Scarpetta-anmeldelse – Et stærkt karakterdrama forklædt som mordgåde

Da jeg satte mig ned for at se Scarpetta, forventede jeg egentlig en klassisk krimi. Det fik jeg ikke. Jeg fik meget mere end det.

Der går ikke mange øjeblikke, før man fornemmer, at serien tager udgangspunkt i et allerede stort og etableret univers. Scarpetta bygger nemlig på den populære krimibogserie om Dr. Kay Scarpetta, skrevet af den amerikanske forfatter Patricia Cornwell.

Bøgerne begyndte i 1990’erne og regnes som nogle af de mest indflydelsesrige moderne retsmedicinske krimier. Serien er kendetegnet ved, at hovedpersonen Kay Scarpetta, der er retsmediciner – eller Chief Medical Examiner, som hendes præcise titel er på engelsk – efterforsker mord gennem obduktioner, spor, teknologi og retsmedicin, herunder DNA, som i 1990’erne stadig var forholdsvis ny teknologi.

Bogserien blev også kendt for større seriemorderfortællinger, der strækker sig over flere bøger, og for en markant faglig realisme. Cornwell var blandt de første til at gøre retsmedicin helt central i mainstream-krimier, længe før CSI gjorde det almindeligt.

Det er et omfattende univers med over 25 bøger udgivet gennem flere årtier. Det mærker man også, når Scarpetta ruller over skærmen. Patricia Cornwell er nemlig selv med som executive producer for at sikre, at serien holder sig tæt på hendes univers.

Men hun er langt fra det eneste store navn i produktionsteamet.

Serien er skabt af Elisabeth Sarnoff, som blandt andet har været forfatter og producer på store serier som Lost, Barry, Deadwood, Marco Polo og The Leftovers. Derudover finder man også Jason Blum som executive producer – manden bag Blumhouse Productions.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Blandt instruktørerne finder man Charlotte Brändström samt David Gordon Green, der tidligere har arbejdet sammen med en af seriens hovedrolleindehavere, Jamie Lee Curtis, på Halloween Kills og Halloween – filmen der på dansk fik titlen Maskernes nat.

Jamie Lee Curtis er også en del af producerteamet sammen med blandt andre Nicole Kidman, som har seriens absolutte hovedrolle som Kay Scarpetta.

Ud over Kidman og Curtis finder man Bobby Cannavale, som jeg for alvor fik øjnene op for i Boardwalk Empire. Derudover medvirker Ariana DeBose som Kay Scarpettas kusine samt Simon Baker, der i mange sæsoner havde hovedrollen i The Mentalist.

Vi finder også Janet Montgomery og Rose McGowan samt Bobby Cannavales søn, Jake Cannavale, som faktisk spiller samme rolle som sin far. Det vender vi tilbage til.

Et mordmysterium der strækker sig over 25 år

Scarpetta gør brug af et interessant narrativt greb. Serien udspiller sig i to tidsperioder, hvor vi følger de samme karakterer med over 25 års mellemrum.

Hovedpersonen er Kay Scarpetta, retsmedicineren, der bliver spillet af Nicole Kidman. Omdrejningspunktet for serien indledningsvist er mord begået på flere kvinder, som Kay og hendes lidt grove – man kan næsten kalde det rå – samarbejdspartner, betjenten Pete Marino, forsøger at opklare.

Pete Marino bliver spillet af både Jake Cannavale og Bobby Cannavale alt efter tidsperiode. Den unge Pete spilles af Jake, mens den voksne udgave spilles af Bobby. Pete og Kay, hvor den unge Kay bliver spillet af Rosie McEwen, er fast besluttet på at finde sammenhængen mellem mordene.

Undervejs i efterforskningen bliver de introduceret til Benton Wesley, der i begyndelsen spilles af Hunter Parrish. Kay og Benton udvikler et kærlighedsforhold, som 25 år senere er blevet til et ægteskab, hvor Benton spilles af Simon Baker. Ja – det kræver lige, at man holder tungen lige i munden.

Den unge Kay har sin kusine Lucy boende. I den unge udgave spilles Lucy af Savannah Lumar, mens den voksne Lucy spilles af Ariana DeBose. Kay har Lucy boende, fordi hendes søster Dorothy er på bryllupsrejse med sin tredje, fjerde eller femte mand. Dorothy er en livsglad kvinde, der godt kan lide mænd.

Den unge Dorothy spilles af Amanda Righetti, mens den ældre udgave spilles af Jamie Lee Curtis.

Alle relationerne, der etableres i tidslinjen fra 1990’erne, udvikler sig og får en anden dynamik, når man møder karaktererne igen 25 år senere. De beslutninger og relationer, der bliver skabt i 90’erne, får stor betydning for det, der udspiller sig i nutiden.

Efterforskningen, som Kay og Pete sætter i gang i 90’er-tidslinjen, vender også tilbage og hjemsøger dem i nutiden. Det er et komplekst narrativ, hvor mange ting er på spil, og hvor serien hele tiden veksler mellem fortid og nutid.

