnu ikke findes. Det er en film, der ikke bare fortæller om skabelsen af et tv-show, men om kampen for at ryste kulturen, bryde med normerne og skabe noget helt nyt – med hjerte, humor og vilje alene. For alle med kærlighed til comedy, kaos og kreativitet er Saturday Night et must.

Medie: Blu-ray

Skuespillere: Gabriel LaBelle, Rachel Sennott, Cory Michael Smith, Ella Hunt, Dylan O’Brien, Emily Fairn, Andrew Barth, Willem Dafoe, Matthew Rhys, J. K. Simmons m.fl.

Instruktør: Jason Reitman

Genre: Drama, Komedie, Biografi, Docudrama

Premieredato: 10. februar 2025

Spilletid: 109 minutter

Selskab: Sony Pictures Releasing

5 / 6
Henrik Brandt

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder


Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse

May 9, 2025

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk