Spirit of the North 2-anmeldelse – terapeutisk ræveeventyr med lopper i pelsen

Infuse Studio har høje ambitioner med deres efterfølger til 2020’s Spirit of the North. Ambitionerne munder ud i et spil, der i sand sequel-stil er større på alle fronter – på både godt og ondt

I et gaming-landskab domineret af titanisk lange spil med komplekse karakterer og et virvar af systemer skiller Spirit of the North 2 sig ud med sin forfriskende simplicitet. Du spiller som en ræv, der – sammen med en krageven – begiver sig ud på et eventyr i en verden, der for længst er gået i forfald. Et eller andet har nemlig hærget de Island-inspirerede kyster, så de eneste spor på menneskeliv nu kun kan findes i de ruiner og rådnende skeletter, der ligger tilbage. 

Kontraster

Spirit of the North 2 er et spil med mange kontraster. Det gælder først og fremmest, når det kommer til spillets verden, der flittigt skifter mellem storslåede og farverige udendørsområder til mørke, dystre grotter og interiører. Men det gælder også, når det kommer til spillets forskellige gameplay-typer, der hver især vil noget helt forskelligt, men som alligevel forsøges flettet sammen til en helhed.

Zelda-inspirationen er svær at se bort fra, når man taler om det gameplay-loop, der udgør spillets kerne. Du bruger cirka halvdelen af spilletiden på at løbe, hoppe og platforme rundt i spillets store åbne verden, der består af flere regioner, som åbnes op for gradvist. Hver region må udforskes grundigt, så man kan låse op for de større dungeons, der udgør spillets anden halvdel. 

Når man dykker ned i spillets dungeon-lignende områder, bliver man oftest belønnet med en ny spirituel evne, som så kan bruges til at åbne op for nye områder, når man kommer ud i dagslyset igen. Hver dungeon huser også en boss, hvilket var noget, der kom meget bag på mig i første omgang. 

Spillet er nemlig ellers decideret fjendefrit – der er absolut intet i den åbne verden, der kan gøre dig fortræd, udover ondsindet, rødt krat og tåge eller dødbringende højder. Spirit of the North 2 fungerer derfor uden et decideret kampsystem, og spillets bosskampe består kun af simple gameplay-mekanikker, der typisk tester din brug af den nye spirituelle evne, som du netop har modtaget før kampen. 

Her er tale om den helt grundlæggende form for Zelda-boss design, hvor man undviger en strøm af angreb, indtil fjenden nærmest skriger: “Nu er jeg åben, angrib mig!”. Gentag tre gange, og så er du færdig. 

Det er tydeligt, at spillet ikke er designet med disse bosskampe for øje, hvilket giver fin mening i forhold til, at de kun udgør en brøkdel af spilletiden. Alligevel er de sådan et svagt punkt i spillets overordnede gameplay-loop med stive, mekaniske animationer og utilregnelige hit boxes, at jeg faktisk hellere ville have været dem foruden i mit afslappende ræve-spil. 

Trancelignende tilstand

For Spirit of the North 2 kan være decideret terapeutisk i sine bedste øjeblikke. Spillets første halvdel var for mig en konstant strøm af wow-øjeblikke, hvor jeg gang på gang blev chokeret og imponeret over udviklernes kunstneriske talent. Efter en mindre indledende sekvens, der holder spilleren godt i hånden, bliver man nemlig sluppet løs i den åbne verden, der byder på gudesmukke og naturskønne udsigter over et klippelandskab, der skriger Norden ned til den sidste sprække i de havglatte sten. 

Til at starte med er man ikke verdens mest mobile rovpattedyr, men det er ok – for spillets lydside har dig i den grad dækket. Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Spirit of the North 2 har et af årets bedste soundtracks, der bringer spillets spirituelle side til live, hvad end du kæmper dig op ad klippesiden, glider ned ad gletsjerne eller banker på bosserne. 

Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at soundtracket er det eneste, der giver boss-kampene nogen form for eksistensberettigelse i spillet, for de tracks, der følger med her, er nemlig både undertrykkende og overvældende på måder, der passer perfekt til hver enkelt kamp. Musikken er også dynamisk sådan, at der tilføjes flere og flere instrumenter i tråd med kampenes udvikling, og det er rart i det mindste at blive betjent med en lydmæssig fornøjelse, når nu gameplayet til bosserne bestemt ikke kan følge med.

Spillets flotte udsigter og storslåede soundtrack bærer meget af oplevelsen i den åbne verden, hvor man udforsker forladte og fortabte landsbyer, udsigtstårne og andre former for bebyggelse, som står tilbage i kølvandet på den fortabte menneskerace. Her løser man som oftest små puzzles, som i mange tilfælde belønner spilleren med de magiske ‘wisps’, som man skal bruge til at åbne for spillets næste område eller dungeon. 

