‘Starfield’ ender, trods lysglimt, med at skuffe fælt

Bethesda vil det hele. De vil det hele lidt for meget

Anmeldelsen indeholder ingen spoilers.

Inde i ‘Starfield’ er der potentialet for et godt spil. Det er jeg næsten sikker på.

‘Starfields’ grundessens er ganske sjovt. Der er fine elementer i spillet, gode idéer og nogle af de idéer er såmænd også veludførte. Men når jeg lægger spillet fra mig, så tørster jeg ikke efter at komme tilbage til det, og det faktum efterlader mig med en smag af aske i munden.

For hvis der er noget, jeg har elsket i Bethesdas tidligere spil, så er det at blive suget op som en nullermand i en støvsuger og blive firkantet i øjnene af at fordybe mig i et univers, som får mig til at smelte væk fra virkeligheden og glemme at spise eller fodre katten eller vande planterne eller hvad har I. Jeg har været Dovahkiin og besteget de 7000 trin på vej til Verdens Hals, jeg har stået ansigt til ansigt med Dagoth Ur som den genfødte Nerevar, og jeg afgjort New Vegas’ skæbne med den ene hånd på en revolver og den anden på en gylden pokerchip (if you know, you know), og i de tilfælde var der ingen reel forskel på mig og min karakter. Når jeg ikke spillede de spil, tænkte jeg på dem, og når jeg spillede dem, var jeg åndeløst optaget.

Men ‘Starfield’ formår ikke at give mig den følelse. Under alle omstændigheder er det en forbandet skam, for det er som sagt ikke fordi, spillet ikke har gode dele.

Først og fremmest har Bethesda formået at bygge en interessant verden med troværdige interplanetare faktioner, hvis anstrengte forhold jeg købte med det samme.

Cyberpunkbyen Neon, som er bygget på en stor platform på en havplanet, lugter af fisk, alkohol og svedende kroppe på klubber fyldt med aurora (rum-MDMA). Den første koloni uden for Jorden, New Atlantis, runger af selvhøjtidelige diplomaters fordtrin, kunstfærdigt udformede småhaver, grandiøse rumtræer og United Colonies-soldaters raslende automatvåben – bare for at minde dig om, at selvom her er pænt og poleret, så lurer krigsforbrydelserne altid lige under vandskorpen…

På planeter uden atmosfærer (men rige på nikkel, thorium og kobber) og med lav tyngdekraft hopper man ti meter op i luften, mens en rå, ubønhørlig stjerne skinner skarpt omgivet af rummets tomme mørke. Det føles rigtigt og smukt og henførende – i hvert fald i øjeblikke. Bethesda idé om at lave “NASA-punk” fungerer nogenlunde overbevisende. Ledningerne løber langs rå paneler, og i gode øjeblikke føles pladsen trang og krampagtig, som man må forestille sig at Buzz, Neil og Michael har haft det på Apollo 11.

De karakterer, som bebor universet, er også spændende. Jeg kan godt lide mine følgesvende, jeg kan endda huske, hvad nogle af dem hedder – hvilket plejer at være min lakmus-test for, om de reelt har gjort indtryk på mig. Jeg gik op i, hvad der skete med dem, og håbede, jeg gjorde ting, de syntes var gode, så de godt ville kunne lide mig. Det er en god oplevelse at flyve rundt i sit skib og føle sig som en vaskeægte rumkaptajn med en loyal besætning og sin trofaste riffel, parat til at gå på nye eventyr.

Hovedhistorien er godt nok inficeret med Bethesda dybt kedsommelige og evindelige tendens til cirka to timer efter spillets begyndelse at udråbe spilleren til den mest specielle dreng nogensinde med de mest specielle superkræfter, som på den mest specielle måde kan redde universet fra den visse undergang. Men det føles som om, Bethesda er groet så fast i den formular til, at de overhovedet kunne gøre noget andet, selv hvis de ville. Heldigvis byder hovedhistorien på overraskelser og interessante gameplay-ændringer, som giver den en friskhed, der trods alt hjælper på at give spillet dybde.

