Scar-Lead Salvation-anmeldelse – Gabende kedeligt og ideforladt!

Jeg havde faktisk glædet mig ret meget til Scar-Lead Salvation. Et anime-Returnal lød umiddelbart som en ret tiltalende kombi. Jeg er stor tilhænger af både god anime og af Returnal, så det her lignede en cocktail, jeg virkelig gerne ville have fingrene i.

Jeg var klar. Bare giv mig en dobbelt med sukkerkant, parasol og hele molevitten.

Men var det så den bedste nyopfindelse siden Gin Hass – eller havde bartenderen byttet alkoholen ud med kærnemælk?

Der var en gang… og for enden af den gang var der en dør…

I de gode gamle dage, da far var en lille dreng, havde vi spil som Wolfenstein 3D og Doom, hvor det meste foregik i lange, ens gange. Det skyldtes tekniske begrænsninger, som lagde låg på, hvordan verdenerne kunne sammensættes. Doom udkom i 1993. Blot tre år senere imponerede Bethesda med en gigantisk åben verden i Daggerfall. Bevares, meget lignede hinanden, men ambitionen var tydelig: Man ville give spilleren variation. Selv i Doom var der gjort en indsats for at gøre udforskningen af gangene spændende – med skjulte skatte og overraskelser.

Nu er vi i 2025, men Scar-Lead Salvation sidder ærligt talt stadig godt og grundigt fast i 1993. Her er nemlig gange en masse. Hele gameplay-loopen går ud på at løbe rundt og skyde robotter i forskellige haller, forbundet af – ja – grå gange. Uden pynt. Lidt senere i spillet kommer der måske lidt frost eller en ny belysning, men det er virkelig minimalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Bevares, man kunne forsvare det med, at spillet foregår i et hemmeligt militæranlæg, hvor mængden af Jackson Pollock-maleriers tilstedeværelse må formodes at være begrænset. Men det ændrer ikke på, at det bliver utroligt ensformigt, når det eneste, man får lov at kigge på i timevis, er grå vægge og generisk industrilook.

Du kæmper primært mod robotter, som bedst kan beskrives som variationer af metalromkugler og træstammer. Den ene har måske en lille disk i toppen, den anden en dut i bunden – og ja, de har da hver deres angreb, men variationen i udseende er stærkt begrænset.

Der kommer lidt mere variation i form af bosserne, men lad os lige tage et smut forbi historien før vi kigger på dem.

Når du bestiller en lækker cocktail, men får Medova-te serveret…

Du vågner op i et nedlagt militæranlæg uden nogen idé om, hvem du er, eller hvorfor du er der.
Ja, jeg ved det – du er faldet ned af stolen over dette vanvittigt originale koncept. Men vent, det bliver endnu vildere! Ret hurtigt møder du en kunstig intelligens, der taler til dig og tilbyder sin hjælp. En hjælp, der dog hurtigt viser sig at være mildest talt begrænset.

Udover at du er fanget i anlægget, foregår der åbenbart også en krig mellem mennesker og de såkaldte “Contactors”. Jep – vi er kommet i kontakt med og blevet angrebet af noget fremmed. Hvad skal vi kalde dem? Kontakterne! Skræmmende, jeg ved det.

Langsomt åbner historien sig mere og mere, og hovedpersonen begynder at få glimt af sine erindringer. Men med tanke på, hvor mange korridorer jeg skulle storme igennem og hvor mange metalboller jeg skulle nedlægge, var den store afsløring ikke besværet værd.

Det er en håbløst klichéfyldt historie. Stemmeskuespillet er faktisk okay, men dialogen er decideret rædderlig.

Som et eksempel fortæller den kunstige intelligens på et tidspunkt vores heltinde, at der er en reel fare for, at menneskeheden bliver udryddet. Hendes svar?
“Oh, ja… det lyder da alvorligt.”

Det er niveauet. Hele vejen igennem.

Senere i spillet udvikler fjenderne sig lidt, og bosserne adskiller sig fra de generiske robotter, men intet af det løfter hverken gameplayet eller historien nævneværdigt.

Medova-te med sovepiller

Som overskriften antyder, tilføjer gameplayet ikke meget spænding. Omgivelserne og fjenderne bliver hurtigt ensformige, og det samme gælder dit gameplay-loop: Løb gennem rum og gange. Skyd robotter. Gentag.

Alt er gråt og kedeligt at kigge på, og selvom våbnene varierer, føles ingen af dem synderligt fede at skyde med.

Spillet forsøger sig som et roguelite, lidt i stil med Returnal, hvor du starter forfra efter hver død og gradvist åbner op for nye lag i historien. Men hvor spil som Hades eller Returnal byder på spændende variationer og karakteropbygning, virker Scar-Lead Salvation opsat på at gøre det hele så fladt og fantasiløst som muligt.

Du kan finde våben med ild- eller elektricitetsbaserede angreb, og powerups der forstærker disse. Du kan også få mere liv eller stærkere nærangreb – og det er dét. Ingen dybde. Og når våbnene føles som vandpistoler fra den lokale 10’er-butik, bliver det hele hurtigt ligegyldigt.

Bosserne har lidt mere variation, men også her er opskriften: store area-of-effect-angreb kombineret med noget, der jager dig. Det er så uopfindsomt, at det næsten gør ondt.

Scar-Lead Salvation er så dræbende kedeligt, at jeg næsten hellere ville se et maraton af Den store strikkedyst på TV Syd end at spille det her igen.

Når anime bliver alt det, det ikke burde være

Anime er kendt for at være vildt og vanvittigt – men det har man tydeligvis glemt her. Nå ja, jeg glemte næsten det sidste søm i ligkisten: Tøj-destruktion.

Ja, vores heltindes tøj går i stykker, jo mere skade hun tager, og afslører mere og mere af hendes krop. Hun bliver aldrig helt nøgen, men det er stadig en klam og unødvendig mekanik, der skriger af laveste fællesnævner.

I stedet for at skabe et gennemført og spændende anime-inspireret spil, er man gået med det mest pubertære og udtrådte element, genren kan byde på.

Og selv ved denne del er der ikke for alvor nogen dybere mening at finde, og det er, ligesom resten, ligegyldigt udført.

Det er ikke bare kedeligt. Det er også grimt. Den højeste opløsning, jeg kunne vælge, var 1920×1080, hvilket virker helt bagstræberisk i 2025. Og spillet ser bare dårligt ud – grafisk langt under spil som Genshin Impact, der endda kører på mobiler.

Musikken? Tja. Spartansk og så anonym, at jeg nærmest ikke lagde mærke til den. Ikke engang irriterende – bare ligegyldig.

Konklusion

Jeg havde virkelig set frem til Scar-Lead Salvation. Men jeg blev skuffet. Og ja, far er ikke vred – han er bare skuffet.

For vrede kræver, at der er noget, der stikker ud. Og det gør Scar-Lead Salvation ikke.

Bevares, tøjmekanikken er klam – men selv det er så uinspireret, at det bare bliver endnu et punkt på listen over spillets mange mangler.

Scar-Lead Salvation begår den største synd et spil kan: Det er grænseløst kedeligt.

Der er intet at anbefale. Det er så forglemmeligt, at jeg ikke engang vil spilde en god Kasper P-joke på det.

Anders Isaksen

Skribent & Anmelder

---

Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.