‘Shardpunk: Verminfall’ giver et tiltrængt ‘XCOM’-fix

XCOM-fans vil finde glæde i ‘Shardpunk: Verminfall’ – omend ikke store, originale nytænkninger af turbaserede strategispil om at skyde rumvæsner

Rammefortællingen i indiespillet med det lidt uigennemskuelige navn ‘Shardpunk: Verminfall’ (som jeg hele tiden kommer til at kalde “Vermintide”) er, er det gået op for mig, egentlig noget syret. 

I et pixeleret science-fiction univers er det menneskelige kejserrige blevet løbet over ende. Af rotter. Rotter med rifler og store beholdere med grøn gift.

Derfor må et lille hold af trænede krigere fragte en lille robot til det kejserlige palads, hvor den skal få en reaktor til at eksplodere, og på den måde få has på rotteinfektionen een gang for alle.

Det er spilleren, der står i spidsen for den operation.

‘Shardpunk: Verminfall’ er i sin essens i familie med XCOM-spillene. 

På turbaseret vis kommandererer man sine fire soldater (og enkelte robot, der fungerer i en support-rolle) rundt på de proceduralt generede baner. Hver karakter har to action-point, som kan bruges på at gå eller skyde/kaste en granat/bruge en unik evne. Der er en lille håndfuld karakterer at vælge imellem: En snigskytte, en katanabærende nærkampsekspert, en revolverskytte og så videre. De får flere og flere evner, efterhånden som de får levels.

Det er en velprøvet formular og en, jeg er en sucker for.

“That’s XCOM baby!”

‘Shardpunk: Verminfall’ leverer den gamle opskrift på en stærk måde, med lige tilpas nytænkning til, at det ikke bliver alt for velkendt. Men så heller ikke mere.

De gæve krigere bliver stressede, hvis de bliver beskudt, hvis deres kammerater bliver slået ud, eller hvis de udsættes for alt for store horder af rotter på een gang.

Der er ingen XP til ens soldater på baggrund af, hvor mange rotter de nedskyder. Det handler slet og ret om at komme så hurtigt gennem banen så muligt og frem til den jernbeslåede sikkerhedsdør, som afslutter banerne, og som først åbner efter fem ture. Netop den del af banen, hvor ens soldater dukker sig bag de sidste vægge og på et hængende hår undslipper, er enormt velfungerende.

Ind i mellem kampene hviler ens lille bande sig i en bunker, og her har man, på bedste Darkest Dungeon-manér, mulighed for at genvinde tabte helbredspoint, bringe stressniveauet ned og opgradere sine våben med slagkraftige modifikationer, som giver yderligere skade, forhøjer muligheden for at ramme eller giver flere skud, før våbnets magasin skal udskiftes.

Det er velafbalanceret – og sjovt. Man føler sig som et taktisk geni, når en plan virker og ærgrer sig (på den rigtige måde), når ens taktiske IQ viser sig at være noget lavere, end man troede. Eller når en soldat misser et afsindigt vigtigt skud med 85 % sandsynlighed for at ramme. 

“That’s XCOM baby!”, som man siger.

Et effektivt fix

Spillet er et roguelike, så hvis man laver en fejl, så er det bare sådan, det er. Det er, synes jeg, altid et kærkomment element, men kan være en smule frustrerende, hvis man kommer til at lave et fejlklik, eller man møder en bug: Og der er altså lige et par af dem.

Hvis en af ens karakterer dør, så får man mulighed for at finde nye, tilskadekomne krigere, som man kan redde og få til at slutte sig til ens trup. Problemet er bare, at de i mange tilfælde bliver slået ihjel, før man overhovedet kan komme hen til dem og give dem en sprøjte adrenalin. En af de hyppige rotteselvmordsbombere løber hen til dem i samme tur, man finder dem, og eksploderer prompte. 

Det var så den forstærkning.

Derudover er nogle af evnernes egentlige effekt lidt uklar. I et spil kunne min daværende robot sprøjte en slags opkvikkende damp, som gav mine soldater deres action points tilbage. Men det fik de imidlertid ikke noget af som følge af en fejl i spillet, og øjeblikkeligt efter bliver de mejet ned af tungt bevæbnede rottemaskingeværskytter, hvilket var så frustrerende, at jeg lagde spillet fra mig.

Men på trods af de skønhedsfejl – og en måske lidt for stor inspiration fra XCOM – er ‘Shardpunk: Verminfall en fornøjelig oplevelse, og jeg brugte gladeligt en håndfuld timer med at pløkke rotter.

Med det sagt, så tror jeg ikke, jeg kommer til at vende tilbage til spillet nu, hvor jeg har gennemført det.

Men hvis man er ved at gå til i utålmodighed over, at Firaxis ikke kan nosse sig sammen til at annoncere XCOM 3, så er ‘Shardpunk: Verminfall” et rigtig effektivt fix.

MERE FRA ARKADEN

LÆS OGSÅ: Isolation i spil giver mig et rush, jeg ikke finder andre steder

LÆS OGSÅ: Daniel spillede ‘WoW’ til han drattede om: Kan man blive afhængig af videospil?

LÆS OGSÅ: Brætspil: Trods skønhedsfejl rammer dansk ordspil plet med absurd humor