Sirens-anmeldelse – En moderne myte

Det hele begynder med en frugtkurv. En overdådig, farvekoordineret frugtanomali, som står på dørtrinnet hos familiens aldrende og demensramte far. Den er sendt af hans yngste datter – en ‘feel better’-hilsen fra det liv, hun nu lever langt væk fra sit arbejderklasse ophav. En flot gestus, skulle man tro, men for hendes storesøster er det alt andet end det. Det er en påmindelse om, hvor meget afstand lillesøsteren har skabt til den familie, hun kommer fra – og om hvor lidt hun egentlig har lyst til at tage del i den længere. 

Derfor beslutter storesøsteren, som netop er blevet løsladt efter en nat i detentionen, at troppe op i lillesøsterens pastelfarvede overklassehabitat. Og så er scenen ellers sat til et møde mellem to verdener, der ikke forstår hinanden – men som stadig er bundet sammen af blod, bebrejdelser og gamle sår.

Sirens lander på Netflix den 22. maj og er skabt af Molly Smith Metzler, som tidligere stod bag den rørende og stærkt personlige Maid. Denne gang bygger hun historien på sit eget teaterstykke Elemeno Pea, og det kan mærkes, at hun har helt styr på hvad hun vil med serien. 

De riges sommer getaway

Det hele udspiller sig over én enkelt weekend på en ø, som de rige benytter som sommerresidens – men dynamikken mellem karaktererne føles som noget, der har bygget sig op over et helt liv.

Julianne Moore spiller Michaela – kvinden med det perfekte hus, det perfekte ægteskab og en kontrolleret charme, man både bliver fascineret af og en lille smule bange for. Milly Alcock, som mange vil genkende fra House of the Dragon, spiller lillesøsteren, der arbejder som assistent for Michaela og prøver at finde sin plads – midt mellem det, hun kommer fra, og det, hun pludselig får adgang til. Og så er der Meghann Fahy, der som storesøsteren og den tredje brik i trekantsdramaet tvinger fortiden op til overfladen og sætter spørgsmålstegn ved det hele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Og det er her, Sirens for alvor har fat i noget. For selvom rammen er smuk, og replikkerne til tider skarpe som skalpeller, så handler det i bund og grund om noget helt enkelt. Hvem er vi, når vi bliver konfronteret med vores valg – og dem, vi engang var?

Et stærkt trekløver

Sirens er en miniserie på 5 afsnit – alle af en lille times varighed – hvilket som udgangspunkt ikke giver meget plads til karakterudvikling – men allerede ved første fløjt formår Sirens at etablere nogle ret veldefinerede karakterer. Som jeg skrev tidligere, så føles de her relationer allerede etablerede på forhånd og Moore, Alcock og Fahy formår på troværdig vis at realisere disse en anelse karikerede karakterer på en god måde. 

Storesøster Devon, der er spillet af Fahy, stjæler indledningsvist showet med sin konfronterende og promiskuøse fremtoning, der står i skarp kontrast til de polerede omgivelser hun pludselig bliver en del af – men både Moore og Alcock vinder med tiden mere og mere indpas med deres roller.

Og mens vi langsomt får foldet relationerne ud mellem de tre kvinder og resten af castet, begynder også det større net af løgne og skyld at tage form.

En myte i moderne forklædning

Michaela er gift med en superrig erhvervsmand, der bliver spillet af en bundsolid Kevin Bacon. Hun har tidligere været en højprofileret advokat, men nu bruger hun sin tid på humanitært arbejde og især naturbeskyttelse – men på den måde de hyperrige gør det, med gallamiddage og fundraisere, hvor man i pastelfarvede festkjoler og habitter kan sippe Martinier og føle sig vigtig. Samtidig driver hun et rovfuglereservat, hvor formålet er at tage sig af nødstedte fugle. Og netop rovfuglene får en underliggende betydning – også i forståelsen af seriens titel Sirens.

Sirener er i den græske mytologi underskønne kvinder, som lokker sømænd på afveje med deres sang og får dem til at glemme tid og sted, så de ender i skibbrud – men i den oprindelige forståelse var de dødsdæmoner med kvindeansigter og rovfuglekroppe. Det er det billede, man skal have med, når man ser Sirens. For der er noget forførende og destruktivt i spil her.

Katharine Smyth har brugt netop dette mytologiske udgangspunkt i sin nyfortolkning af den græske fortælling i det skuespil, Sirens oprindeligt er baseret på – og nu altså i serien, hvor det hele får lov at folde sig ud på en måde, der både føles nutidig men også grundlæggende mytologisk. Og jeg må sige, at det er et spændende take på den græske myte.

Sirenesang og genreleg

Netop det mytologiske bliver præsenteret drypvis undervejs i både billed- og lydform. I små glimt ser vi, hvordan overklassen, der tilbringer sommeren i dette øsamfund, nærmest virker hypnotiserede – og samtidig suppleres det af musik med, hvad der bedst kan beskrives som sirenesang. En fed fortolkning, der også resulterer i et spændende visuelt udtryk, hvor den polerede overflade fungerer som et røgslør for, hvad der i virkeligheden foregår.

Samtidig er Sirens langt mere humoristisk, end jeg på forhånd havde regnet med – og dermed bliver det nærmest som at se en komedieudgave af en græsk tragedie. En spændende genreleg, der resulterer i en ret interessant miniserie, der ikke kun bliver en moderne myte men også en samtidskritik, der kommenterer på klasseskel, traumer og på sin vis også kvindefrigørelse. For selvom det hele foregår i polerede omgivelser med silkekjoler, cocktails og velmanikurerede haver, er der konstant små sprækker i facaden – og det er netop gennem de sprækker, at Sirens får sit bid.

Konklusion

Sirens er en velspillet og skarpt skrevet miniserie, der med fem relativt kompakte afsnit formår at folde både karakterer og tematikker ud med præcision og personlighed. 

Det er et drama, der leger med genrerne, trækker på den græske mytologi og samtidig kommenterer på vores egen samtid. Der er noget både dragende og destruktivt i spil her – noget, der handler om status og tilhørsforhold, men også om magt, skyld og søsterskab. Og det hele er fortalt med en syleskarp dialog og et gennemført visuelt udtryk, der elegant lader den ydre perfektion stå i kontrast til det indre kaos.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer