Scary Movie 6-anmeldelse – Kompromisløs og diagnosticeret med ADHD

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg elsker spoof-genren.

Faktisk elsker jeg den så meget, at jeg for længst havde accepteret, at den var død og begravet. Hollywood havde efterladt den på kirkegården sammen med alle de andre subgenrer, som ingen længere turde røre ved. Derfor var det en kæmpe overraskelse, da genren pludselig viste livstegn igen. Først kom den nye The Naked Gun, som lugtede af den gyldne æra for spoof-film og mindede mig om, hvorfor jeg forelskede mig i genren i første omgang. Det var en film, jeg kvitterede med 5 stjerner.

Nu er endnu en legendarisk franchise vendt tilbage fra de døde. Somehow, Ghostface returned.

Og jeg fortæller det her med både kærlighed, respekt og en god portion nostalgi i øjnene: Den første Scary Movie er en af mine absolutte yndlingskomedier nogensinde. Ikke bare inden for spoof-genren, men af alle komediefilm.

Den film forstod noget, som efterfølgerne aldrig helt fangede igen. Den nøjedes ikke med at gøre grin med gyserfilm. Den gjorde grin med alt. Ingen var fredede. Den sparkede opad, nedad og til siderne med en sjælden selvsikkerhed og selvironi, samtidig med at den faktisk havde et narrativ, man kunne følge. Den tog kærligt fat i Scream, men flettede elegant referencer til I Know What You Did Last Summer, Halloween og The Blair Witch Project ind i handlingen.

Derfor var mine forhåbninger til Scary Movie 6 enorme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Warner Bros Denmark

Vi snakker ikke bare “sommerfilm jeg glæder mig til”-niveau. Vi snakker “en af årets mest ventede film” for mit vedkommende. Ikke mindst fordi Wayans-brødrene endelig vender tilbage bagved og foran kameraet.

26 års kærlighed gør ondt nogle gange

Men, med min glæde for genren og med mine kæmpestore nostalgiske briller, gik jeg også ind til filmen nervøs og lidt skeptisk.

For jeg ved godt, at Scary Movie aldrig har været høj kunst. Det har aldrig været Shakespeare forklædt som gyserkomedie. Men de bedste film i serien havde alligevel en overraskende skarp forståelse for både filmhistorie og timing.

Jeg genså faktisk hele franchisen kort før premieren, og den første film holder stadig imponerende godt – selv jokes, der er dybt forankret i år 2000-kulturen, fungerer stadig.

Desværre er det også en påmindelse om, hvor meget serien mistede undervejs. Ikke engang tilføjelsen af deadpan-mesteren som Charlie Sheen eller legendariske Leslie Nielsen kunne løfte de senere film tilbage på samme niveau.

Derfor føltes Scary Movie 6 som en reel mulighed for at rette op på franchisens ry og starte på en frisk.

Og selvom filmen bestemt er bedre end den katastrofale femmer, er det stadig svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at man har fået en udgave af filmen, der kunne have været bedre.

Inden jeg kaster mig over Scary Movie 6, så vil jeg lige clarify, at filmen teknisk set bare hedder Scary Movie. Ikke Scary Movie 6. Ikke Scary Movie: Legacy. Ikke Scary Movie: Reloaded. Bare Scary Movie. Det er naturligvis en del af den moderne “re-bootycall”-trend, som filmen selv kalder det og gør grin med, hvor man genopliver en død franchise og lader som om tal ikke eksisterer længere. Men eftersom det her er den sjette film i rækken, og jeg gerne vil undgå total forvirring, kommer jeg til at kalde den Scary Movie 6 resten af anmeldelsen. Du ved, ligesom alle andre kommer til.

Mere sketchshow end spillefilm

Jeg vil egentlig ikke bruge alt for meget tid på at forklare plottet, for hvis du køber billet til Scary Movie 6 for historiens skyld, så er du gået ind i den forkerte sal. Man kommer for de tåbelige jokes, de absurde situationer og de satiriske spark i skridtet på Hollywood.

Men selv spoof-film har brug for en form for rød tråd, og det er her filmen begynder at vakle.

Inden for filmens første tyve minutter har den allerede kastet sig over alt fra One Battle After Another og Weapons til Final Destination, Wednesday, Sinners, Terrifier og en lang række andre film og popkulturelle fænomener. Og selvom flere af disse sekvenser faktisk er sjove, begynder man hurtigt at mærke et problem: Filmen har så travlt med at komme videre til den næste reference, at den glemmer at give publikum en grund til at investere sig i det, der foregår.

Vi hopper konstant fra sketch til sketch. Fra set piece til set piece. Fra reference til reference. Som et afsnit af Saturday Night Live havde mange af disse sekvenser fungeret fremragende. Som en sammenhængende spillefilm bliver det derimod udmattende.

Jeg savner den struktur, som den første Scary Movie havde. Her føles det mere som om, man først skrev 500 jokes på en tavle og derefter forsøgte at bygge et plot omkring dem.

Resultatet er en film, der skyder i øst, vest, nord, syd, vertikalt og parallelt på én gang.

Nostalgi kan ikke bringe alt tilbage

Som fan af serien var gensynet med det gamle cast uden tvivl en af filmens største attraktioner, men nostalgi kan også være en farlig ting.

For når man genser skuespillere, man har elsket i over to årtier, håber man selvfølgelig på lidt magi. I hovedrollerne vender Anna Faris og Regina Hall tilbage som Cindy og Brenda, og i et øjeblik føles det næsten som år 2000 igen.

Men det er også svært at ignorere, at tiden er gået. Regina Hall er nok den af de gamle stjerner, der klarer sig bedst. Hun virker stadig komfortabel i rollen som Brenda og har stadig den timing, der gjorde karakteren til en publikumsfavorit. Anna Faris er stadig sympatisk som Cindy, men hun mangler lidt af den energi og komiske præcision, der gjorde hende til seriens absolutte centrum.

Men det var to andre karakterer, jeg var mere spændt på at se igen, Ray og Shorty. Shawn Wayans som Ray overraskede mig positivt. Ray er stort set den samme karakter, som han altid har været, og han leverer flere af filmens bedste jokes. Han føles som en af de få, der naturligt falder tilbage i rollen.

Hans bror Marlon Wayans som Shorty har det sværere. Shorty har altid været en ekstrem karakter, men her føles det ofte som om, han prøver for hårdt på at genskabe noget, der fungerede for 25 år siden. Der er øjeblikke, hvor han er hylende morsom, men der er mindst lige så mange, hvor han bliver mere anstrengende end underholdende.

Og så er der Doofy – det sorte får på mange måder. Han skulle bare være forblevet død og begravet. Dave Sheridan som Doofy leverer filmens mest irriterende præstation, og karakteren fungerer stort set aldrig. Hver gang han dukker op, mister filmen både tempo og energi.

Det nye cast gør egentlig, hvad de kan med materialet. Problemet er bare, at filmen er så overfyldt med både legacy-karakterer og nye ansigter, at ingen rigtig får plads til at skinne.

Et maskingevær af jokes

Det mest interessante ved Scary Movie 6 er faktisk ikke handlingen eller karaktererne. Det er filmens attitude og dens frygtløshed.

Filmen holder sig ikke tilbage – som i overhovedet. Den er så ligeglad med hvem du er. Den går ikke ud til kanten. Den springer ud over den.

I en tid hvor mange komedier føles polerede, forsigtige og bange for at træde nogen over tæerne, kommer Scary Movie 6 ind som en den akavet og fulde onkel til en fin middag og vælter hele bordet. Ingen grupper, køn, etniciteter, filmfranchises eller kendisser er fredede. Alle får en på lampen.

Og på en bizar måde er det faktisk enormt forfriskende.

Filmen minder om en tid, hvor komedier ikke nødvendigvis skulle være pæne eller elegante. Den vil provokere. Den vil være dum. Den vil være plat. Og den er fuldstændig ligeglad med, om du synes det er smagløst. Men filmen gør det samtidig med så meget selvironi og kærlighed, at det er svært at blive stødt eller rigtigt provokeret. Problemet er bare, at filmen nogle gange forveksler provokation med variation.

