Sovjetnostalgiske ‘Atomic Heart’ er et hult, smukt malet påskeæg uden indhold

Førstepersonsrobotdræberen ‘Atomic Heart’ byder på stærke kampe og sovjetnostalgi inspireret af ‘BioShock’, men er i sidste ende overvejende en skuffelse

“Politik? Fuck det!” siger agent P-3 aka Sergey Nechayev, hovedpersonen i Mundfisks’ ‘Atomic Heart’, i den svulstige intro og illustrerer, at han er en rigtig mand, der går op i de vigtige ting her i livet: Cybernetisk implantater, skydevåben og tørre tæsk.

Det længe hypede og noget kontroversielle russiske eller internationale (alt efter om man spørger henholdvis udvikleren eller den russiske presse) ‘Atomic Heart’ er endelig udkommet. Lige fra begyndelsen har udvikleren Mundfisk spillet med åbne kort i forhold til deres store inspiration fra BioShock. Men en overdreven overgivelse til den inspiration kommer, desværre, til at tage styringen fra et ellers lovende spil.

Sergey (og spilleren) introduceres i åbningen til det vidunderlige og futuristiske Facility 3826 – Sovjetunionens (og verdens) fremmeste videnskabelige centrum i en alternativ version af verdenshistorien, hvor russiske videnskabsfolk opfandt avancerede robotter i kølvandet på Anden Verdenskrig. Som følge heraf er den kommunistiske drøm i høj grad realiseret, amerikanerne er under teknologisk pres, de russiske indbyggere behøver ikke bruge deres tid på manuelt arbejde (det tager robotterne sig af), fremtiden virker lys og kun fantasien sætter grænser for menneskets potentiale. Halvtredsernes fremtidsoptimisme i lyset af hammer og sejl og hyldester af Karl Marx.

Indtil det går galt.

I midten af en guidet tour af to statuer, dedikeret til henholdsvis den russiske sejr over nazisterne i Anden Verdenskrig og arbejdernes sejr over kapitalismen, går robotterne amok. Sergeys flyvende bil nedskydes, omkring ham bliver civile og soldater nedslagtet i hobetal, og Sergey må gribe en økse og gå i gang med at lave skrot af bersærkerrobotterne.

Til hjælp har han en cybernetisk handske, der kan opgraderes med diverse implantater, som giver Sergey mulighed for at bruge strøm, is eller ild mod robotmodstanderne. Sergey må finde vej gennem Facility 3826s labyrintiske gange og nedkæmpe et væld af forskellige, ondskabsfulde robotter for at fikse den teknologiske krise, som er et resultat af menneskelig arrogance. 

Chokerende lig inspirationen

Hvis det minder dig lidt om ‘BioShock’, så er det forståeligt. ‘Atomic Heart’ er dybt inspireret af ‘BioShock’. Faktisk så meget, at det ikke rigtigt kan bevæge sig ud af sin inspirationskildes skygge.

Men ‘BioShock’ var et godt spil, et af de bedste, og ‘Atomic Heart’ formår i høj grad at mime sin inspirationskilde dygtigt, hvad resulterer i, at spillet slet ikke er dårligt. Kampene er sjove, opgraderingerne interessante og omgivelserne flotte. Robotterne, man nedkæmper, føles stærke og tunge, det er en tilfredsstilende sejr at knuse dem. De snævre passager og fjerne bjerge, som omgiver spilleren, er ekstremt lækre. De fjendtlige robotter skinner og knager og har lige præcis den grad af ubehageligt næsten-menneskeligt udtryk, som får det til at krible i ens baghoved. De elektroniske kræfter, man stilles til rådighed af en småpervers teknologi-automat (også her viser BioShock sin indflydelse) er fede at benytte mod robotterne, som man hurtigt irriteres af.

Men det hele føles som et ekko af ‘BioShock’: Den grandiøse intro, hvor videnskabsmanden Sechenov udlægger sin vision for en forenet menneskerace, den flyvende by, hvor spillet begynder, polymer-handsken, som kan opdrages med de forskellige kræfter og sågar spillets retro-jugendstil leder tankerne hen på Rapture og Columbia. 

Men lad os lige vende tilbage til politikken som Sergey er ligeglad med. I denne anmeldelse tages der ikke stilling til Mundfisks holdninger eller mangel på samme til krigen i Ukraine eller mulige forbindelser til russiske statsinteresser. ‘Atomic Heart’ bedømmes på dets egne præmisser. Og her er det umuligt at komme uden om netop de kunstneriske og politiske temaer, som er vævet direkte ind i DNAet i ‘BioShock’

‘BioShock’ var et spil, som i høj grad havde pointer. Andrew Ryans vision, som tog sit politiske udgangspunkt i Ayn Rands ultraliberale objektivisme, var en fiasko, som BioShock dygtigt udforsker. De efterfølgende spil, ‘BioShock 2’ og ‘Infinite’, tager kollektivismen og amerikansk exceptionalisme op til revision. Samtidig bruger det oprindelige ‘BioShock’ sin lineære verden til at undersøge om hovedpersonerne egentlig har en fri vilje og ender med et famøst, overraskende twist. Hovedpersonerne er fejlbarlige, nuancerede mennesker med narrativ dybde.

En mistroisk bøf

Det føles ikke helt, som om ‘Atomic Heart’ egentlig har synderligt lyst til at undersøge sovjettiden eller sin hovedperson kritisk.

I en af de chirpes (audio logs, fuldstændigt som i ‘BioShock’) man finder, understreger en officer i militæret, at fangerne i en gulag skal behandles ordentligt. “Stalins udrensninger er fortid,” står der. Det virker nærmere som et forsvar for fortiden, end et forsøg på at indgå i nogen form for dialog med den.

Med hensyn til hovedperson er Sergey dybt forglemmelig. Han er en lidt flad macho-veteran, hvis personlighed er “folk skal gøre sig fortjent til min respekt”, “hvad er denne fjollede lås på døren” og en tragisk baggrundshistorie med en forsvunden hustru, som aldrig rigtig bliver dybere end en typisk Schwarzenegger-affære.

I løbet af spillet viser det sig, at det ikke er systemet, der er ansvarlig for fiaskoen, men snarere menneskelig ambition og ondskab. Der er altså ikke tale om en subversiv og interessant kritisk undersøgelse af samfundet som i ‘BioShock’, men blot en klassisk actionfortælling med onde skurke, hvis største karaktertræk er, at de er onde.

Det kommer desværre til at betyde at Atomic Heart føles som en billig omgang. Et pustet og malet hult påskeæg med en mistroisk bøf i stedet for en reel hovedperson.

Spil (og kunst) skal ikke have en entydig pointe eller en overordnet ideologi, men det føles som om, udviklerne bag ‘Atomic Heart’ har set på ‘BioShock’ og bidt mærke i æstetikken og gameplayet, men ikke rigtig overvejet kernen eller dybden i spillet.

Det er et godt forsøg, og det er værd at spille – om ikke andet så for kampene – men ‘Atomic Heart’ formår ikke at kravle ud af ‘BioShocks’ monumentale indflydelse. Det har ikke rigtig noget at sige, udover at robotter er fede at smadre og Rusland engang var kommunistisk. Og ét har ‘Atomic Heart’ ret i: Robotterne er godt nok rigtig fede at smadre.