Relationerne er helt centrale

Scarpetta er genremæssigt en krimi, en thriller og har også en snert af whodunit-genren. Men selvom mordmysteriet er drivkraften, træder det ofte i baggrunden til fordel for relationerne mellem karaktererne.

Vi har med et ret imponerende cast at gøre, og de store navne lever op til forventningerne. Det er længe siden, jeg har set Nicole Kidman være så overbevisende i en rolle. På trods af en begrænset mimik formår hun at give Kay Scarpetta både styrke og sårbarhed samt en klar fornemmelse af en karakter, der har fuldstændig styr på sit faglige område.

Bobby Cannavale er også overbevisende som den rå og til tider lidt for bramfri Pete Marino. Serien gør samtidig brug af det greb, at Jake Cannavale spiller den unge Pete Marino, hvilket giver en rigtig god effekt.

Der er mere vildskab i Jake Cannavale, mere bramfrihed. Når man så møder Pete Marino igen 25 år senere, er det en mere afdæmpet karakter, man møder, selvom man hele tiden fornemmer, at den unge Pete stadig er derinde.

Simon Baker spiller en kompleks rolle, som med al tydelighed bærer på udfordringer, der foldes ud i løbet af serien.

Ariana DeBose, der spiller den voksne Lucy, er god i rollen som it-geniet, der tidligere har arbejdet for FBI, og som siden barndommen har haft et særligt talent for computere. Hendes rolle er præget af dyb sorg, fordi hun har mistet sin kone mindre end et år tidligere, og det bærer karakteren tydeligt præg af. Hendes måde at bearbejde sorgen på bliver samtidig genstand for stor diskussion mellem søstrene Kay og Dorothy.

Det er længe siden, jeg har set en serie eller en film med så mange dysfunktionelle relationer mellem karaktererne. Man mærker stadig en kærlighed, men langt de fleste relationer bærer præg af konflikter, noget usagt og hemmeligheder. Nogle relationer er direkte giftige for de involverede.

Det bliver enormt spændende at følge, hvordan dynamikkerne mellem karaktererne udvikler sig, hvordan de til tider spilles ud mod hinanden, hvordan de holder ting skjult for hinanden, og hvordan det hele tiden føles, som om det er ved at eksplodere.

Her formår hele castet at få relationerne til at virke troværdige. Og som seer bliver man faktisk ret glad for, at man ikke selv er en del af det.

Jeg kunne dog godt have ønsket mig en dybere undersøgelse af flere karakterers sociologiske ophav, så man i højere grad forstår deres valg og deres måde at handle på. Det kan komme i senere sæsoner, hvis Scarpetta bliver den succes, jeg tror, den bliver. For til tider kan man føle, at man mangler kontekst for nogle af de ting, der sker.

Mit håb for kommende sæsoner er derfor, at serien undersøger karaktererne og relationerne endnu mere.

Fortid, nutid, fremtid

Som tidligere beskrevet udspiller Scarpetta sig i to tidsperioder, og serien formår på ganske elegant vis at skifte mellem dem.

Et konkret eksempel er, når en ung Kay Scarpetta går igennem en dør – og i næste klip træder Nicole Kidman ud. Det er enormt elegant.

Der er en god balance i brugen af det narrative greb, selvom skiftene til tider kan gå lidt hurtigt. Samtidig giver det noget af den kontekst, jeg tidligere efterspurgte. Når karaktererne handler i nutiden, får man forklaringen i fortiden.

Som tidligere historielærer finder jeg hele fortid-nutid-fremtid-tanken interessant, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad næste skridt bliver for serien. Hvordan skal fortællingen bevæge sig videre?

Serien formår også at skabe forventninger til kommende sæsoner. Jeg sad faktisk og var irriteret over, at jeg ikke kunne se første afsnit af næste sæson, fordi jeg blev så grebet.

Jeg er også imponeret over, hvordan man præsenterer 90’er-tidslinjen. Her har man tydeligvis gjort sig umage med omgivelser og rekvisitter, der troværdigt gengiver periodens stemning.

Der er derfor ingen tvivl om, at produktionen har været dyr. Serien kræver miljøer og rekvisitter til to tidsperioder. Den har et stærkt – og dyrt – cast. Og produktionsteamet består af store navne og er omfattende, hvilket samlet set giver en serie med høj produktionsværdi.

Konklusion

Scarpetta er en stærk serie. Det er både en stærk krimi, men også et stærkt karakterdrama.

Jeg sætter pris på, at serien tør gå ind og arbejde med temaer, som man ikke så ofte ser behandlet i klassiske krimiserier. Relationerne er enormt vigtige, og det samme er seriens undersøgelse af menneskelig adfærd – her mestendels dysfunktionel adfærd – og hvordan relationer udvikler sig over tid, både til det gode, men absolut også til det modsatte.

Jeg troede, jeg skulle se en klassisk krimiserie, men jeg fik meget mere. Jeg fik et karakterdrama. Jeg fik meget overbevisende skuespilpræstationer, og jeg fik en meget velproduceret serie, der – selvom den ikke helt går i dybden og udfolder sine karakterer fuldt ud – har så meget at byde på, at det ikke kan blive andet end en stor anbefaling.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer