Udvikler/Udgiver: Hyper Games / Raw Fury
Genre: Wholesome adventure
Platform: PC via Steam (anmeldt på), Xbox Series S|X, PlayStation 5, Nintendo Switch
Emil Øgaard
Estimeret læsetid: 4 minutter.
December 22, 2024
Som Kirsten Giftekniv sætter Mumrikken et fornøjeligt punktum på en af 2024 mest undervurderede perler
I starten af 2024 udkom et lille indiespil med en stor nordisk kulturarv bag sig. I Snufkin: Melody of Moominvalley tog man på eventyr som den grønne vagabond, Mumrikken, ned i Mumidalen, hvor en parkbetjent var begyndt at ødelægge naturen. Desuden havde betjenten kidnappet Mumrikkens bedste ven, Mumitrolden.
Spillet blev generelt positivt modtaget og har lige nu en Opencritic-score på 82. Her på Arkaden gav vi spillet topkarakter med den begrundelse, at spillet lykkedes med alt det, den havde for øje – og mere til. Det var en nordisk kulturarv, der var bragt til live i en hyggelig, lille fortælling pakket ind i et gudesmukt adventure-spil.
Lige som året falder på hæld offentliggjorde udgiveren Raw Fury, at der vil udkomme en lille DLC, som fik navnet Fuddler’s Courtship efter Mumi-skaberen Tove Janssons sidste tegneserie af samme navn. Om DLC’en færdiggør Mumi-spillet på en fornuftig måde, kan I finde ud af lige her.
Fuddler’s Courtship hedder også Fjolledyret på Frierfødder på dansk, og handler om karakteren Fjolledyret, som skal have hjælp til at vinde Mymlens gunst. Mymlen er Lille Mys storesøster, og er knusforelsket i en plakat af en vægtløfter ved navn Sebastian. Derfor skal der en del til at overtale hende til at tage med på date.
Igen spiller man som karakteren Mumrikken, der sammen med familien Mumi, Lille My og Snif er draget op i bjergene for at sanke svampe til en lækker gryderet på bål. Mens Mumrikken og Mumi er ude og sanke, møder de Fjolledyret, som spørger dem om hjælp til at opsætte en picnic for ham og Mymlen.
Herefter følger en længere fetch-quest, hvor de skal indsamle forskellige remedier til den picnic, det umage par skal på. Her genbruger DLC’en alle de ting, du har lært i hovedspillet, hvor du skal spille på forskellige instrumenter for at igangsætte en handling. Du skal fx spille på fløjte for at få et vildsvin til at sove, så du kan bruge den som afsats til at hoppe højere op.
Derfor skal man først spille DLC’en efter hovedhistorien for at få den mest optimale oplevelse. DLC’en kan tilgås via hovedmenuen, hvor den har sit eget punkt.
Selve gameplayet var som sagt det samme som i hovedspillet. Her kunne man måske ønske sig, at man havde fået et ekstra instrument, så DLC’en på den måde kunne adskille sig fra hovedspillet.
Dog fortæller DLC’en en rigtig, rigtig fin kærlighedshistorie med en fin morale. For kærlighed gør blind, og man lærer stille og roligt, at det er vigtigere at vælge en person for deres værdier frem for deres udseende. Denne morale fortæller DLC’en på en yderst charmerende måde. Selvom historien ikke er helt præcis som Tove Janssons version, så rammer den stemningen og budskabet virkelig godt.
Det, som udviklerne, Hyper Games, har forstået, er hyggen og charmen ved Tove Janssons Mumi-univers. Dette kommer særligt til udtryk i den visuelle stil og lyddesignet. Spillet tør nemlig lade dig gå rundt i skoven og lede efter svampe kun til lyden af en skovbrise og rislende vandløb. Når der endelig er musik er det titelsangen, hvor tempoet er skruet ned til sneglefart. Dette føles som at få pakket et blødt og lækkert tæppe rundt om dig, mens du spiller.
Man har ikke travlt, når man spiller Snufkin: Melody of Moominvalley. Det handler om at tage den med ro og forsvinde ind i denne eventyrlige verden. DLC’en tager lige omkring en times tid at spille, hvor man herefter kan vende tilbage til virkeligheden, frisk af en oplevelse rigere og et opladt batteri.
Igen er det i den grad værd at fremhæve det fremragende lokaliseringsarbejde i spillet. Jeg vil nærmest anbefale, at man spiller spillet på dansk, da det i højere grad forstår den kulturelle diskurs, der også er i spillet. Her bliver en del tabt i oversættelsen til engelsk.
Fuddler’s Courtship er umiddelbart punktummet for Snufkin-spillet. Men som slutning måske kunne antyde, så kommer der muligvis flere spil i denne serie. Om Hyper Games allerede er ved at udvikle det næste eller om de hopper til et nyt projekt, må tiden vise. De har i hvert fald mindst én fan klar til det næste eventyr i Mumi-dalen.
Udvikler/Udgiver: Hyper Games / Raw Fury
Genre: Wholesome adventure
Platform: PC via Steam (anmeldt på), Xbox Series S|X, PlayStation 5, Nintendo Switch
Skribent & Anmelder
Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk