Security: The Horrible Nights-anmeldelse – Når Nattevagten møder ind på Riget

Formår det danske horror-spil at skræmme livet af vores anmelder?

Hvis du har set TV-serien Riget, så kender du allerede til konceptet i Security: The Horrible Nights. Som en midaldrende, småtyk nattevagt får du på din første dag på jobbet at vide, at hospitalet du skal arbejde på siges at være hjemsøgt. Tidligere har det været et hotel, hvor nogle af de rædsler, der skete her går igen.

Men tricket er ikke at blive bange. Ved at pege din lommelygte på dem og råbe ‘Hey!’, kan du stoppe alt. Uanset om det er en patient som opfører sig upassende eller en tentakel, som er et sted, den ikke skal være.

Og skulle uheldet være ude, og du ender som H.P. Lovecrafts våde drøm, så starter du bare på en ny cyklus, hvor en ny horrorfortælling skal undersøges. Selvom det kan virke fragmenteret at gøre det på den måde, så er der en dybere mening med det hele i sidste ende. Efter 4-5 timers tid kan du se hvordan.

Historierne spænder bredt udi forskellige referencer og typer af horror. Mine yndlingshistorier var mest dem, som ændrede gameplayet og som relativt hurtigt kom til deres pointe. Fx skal man op på taget, fordi en gartner vander en mistænkelig stor plante. Denne plante gør dig sulten efter en masse mad, som du skal spise. Hvis man har set Alien-filmene kan man måske fornemme, hvor vi er på vej hen.

En anden historie som også gjorde indtryk var en massemorder, som er på fri fod på hospitalet. Selvom han hakker en masse knive i dig, vender du altid tilbage og finder hans skjulested. På et tidspunkt twister det hele, og jageren bliver nu til bytte.

Der omkring 20-21 cyklusser at spille igennem, hvor du skal gennemføre mindst 12 for at oplåse den sidste bane. Det er ikke alle cyklusser, som har samme finesse som de andre. Nogle gange dør man lidt unfair i jagten på monstret. I og med det tager tid at opbygge det hele, føles det derfor uforløsende, at man ikke når at se enden på det hele. Det er lidt en skam. Men overordnet er det nogle fine twists historierne har, og man er altid spændt på at se, hvad næste cyklus har på hjerte.

Portene til hospitalet åbner sig på ny

Hvis du har set TV-serien Riget, så kender du allerede til konceptet i Security: The Horrible Nights. Som en midaldrende, småtyk nattevagt får du på din første dag på jobbet at vide, at hospitalet du skal arbejde på siges at være hjemsøgt. Tidligere har det været et hotel, hvor nogle af de rædsler, der skete her går igen.

Men tricket er ikke at blive bange. Ved at pege din lommelygte på dem og råbe ‘Hey!’, kan du stoppe alt. Uanset om det er en patient som opfører sig upassende eller en tentakel, som er et sted, den ikke skal være.

Og skulle uheldet være ude, og du ender som H.P. Lovecrafts våde drøm, så starter du bare på en ny cyklus, hvor en ny horrorfortælling skal undersøges. Selvom det kan virke fragmenteret at gøre det på den måde, så er der en dybere mening med det hele i sidste ende. Efter 4-5 timers tid kan du se hvordan.

Historierne spænder bredt udi forskellige referencer og typer af horror. Mine yndlingshistorier var mest dem, som ændrede gameplayet og som relativt hurtigt kom til deres pointe. Fx skal man op på taget, fordi en gartner vander en mistænkelig stor plante. Denne plante gør dig sulten efter en masse mad, som du skal spise. Hvis man har set Alien-filmene kan man måske fornemme, hvor vi er på vej hen.

En anden historie som også gjorde indtryk var en massemorder, som er på fri fod på hospitalet. Selvom han hakker en masse knive i dig, vender du altid tilbage og finder hans skjulested. På et tidspunkt twister det hele, og jageren bliver nu til bytte.

Der omkring 20-21 cyklusser at spille igennem, hvor du skal gennemføre mindst 12 for at oplåse den sidste bane. Det er ikke alle cyklusser, som har samme finesse som de andre. Nogle gange dør man lidt unfair i jagten på monstret. I og med det tager tid at opbygge det hele, føles det derfor uforløsende, at man ikke når at se enden på det hele. Det er lidt en skam. Men overordnet er det nogle fine twists historierne har, og man er altid spændt på at se, hvad næste cyklus har på hjerte.

Spot-the-difference eller dø

I sin essens er Security: The Horrible Nights et spot-the-differnce-spil. Du starter hver cyklus ved at vågne op ved dine overvågningskameraer, som overvåger hver etage på hospitalet – man kan smage referencen til Friday Night at Freddy’s, som også bliver tydeliggjort seneren.

Når du ser noget som ikke plejer at være der, skal du gå ud af dit kontor ved parkeringskælderen og hen til det rum, hvor de obskure foregik. Når du har peget din lommelygte på tingen og råbt ‘Hey!’, går du ned og sætter dig på din kontorplads igen, og skal endnu engang spotte forskellen.

På nogle punkter kan dette være en langsommelig proces, hvor der er en del ventetid med først at aktivere begivenheden og dernæst at gå hen til den. I de cykluser, hvor der ikke sker den vilde horror, kan det godt føles langtrukket at gå frem og tilbage. Men når gameplayet udvikler sig med historien, får man en helt unik spiloplevelse fyldt med en legesyg tilgang til spilmediet. Dette klart her højdepunkterne ligger.

Den lokale natradio synger horroren ind

John Tinning og Maria O. Christensen er de to udviklere som har skabt dette sublime horrorspil. Og til at lave musik til spillet har de fået Astrid Fabrin. Når man sidder og kigger på de forskellige overvågningskameraer kører der en slags natradio i baggrunden. Her synger Astrid Fabrin sangene ind i en radiofrekvens, som gør sangene lidt grynede og utydelige at høre.

Men hvis man lytter godt efter, har der også sneget sig et par dansk-sprogede numre ind. Et fint lille nik til spillets ophav, som gjorde, at jeg sad med et smil på læben.

I en af cyklusserne er musikken også et centralt tema, hvilket gjorde, at jeg faktisk fattede, hvad gimmicken med spillet er. Selvom det til tider har et ujævnt tempo i historierne, så konceptet unikt og fornemt udført.

Konklusion

Security: The Horrible Nights er et skønt lille horrorspil, som vel at mærke er udviklet af et par danske udviklere. Det er altid fantastisk at opleve, hvad der rører sig blandt den danske talentmasse af dygtige spiludviklere herhjemme.

Selvom Security har et par teknisk udfordringer hist og her, så kunne jeg klart og tydeligt se, hvordan eksekveringen på spilkonceptet var tiltænkt. Det ramte ikke altid rent, og det ujævne tempo og de uforløste historier trækker desværre spillet ned i det overordnede indtryk.

Men omvendt så var det engagerende at se, hvor den cyklus bragte en hen. Den nye, gratis DLC med horrorforsker Mathias Clasen fra Aarhus Universitet er også rigtig fin at udforske, hvis man gerne vil lære mere om horror, mens man spiller. Jeg lærte i hvert fald en del om jump scares og om, hvorfor vi føler os draget af det uhyggelig. En stor anbefaling herfra.

---