Der er også en del forbedringer over eksempelvis ‘Fallout 4’, som jeg personligt var skuffet over. Craftingsystemet kræver eksempelvis ikke, at jeg indsamler dusinvis af kopper, blyanter og andet bizart skrammel for at bryde det ned til smådele, jeg kan bruge til at bygge en bedre slags sigtekorn eller støvle eller whatever.

I ‘Starfield’ bruger man en ærlig laser til at knuse nogle mineralårer, og når man så har et arsenal af nikkel og aluminium, laver man det om til dimser og dingenoter og bruger dem til at bygge solceller og researche nye former for rumdragter.

I modsætning til ‘Fallout 4’, hvor dialog-mulighederne mestendels bestod af “ja”, “nej” og “ja, men sarkastisk”, kan ens karakter også rent faktisk svare meningsfuldt på spørgsmål og forholde sig til verden omkring sig – og gudskelov har hovedpersonen ikke en stemmeskuespiller, som på flad vis kan punktere ens egen rollespils-fantasi. Missionerne er i mange tilfælde faktisk rigtig fint skrevet og udført – på trods af et ærgerligt udvalg af tilfældigt genererede opgaver, som går ud på at tage herhen, dræbe den her fyr, smadre det her rumskib, fremskaffe den her dims og så videre. Dem skippede jeg hurtigt hen over.

Der er masser at gøre i ‘Starfield’. Faktisk, måske, for meget. For selvom jeg har pæne ting at sige om spillet, som jeg håber ovenstående demonstrerer, så er der simpelthen også en for lang række ting ved spillet, som udmatter mig:

Det føles som om, jeg har brugt godt en femtedel af min samlede spilletid på at navigere i menuer – og ikke særligt gode menuer. Inventory-systemet er håbløst janky, og kræver at man klikker sig frem og tilbage i et hav af undermenuen, som kun kan give en information (fx værdi, vægt og navn) ad gangen. Og siden man kun kan bære en relativt begrænset mængde grej, skulle jeg konstant læsse det over i mit rumskib, hvor jeg, fordi knapperne, som gør forskellige ting, i menuerne ikke er særligt velinformerende, hele tiden kom til at tage 45 klumper cæsium i stedet for at placere dem i lasten.

Når jeg så løb tør for plads i mit inventory blev mine stakkels companions lavet om til pakkeæsler, som jeg skulle overføre ting til, hvorefter jeg skulle overføre dem tilbage, når jeg kom tilbage til mit skib. Undskyld mig, jeg er en rumhelt, galaksens redningsmand, jeg er ikke en eller anden gaffeltruck-fører, jeg flytter rigelige ting rundt i mit virkelige liv, hvorfor skal jeg bruge min dyrebare eskapismetid på det?

Endnu værre er det, når man skal hyperhoppe fra et solsystem til et andet. Måden man gør det op, er at åbne sit navigationsvindue, klikke sig ud fra den planet man er på, klikke sig væk fra solsystemet, klikke sig væk fra galaksen, klikke på det nye solsystem og endelig klikke på den planet, man vil rejse til. Ofte kom jeg ved en fejl til at klikke væk en gang for meget, da jeg var i galaksevinduet, og så skulle jeg starte helt forfra og var ved at rive håret ud på mig selv.

Nogle systemer er af lidt uransagelige årsager uden for ens hyperdrivemotors rækkevidde, hvad betyder, at man skal klikke først på et system, hoppe derhen og så på andet, hoppe derhen, og så et tredje og hoppe derhen, før man kan komme hen til sin tiltænkte destination. Det er trættende og langsomt.

Jeg følte mig ikke som en eventyrlig rumhelt, det føltes nærmere som om, jeg klikkede rundt i et glorificeret excel-ark.

Når jeg så i øvrigt kom hen til et solsystem, er det vist spillets tanke, at jeg ofte skal mødes med interessante ting at undersøge. Det kan være pirater eller dusærjægere, som er ude efter mig, og til at starte med tændte jeg begejstret op for mine lasere – og blev prompte lavet om til rumstøv, fordi jeg var en weak-ass taber med for få skillpoints (eller noget i den stil). Jeg kom aldrig til at forstå mit rumskibs systemer, hvor man skal overføre energi fra skjoldet til motoren eller til missilerne, for når jeg er ved at blive pløkket i smadder, er det for svært for mig at undgå at blive ramt og reparere mit skib, samtidig med at jeg skal låse mig fast på en modstander og sende missiler i deres retning.

