Shadows of the Damned: Hella Remastered-anmeldelse – En blodig og erotisk rejse gennem helvede

Selvom mit blod nærmest er grønt efterhånden, må jeg indrømme at Shadows of the Damned ikke var på min radar dengang det udkom første gang. I dette tilfælde er der dog heller ikke sket meget siden det faktisk udkom, det ligner og opfører sig stadig som et gammelt Xbox spil med alt det jank der følger med. Dette remaster er nok det absolutte minimum man kan gøre for at udgive et spil igen. Det kan få selv Dead Rising Remasteren til at se poleret ud, selvom Morten Urup sikkert stadig vil være uenig. Det betyder dog ikke at der ikke gemmer sig et fantastisk underholdende spil under det grimme ydre, hvis man er villig til at give sig i kast med det.

Velkommen til helvede fyldt med dæmoner og gentagelser

I Shadows of the Damned følger vi den mexicanske dæmonjæger Garcia Hotspur. Et atypisk navn, men bare rolig, han skal nok minde dig om det som var han Inigo Montoya, ham selv. Flere gange. Man får ikke meget introduktion til Garcia, andet end han er meget uheldig og hans kæreste Paula er nok endnu mere uheldig. Hun “dør” nemlig ret hurtigt, og bliver slæbt med til helvede af dæmonen Flemming. Ja, det er hans navn.

Efter Garcia’s kæreste bliver revet i stykker og slæbt til helvede, går den vilde jagt og kampen mod alle slags vanvittige dæmoner starter. Garcia er vant til at jagte dæmoner og udstyret med magiske våben og et flyvende skelethoved der hedder Johnson (Det Passer!) erklære han krig mod helvede og Flemming. Når man ikke skyder dæmoner skal man kæmpe sig vej gennem puzzles, som kræver at finder og skyder et gedehoved for at fjerne ond sort tåge, man skal kæmpe sig igennem sidescroller inspirerede baner eller finder hjerner, øjeæbler eller jordbær som du kan fodre de vanvittige “baby”-låse med for at komme videre. Jeg sværger, det er små babyhoveder som agerer lås i nogle jernporte, og de stopper ikke med at græde, før de har fået det de vil have.

Det absurde og det sexede

Jeg kommer nok aldrig til at spille et spil igen hvor man ser en stor dæmon ged pisse i en kop for derefter at få hugget hovedet af af selveste Døden eller en at gemme/checkpoint funktionen bogstaveligt talt er en dæmon der prutter. Bag spillet står en, for nogen kendt person, nemlig Suda51. Han har blandt andet stået bag Lollipop Chainsaw. At sige nogle af hans ideer er vanvittige er ikke en underdrivelse.

Det er ofte betagende at se galskaben udfolde sig på skærmen og det bliver aldrig rigtig for meget. Måske lige indtil spillet bliver meget seksuelt, meget pludseligt. Der har hele tiden været grove jokes og kvinder med meget lidt tøj på, men når man pludselig skal bevæge sig hen over en afklædt version af Garcia’s kæreste og der bliver stønnet hårdt i baggrunden, så håber man ikke lige konen går forbi bagved en. For så kunne man godt stå med en lang forklaring, som aldrig bliver godtaget. Spillet balancerer hele tiden på knivsæggen om at være for meget, det lykkedes for det meste, men i ovenstående tilfælde blev det for meget. Det var ikke nødvendigt, det var bare for chok effekt.

Spillets galskab stråler bedst i de store boss kampe, som ofte kan blive nærmest Dark Souls-agtige. Det handler om at se deres mønstre og agerer derefter. Deres designs og angrebsmønstre er nøjagtig lige så absurde som resten af spillet og selvom de kan være frustrerende er det virkelige sjove.

Dæmonisk forældet styring og design

Hvis du tænker tilbage på Xbox 360 og PS3 æraen, og forestiller dig hvordan det var at spille action spil, hvad tænker du så på? Hvis det er tung og irriterende styring så har du helt ret og det er der masser af i spillet. Det føles ofte som om ens input fra controlleren registreres rigtig dårligt, og nogle gange aldrig udfolder sig på skærmen. Mens man kæmper mod horden af dæmoner kan du rive håret ud fordi de har ingen indikatorer eller health bars at gå efter, og når du forsøger at dodge spænder kameraet ofte ben for dit overblik over kampen. Det er vanvittig irriterende i pressede situationer. Især senere i spillet hvor der kommer steder hvor man skal kæmpe i mørke.

Spillet gør rigtig meget for at variere fjender og banerne. Jo længere i spillet man kommer, jo mere eksperimenterende bliver det. Det er sjovt, men hen mod slutningen begynder det at blive frustrerende. Nogle ting er nye og andre ting bliver genbrugt til døde. Det er sjovt at man pludselig bliver til en 2D figur i en sidescroller bane, det er bare ikke sjovt når det bliver brugt igen og igen.

Konklusion

Shadows of the Damned er lige dele action og lige dele sindssyge. Ofte ved man ikke, om man skal grine eller græde. Man ved aldrig hvilket sygt påfund der gemmer sig rundt om det næste hjørne. Det er fascinerende og humoren er til tider som en god gang From Dusk Till Dawn. Desværre bliver det trukket ned af kedelig grafik og dårlig styring.

Spillets historie opnår næsten perfektion. En tragisk historie som leder mine tanker hen på filmen The Mist og som stiller det vigtige spørgsmål – Hvorfor skal alle omkring helten altid lide? Desværre bliver det hele smidt på gulvet igen for at lave endnu en gentagelse af hvad spillet allerede har præsenteret. Det bliver derfor ikke meget mere end en middelmådig remaster med masser af jank.

De vanvittige scenarier og platte diller jokes er en sjov rejse tilbage til en mere simplere tid, men når det ender med at stå selv fordi historien bliver frustrerende og bliver en slags Dantes Inferno med ni gentagelser er det bare ikke nok. Man er underholdt, griner undervejs og tænker “Hold da op den var grov hvad!?” men noget stort indtryk efterlader spillet ikke. Suda51 har udtalt at han rigtig gerne ville lave en efterfølger efter disse mange år, men det ville afhænge af modtagelsen af remasteren. Jeg er ked af at sige det, jeg tror ikke vi får den efterfølger.