South of Midnight-anmeldelse – Smukt sumpeventyr begår den største synd af alle

Hoo wee, sikke et eventyr jeg lige har været på. Nede i de sumpede sydstater, hvor folkeeventyr og kirkelige samfund lever side om side. For nogen et parallelunivers, for andre en ny virkelighed. For hvor ryger alle ens tårer hen, når de er grædt? Og hvor ryger alle traumerne hen, når de bliver glemt i sumpens morgendis?

For nogen bliver disse uhyggelige traumer til monstre af en anden verden, hvor kun få udvalgte kan hele sårene. Om det er socialarbejdere eller magiske vævere, så har de det til fælles, at de kan hjælpe dem, som har svært ved selv at bede om hjælp. Dette er netop tematikken i Compulsion Games nyeste skud på stammen, South of Midnight, hvor psykiske traumer bliver vævet ind i forskellige folkemyter, som har rod i virkeligheden.

Selvom eventyret på mange måder var en interessant måde at fortælle om disse uudforskede myter, så begår South of Midnight også den største synd af dem alle: At være aaaaalt for kedeligt.

Skæbnens trøst og bearbejdelse af sorg

I South of Midnight spiller du som Hazel, der lige er hjemme og vende, inden hun skal på college. En forfærdelig tornado raserer nabolaget, så Hazel har pakket sine ting og venter blot på, at hendes mor også kommer hjem. Som de barmhjertige samaritaner Hazel og hendes mor er, sørger Hazel også lige for, at naboerne er sikre under tornadoens hvirvlen.

Lige som Hazel er ved at vende hjem, bliver deres hus, som moren stadig er i, revet med en voldsom flod. I ren panik prøver Hazel at følge med huset langs floden, indtil hun indser, at løbet er kørt. I sin fortvivlelse tager hun op til sin distante bedstemor, Bunny. Hun ejer store dele af den trailerpark som Hazel og hendes mor stadig bor i, efter Hazels far døde.

Men af en eller anden underlig grund, vælger Hazel at tage den stille og rolig og overnatte hos Bunny, indtil hun i daggryet hører stemmer, som leder hende ind i sumpen, og i ren Alice i Eventyrland-stil åbner en mystisk verden, hvor folkeeventyrer kommer til live.

Her fortsætter spillet med sit egentlige narrative loop, hvor man besøger forskellige folkefortællinger, der omhandler skabninger som en kæmpe alligator, en Rougarou og Huggin’ Molly. Alle sammen er født af et traume, som du på en eller anden måde skal afhjælpe.

Der er i de små historier, du finder det bedste i South of Midnight – særligt hjulpet på vej af den fantastiske artstyle, mageløse stemning og helt absurd fotrinlige musik. Men når man kigger på det helheden af historien, og hvordan de små sektioner føder ind i at fortælle spillets budskab, så kommer det til kort.

Compulsion Games har generelt haft svært ved at skrive historierne til ende, selvom hele setuppet på papiret fungerer. Både med Contrast og We Happy Few, var det også en interessant univers og enestående artstyle, man blev draget af i starten. Men når man kradser i overfladen, ser man at spillet spænder ben for sig selv på mange andre måder. Selvom South of Midnight klart er deres stærkeste historie, begår de bare en masse fodfejl, som er svære at overse.

Mudderkampene man helst vil undgå

Der hvor kedsomheden virkelig kommer til udtryk er i de enerverende dårlige kampe som spillet tvinger dig til kæmpe igennem. I små arenaer skal du nedkæmpe fjenderne én efter én og undvige deres angreb imens. Du har dit almindelige angreb, hvor du kan slår hårdest på dit tredje kombo, og dine special angreb, hvor du kan fryse fjender eller få dem til at kæmpe for dig.

På papiret lyder det jo som en fint nok koncept – ikke noget nytænkende, men stadig noget, man tit ser i action-adventure spil. Men i South of Midnight fungerer det bare slet ikke i længden. Hver eneste gang man indtræder i en ny arena, gruer man for at man skal kede sig halvt ihjel på ny.