Jeg opgav hurtigt, og endte med bare at klikke mig ind i navigations-excelarket og lande på planeterne med det samme. Det er en skam, for det er en lige så vigtig del af et fungerende rumeventyr, at man er en sej pilot, som at man er en cool skyde-action-helt i de taktiske kampe (som egentlig er udemærkede uden at være prangende)

Ved at søge på nettet fandt jeg ud af, at det er meningen man skal få levels i bestemte skills for at kunne opgradere sit skib, men ‘Starfield’ er ikke ligefrem generøs, når det kommer til experience, og de levels jeg fik, brugte jeg på at åbne op for muligheden for at kunne lege tyv eller være god til stealth. Men stealth-systemet var så clunky, at jeg ofte alligevel endte i langstrakte skudkampe, og så føltes det ærlig talt som spild, at jeg overhovedet havde forsøgt at være noget andet end riffelekspert.

Fjenderne er i øvrigt ikke særligt forskellige, men er alle (undtagen nogle relativt få tilfælde) variationer af grumme rumpirater, som lader til at have besat alle forladte videnskabsstationer og forladte steder i galaksen, man kan forestille sig.

Når man møder den tiende gruppe af lidt ens fjender inden for et par timer, mister det hurtigt sin fascination. Det samme er tilfældet med de tusindvis af planeter, man, som Bethesda også lovede, kan besøge. For man kan kun scanne en rumplante, en metalbeholdning eller alienbille så mange gange, før man mister interessen. Og så interessant er det ikke at løbe hen over en bunke sand for at komme hen til endnu en pirat-inficeret rumbase. At jeg tilmed oplevede en del frustrerende bugs, som mine følgesvende, der ikke lod mig komme forbi, clippede ind i vægge eller en pludselig mangel på mit scannerlayout (som krævede at jeg reloadede), tog også min glæde fra mig.

Jeg blev også hurtigt overvældet af basebyggeriet, research, crafting og muligheden for at lave madretter af det rumvæsenkød, jeg i mine hyppige kampe fik indkasseret. ‘Starfield’ føles som en sandstrand, som virker attraktiv og varm, når man lige få gået turen ned til den, men som man hurtigt indser har lige så mange undervældende drinksbarer, irriterende gæster og larmende musik, som den har smukke solnedgange og lækre bølger

Spillet føltes som om, det druknede i tunge systemer, som holdt mig væk fra det, jeg var her for: At opleve et fantastisk rumeveventyr. Hvor tidligere titler som ‘Skyrim’ og ‘Fallout 3’ valgte at fokusere på nogle få, men effektive systemer og delelementer, gaber Bethesda over alt for meget i ‘Starfield’, og det ender med at skade spillet og trække det ned i sølet lidt groft sagt, fordi de systemer virker ufærdige eller uigennemtænkte eller ikke særligt sjove.

Og det gør mig helt vildt ondt. For som sagt har ‘Starfield’ klart potentialet til at være et fantastisk rumeventyr, hvor de dele af spillet, som virkelige skinner, kunne overstråle de dele af spillet, som er clunky og frustrerende. Men i sidste ende hobede det sig så meget op, at jeg mistede interessen og glæden ved spillet.

Jeg må derfor med beklagelse sige, at jeg må være enig i Jørgen Bjørns dom over spillet i Arkadens anmeldelse: ‘Starfield’ ender med at være en middelmådig og rodet omgang, som desværre, desværre, desværre, ikke kunne indfri den spænding og forventning, jeg har haft i mig, siden det blev annonceret.

Jeg håber og tror, at andre vil være begejstrede for den enorme frihed og de dybder i de forskellige spilsystemer, jeg ikke kunne involvere mig i. Og jeg er fascineret af New Atlantis og Neon og Mars og de andre velskabte og flotte steder, Bethesda excellerer i at designe.

Men det er ikke nok for mig til at kunne redde spillet.

Og jeg kan være nervøs for, at Bethesda vil gå længere ned ad den vej i Elder Scrolls 6 og overophede det med for mange ambitioner og for lidt fokus. Men fuck, hvor jeg ikke håber, det er tilfældet

.

---