Signs 4K-anmeldelse – Et nostalgisk gensyn med en mester i opbygning og mærkelige beslutninger

Det hele begyndte – for mit vedkommende – ikke med den klassiske kornmark eller et skræmmende glimt af noget ukendt i natten. Nej, min første “oplevelse” med Signs var i Scary Movie 3. En fjollet men ret sjov parodi – og måske også et lille benspænd. For hvordan tager man en film alvorligt, når ens hjerne insisterer på at afspille den fjollede version af scenerne, lige så snart de oprindelige dukker op?

Men nu er Signs altså blevet restaureret i 4K, og med mørket trukket ned, surroundlyden skruet op og popcornene stille i skålen, fik jeg endelig set den ægte vare igen, som Shyamalan selv ville have fortalt den. Og ja – det er tydeligt, at der er kælet for detaljerne.

M. Night Shyamalan

Shyamalan har altid været en mester i det usagte. I The Sixth Sense talte man ikke om det, man så. I Unbreakable handlede det om det, man var. Og i The Village var det frygten, der holdt det hele sammen. I Signs er det troen. Troen på Gud. Troen på familien. Troen på, at det hele måske – bare måske – har en mening. Det er ikke en film om en alien invasion – eller det er det måske udadtil. Det er en film, hvor invasionen kun er katalysatorer for det egentlige drama. Og det gør den, i glimt, både fascinerende men også lidt distanceret.

Shyamalan i 4K

Visuelt er det tydeligt, at vi har bevæget os ind i en ny æra. Det kan være svært at vurdere, præcis hvor meget bedre billedet og lyden er, fordi vores hukommelse ofte pynter på 00’ernes kvalitet. Men Signs har virkelig fået en mærkbar opgradering. Det dynamiske spænd i billedet – især i de mange mørke scener – giver filmen et næsten nyt liv. Sort er ikke bare sort længere; det er nuanceret, dybt, ladet med betydning. Og lydsiden… den hvisker, buldrer, ånder. James Newton Howards score, som i 4K-versionen nærmest føles mere fysisk end nogensinde før, driver stemningen frem med en forurenede lydside.

Men hvad ville Shyamalans film være uden hans karakterer? Joaquin Phoenix som den traumatiserede bror, der søger en ny rolle i en verden, han ikke længere forstår. Rory Culkin og Abigail Breslin som børnene, der bærer en uskyld midt i en kosmisk trussel. Og selvfølgelig Mel Gibson som præsten, der har mistet sin tro – og måske finder den igen. Det er et ensemble, der balancerer det sårbare og det storslåede. De spiller faktisk ret godt og tilføjer mystik til handlingen med deres lidt underlige og underspillede præstationer – som en slags kollektiv følelsesmæssig tåge, der svæver over filmen.

Stadig en ujævn oplevelse

Men, skuespillet skærer også lidt i strukturen og filmens fortælling – filmens mystik er desværre ikke så fængslende og spændende, som Shyamalan gerne vil have os til at tro. Og det betyder, at skuespillernes subtile spil ikke altid har den tilsigtede effekt. I stedet bliver deres præstationer til tider distancerede – og i værste fald lidt fjollede. Deres mærkelige rytmer og pauser føles ikke altid meningsfulde, men snarere lidt udvendige. Det, der burde skabe fordybelse og spænding, ender nogle gange med at bryde illusionen.

Signs er præget af en uligevægt, der mærkes. Den første halvdel er langsom. Ikke som meditativ. Mere som i tøvende. Historien famler efter retning, mens den bygger stemning, men det sker uden det narrative sug, som f.eks. Unbreakable formåede at skabe fra første billede. Først i anden halvdel strammes skruen – og her begynder filmen for alvor at ånde tungt ned i nakken på én. Det er her, hvor alt føles forkert. Hvor stillheden bliver truende. Hvor et glas vand på et natbord kan føles ildevarslende.

Tro, håb og Shyamalan

Desværre formår filmen aldrig helt at lande sin finale. Jo, der er øjeblikke med intensitet og smukt orkestrerede øjeblikke af sammenhæng – Shyamalan er stadig en troldmand med timing – men de dér aliens. Åh, de aliens. De så ikke skræmmende ud i 2002, og de ser ikke bedre ud i 4K. Faktisk tværtimod. Der er noget ved CGI’en, som føles utidssvarende og uheldigt afslørende. Den illusion, Shyamalan kæmper så ihærdigt for at skabe, krakelerer, når det monstrøse træder frem i lyset.

Og måske er det netop det, der kendetegner Signs. En film om at tro på noget, man ikke kan se. Når man så endelig kan se det, mister det sin magi.

Konklusion

Signs i 4K er en smuk restaurering af en ujævn, men stemningsmættet film. Shyamalan var i 00’erne en filmskaber, der turde tage sig tid, og Signs er et godt eksempel på både hans styrker og svagheder. Den tekniske opdatering klæder den mørke æstetik, og skuespillet er i særklasse – men deres indsats taber lidt kraft, når mysteriet ikke helt forløser sig. Det er en film, der balancerer mellem tro og tvivl – også hos publikum. Er du fan af Shyamalan og Signs er 4K-udgaven en klar anbefaling – de mange mørke scener har fået helt nyt liv og scoren af James Newton Howard, er næsten halvdelen af oplevelsen.

Her på falderebet vil jeg også gerne give Scary Movie 3 en lille anbefaling med på vejen. Ja, den er dum. Ja, den er fjollet. Og ja, nogle af jokesene føles i dag lige på grænsen af, hvad man kan slippe af sted med. Men den har en charme og en vanvittighed, som man sjældent ser i moderne komedier. Den slags film bliver der bare ikke lavet mere – måske fordi ingen tør. Måske fordi ingen kan. Men med en ny The Naked Gun på vej, kan man da håbe, at der igen bliver plads til den helt skamløse, fjollede spoof-komedie.