I de mindre dungeons finder man også genstande, der har haft vigtighed for menneskene i regionen på den ene eller anden måde. Genstandene må man så fragte hen til den næste store dør, der blokerer ens fremmarch, og som kun åbner, når man har placeret op til flere af den slags genstande foran den. 

Ofte betyder denne del af gameplay-loopet, at man skaffer en genstand fra en mini-dungeon, kommer ud og så må løbe på sine ræveben gennem den åbne verden, imens man lader sig føre med af spillets soundtrack og skønne syn. Hvis du synes, det lyder kedeligt, forstår jeg dig godt. Men spillets lyd og grafik samles helt enkelt bare til noget, der går op i en højere enhed her. Spilleren sættes i en form for terapeutisk, trancelignende tilstand, og det føles absolut skønt at være i.

Skyggesiden

Hvis bare den følelse varede evigt. I stedet er Spirit of the North 2 i mine øjne et skinnende eksempel på, at større ikke altid er bedre. Når først man har luret spillets gameplay-loop, udforsket lidt af hvert i landskabet og set den samme cutscene for tredje gang fra et lidt anderledes perspektiv (endnu en Zelda: Tears of the Kingdom-inspiration, som man virkelig ikke bør lære af) begynder spillets skønhed nemlig så småt at falme. 

De små irritationer, der indtil videre kun har været netop det, begynder at vokse sig store. Boss-kampene, der aldrig var helt gode i forvejen, bliver strukket ud til absurde længder, alt imens de kun bliver mindre tilgivende. Når man dør, som oftest ved en boss, starter man ikke igen ved selve bossen, men må tilbage til sidste checkpoint, platforme sig vej tilbage og se de samme cutscenes igen – som for øvrigt ikke kan springes over. 

Kravene til at åbne døre i den åbne verden bliver samtidigt kun større og begynder at kræve, at du har placeret dine skill points (som man optjener undervejs) i bestemte kategorier. Mest graverende af alt er dog, at det ellers solide spildesign begynder at smuldre i takt med, at spillets puzzles og navigering bliver mindre intuitive undervejs. 

Jeg har mere end én gang i min spilletid overset en vigtig detalje eller genstand, som spillet gerne ville pege mig i retning af, for derefter at bruge adskillige forvirrede timer i den åbne verden, inden jeg via trial-and-error fik ræsonneret mig frem til, at løsningen “simpelthen MÅ være her”. Det er bagkanten af filosofien om den åbne verden, som Spirit of the North 2 ellers gør en dyd ud af at præsentere for spilleren. Det er i nogle tilfælde så svært at gennemskue, hvad spillet vil have fra én, at jeg kan forestille mig, at mindre tålmodige spillere end jeg kommer til at ty til guide-hjemmesider og -videoer for at finde ud af næste skridt.

Et sidste, men ikke desto mindre vigtigt kritikpunkt: Udviklerne har af uforklarlige årsager valgt at inddrage soulslike-elementer i deres afslappende eventyrspil, hvilket vil sige, at du mister alle dine ejendele, når du dør, og må finde frem til din grav for at få dem tilbage. Det er et virkelig bizart designvalg, og er i mine øjne det største bevismateriale på, at ambitionsniveauet har trumfet en decideret stilrenhed i spillet. 

Konklusion

Spirit of the North 2 er en rutsjebanetur af en spiloplevelse. Mens jeg overordnet set nød min tid med spillet, må jeg indrømme, at de små frustrationer fra begyndelsen af eventyret til sidst voksede sig så store, at jeg havde svært ved at genfinde den samme glæde og eventyrlyst, efterhånden som jeg nærmede mig spillets afslutning. 

På trods af frustrerende boss-kampe, simple puzzles og game design, der ikke altid er lige intuitivt, kan jeg ikke andet end holde utroligt meget af det kunstneriske produkt, som Infuse Studio har leveret. Spillet har en skønhed i både lyd og grafik, men også i det simple gameplay, som emmer af charme, passion og udviklernes kærlighed – noget, der tydeligt skinner igennem til den anden side af skærmen. Derfor kan jeg ikke andet end at anbefale spillet til de eventyrlystne eller til dem, der trænger til en afslappende og terapeutisk pause fra de større AAA-titler på markedet.

Christian Heegaard Kongsøre

Skribent & Anmelder

---

Christian spiller lidt af det hele – fra afslappende farming sims til hæsblæsende FPS’er. Det vil sige, når han ikke for tyvetusinde gang er faldet ned i MMO’ernes sorte brønd efter endnu en udvidelse eller opdatering til en af sine gamle flammer. Når det sker, kan ikke engang de stride, nordjyske vinde, han er født og opvokset med, rive ham væk fra kontorstolen.