Hvor den første Scary Movie havde en imponerende bredde i sin humor, føles Scary Movie 6 ofte som om den vender tilbage til de samme jokes igen og igen – racistiske stereotyper, homoseksuelle vittigheder og seksuelle punchlines. Og selvom de enkelte jokes kan være sjove, bliver de mindre effektive, når filmen bliver ved med at bruge de samme værktøjer. Det bliver lidt som at høre den samme sang på repeat. Første gang er det sjovt. Femte gang smiler man lidt. Tiende gang kigger man på uret.

Samtidig er filmen næsten aggressivt meta. Ikke bare på den moderne måde, hvor karaktererne kommenterer på genren. Nej, filmen går flere lag dybere. Den kommenterer på sig selv, på franchisen, på Hollywoods reboot-kultur, på legacy-sequels og på publikums forventninger til filmen. Flere gange føles det nærmest som om filmen stopper op for at sige: “Ja, vi ved godt hvad vi laver”. Nogle gange fungerer det fantastisk, andre gange bliver den lidt for meget forelsket og selvtilfreds med sig selv.

Det bedste ved filmens humor er dog, når den rent faktisk fokuserer på at parodiere film frem for blot at referere til dem. Der er en kæmpe forskel på de to ting. En reference er bare at pege på noget, publikum genkender. En parodi kræver, at man finder noget absurd i originalen og forstørrer det.

Når Scary Movie 6 gør det sidste, er den virkelig sjov.

Åbningsscenen er et perfekt eksempel. Her rammer filmen præcis den balance mellem absurditet, satire og dum humor, som franchisen altid har været bedst til. Problemet er bare, at filmen ikke kan holde det niveau konsekvent.

For hver joke, der får mig til at grine højt, kommer der to eller tre, der mest føles som hurtige popkulturelle stikord. Og det er nok den største skuffelse. Ikke at filmen er dårlig. Men at man konstant kan se glimt af den langt bedre film, der gemmer sig inde bag alle referencerne og de mange lag af meta.

Noget andet, der også siger utrolig meget om filmens prioriteter, er hvor aktuelle mange af dens parodier er. Vi snakker film, som i flere tilfælde er udkommet inden for det seneste år. De er knapt nok blevet kolde efter deres biografpremiere, før de allerede bliver slæbt gennem spoof-maskinen. På den ene side må jeg tage hatten af for, hvor effektiv arbejdsprocessen tydeligvis har været. Mange af scenerne er isoleret set virkelig sjove og ofte overraskende kreative. 

Omvendt bliver det også lidt afslørende for, hvor meget fokus der har været på selve referencerne frem for den overordnede sammenhæng. 

Konklusion

Scary Movie 6 er på mange måder præcis det, man forventer.

Den er vulgær, den er dum, den er respektløs, den er komplet ligeglad med god smag og på sine bedste øjeblikke er den faktisk virkelig sjov. Måske er det i virkeligheden den bedste måde at beskrive filmen på.

Men den er også rodet, overfyldt og alt for forelsket i egne referencer. Hvor den første Scary Movie brugte sine parodier som byggesten til en historie, føles det her mere som en lang liste af popkulturelle referencer sat sammen med tape og gode intentioner.

Som fan af både spoof-genren og Scary Movie-franchisen havde jeg håbet på en film, der kunne gøre det samme for serien, som den nye Naked Gun gjorde for sin franchise. En film der kunne bevise, at genren stadig har masser at byde på.

Men jeg kan også mærke kærligheden bag projektet. Jeg kan mærke, at Wayans-familien stadig elsker spoof-genren. Jeg kan mærke, at alle involverede har haft en fest med at lave filmen, og i sidste ende er det stadig en ganske underholdende biograftur. Jeg grinede flere gange. Jeg nød gensynet med karaktererne. Og jeg satte pris på, at filmen tør være så kompromisløs som den er.