Kampsystemet føles som en halvbagt eftertanke, som lige skulle tilføjes for at please nogle executives. Men i et kunstnerisk spil af South of Midnights kaliber, bør de ikke lave dette knæfald og i stedet fokusere på den rene adventure-oplevelse. Det tror jeg kunne klæde spillet en hel del mere.

For selvom platformingen kan føles tung og kluntet i starten, vænner man sig mere til det, så det kommer til at få et fint flow. Som jeg skrev i mit preview af South of Midnight føles leveldesignet meget uinspireret. Selvom jeg godt kan lide at udforske de forskellige lokationer i spillet, føles det drøjt at spillet genbruger sine gimmick og mechanics på denne måde.

Her kunne man godt savne, at det blev leget meget mere med de vertikaliteten af banen, som kan føles meget éndimensionelle at spille. Det lineære leveldesign er som sådan ikke problemet, men mere eksekveringen af det.

South of Midnight et af de kedeligste spil, jeg har spillet i meget lang tid, selvom jeg har det meget ambivalent ved at sige det. For det burde jo fungere. Historien er på papiret interessant og gameplayet er okay. Men kampsystemet er alt for tilstedeværende til, at det ikke kommer til at påvirke helhedsindtrykket. Og det er sgu en skam.

Den mindeværdige sydstatsblues

Heldigvis er der også nogle ting, som South of Midnight rammer helt fantastisk. Den unikke stop-motion/claymation artstyle skinner igennem hvert eneste billede. Når solen rammer sit golden hour og lyser ind over sumpen, er det her spil i en liga for sig. Lyddesignet af sumpen med kvækkende frøer, anderledes fuglefløjt og summende myg og fluer spillet fantastisk sammen med resten af det audiovisuelle. Du føler virkelig, at du er tilstede i sumpen nu og her.

I hvert område til hvert traume spilles der en sang, som alle fortæller om baggrundshistorien for den tragiske hændelse og efterdønningerne af det. Det er fuldstændig magisk. Af højdepunkter er i kapitel 3, hvor du hopper op af et kæmpe træ. Det er simpelthen fremragende, hvor musik og narrativet går op i en højere enhed.

Men desværre er lykken kort, og når denne sektioner bliver afløst af endnu en arenakamp mod fjender, er vi tilbage i samme kedelige rille igen.

Der hvor South of Midnight kunne redde sig selv, var at læne meget mere ind i det audiovisuelle og faktisk være en slags walking simulator/platformer. Dette havde løftet historierne meget mere, da man vil have mere overskud til rent faktisk at nyde dem. I stedet mister man modet gradvist desto flere mudderkampe, man skal udkæmpe.

Konklusion

South of Midnight er et unikum af et spil. Det er en udemærket fortælling om heling og empati, men i det overordnede narrativ halter det lidt. Der hvor det halter allermest er i sit kampsystem, som faktisk er så dårligt udført, at det kommer til at påvirke hele spillet negativt. Selvfølgelig er der også mangler andre steder i spillet, men kampsystemet burde ikke have eksisteret.

Musikken, artstylen og stemningen er derimod et par skønne ildfluer, man kan trøstes ved, når det hele ser mest mudret ud. Hazel er en okay karakter, som jeg som sådan ikke havde noget imod. Men det bliver heller ikke en karakter, jeg vil mindes, når året går på hæld.

Selvom South of Midnight klart er Compulsion Games’ bedste spil, så bliver det nok sømmet i kisten for dem, desværre. Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor Xbox skal investere flere penge i deres projekter, når ingen af dem har været gode. Med mindre Compulsion Games har et vanvittigt projekt, vi endnu ikke kender til, er jeg nervøs for, hvilken fremtid de går i møde. Om South of Midnight bliver deres sidste spil eller ej.

Man sidder nemlig tilbage med en følelse af skuffelse og lykke på samme tid. Skuffet over, at spillet ikke levede op til mine forventninger, og lykkelig over, at jeg aldrig mere skal spille South of Midnight igen.