Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Starfield: Terran Armada DLC og Free Lanes Update-anmeldelse – Mass Effect har ikke levet forgæves

Starfield: Terran Armada DLC og Free Lanes Update-anmeldelse – Mass Effect har ikke levet forgæves
Bethesda
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Estimeret læsetid: 8 minutter.

April 9, 2026

Siden Starfield udkom i 2023, har spillet fået flere opdateringer og sågar også en større historie-DLC i Shattered Space. Men samtidig med udgivelsen af spillet på PlayStation 5 har det nu tidligere eksklusive Xbox-spil også fået sin største opdatering til dato, nemlig Free Lanes-opdateringen, der gør det muligt at rejse i rummet inden for et enkelt solsystem.

Samtidig har man fra Bethesdas side inkluderet mere indhold mellem planeter. Det er nu muligt både at komme i større rumslag, finde forladte rumskibe og støde på små historier, der udspiller sig på minefaciliteter på asteroider og ved forskellige anomalier rundt omkring i galaksen.

Men Bethesda har også udgivet deres anden større narrative udvidelse, nemlig Terran Armada, med en ny trussel, der dukker op i The Settled Systems. Den har jeg taget et kig på og set på, hvordan den spiller sammen med den nye Free Lanes-opdatering.

Foto: Bethesda/Lau Eskildsen

Jeg elsker Starfield. Det har jeg gjort næsten lige siden, det udkom. Jeg har på nuværende tidspunkt over 220 timer i spillet, og en af de ting, som jeg altid har efterspurgt, er mere variation i selve rumrejsen – mere indhold og flere historier, man kunne opleve, mens man bevæger sig rundt i galaksen.

Og med Free Lanes-opdateringen har vi fået netop det, samtidig med at Terran Armada-DLC’en giver os en ny dramatisk konflikt i The Settled Systems.

Endelig sker der noget mellem planeterne

Før vi kigger på selve historieudvidelsen, så lad os lige få kigget på, hvordan Free Lanes-opdateringen får Starfields mange systemer til at spille lidt bedre sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for What'Sub

For nu sker der endelig noget mellem planeterne. Og det er en tiltrængt tilføjelse til spillet.

Om det så fungerer helt lige så godt, som Bethesda havde håbet, er jeg måske ikke helt enig i. Men det er faktisk ret fedt at rejse fra planet til planet og udforske rummet mellem dem i et solsystem.

Der er nu kommet en Cruise Mode, hvor man kan tilkoble autopilot, finde et interessant punkt mellem planeterne og lade sit skib bevæge sig afsted. Undervejs kan du rejse dig fra pilotstolen, tale med din besætning eller – som jeg selv gjorde ret ofte – bruge tiden på at opgradere våben og rumdragter.

For selvom der er kommet mere indhold, så er der også en del ventetid mellem de begivenheder, opdateringen introducerer.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver det til tider en smule langtrukkent.

Jeg sætter pris på, at systemerne nu hænger bedre sammen, men det betyder også, at der opstår perioder, hvor man reelt bare venter. Den ventetid kan bruges aktivt, og det er med til at styrke følelsen af at være på en længere rejse, men det ændrer ikke på, at tempoet nogle gange falder lidt for meget.

Til gengæld gør det noget ved indlevelsen. Det føles mere som en faktisk rejse gennem rummet og mindre som en række hurtige spring fra punkt A til punkt B.

Foto: Bethesda/Lau Eskildsen

X-Tech og bedre sammenhæng i progressionen

Med opdateringen får vi også nye systemer, der binder spillet bedre sammen.

X-Tech er nu en central ressource, som kan findes i forladte skibe, miner og andre lokationer. Den bruges til at opgradere våben, udstyr og skibsmoduler, og det giver en langt stærkere motivation til at udforske de ting, man støder på undervejs.

Der er også kommet forbedringer til outposts. Det er ikke et system, jeg personligt har brugt mest tid på, men det er tydeligt, at det nu er blevet langt mere brugervenligt. Man kan dele ressourcer mellem baser, og den nye database-menu giver et bedre overblik over materialer, planeter og crafting.

Samtidig har Bethesda også kigget på Starborn-systemet og Unity.

Det er nu blevet mindre bøvlet at arbejde med. Blandt andet kan man gemme udvalgte genstande via et nyt Quantum Entanglement Device i The Lodge, så man ikke mister alt, når man går videre i New Game Plus.

Jeg har ikke selv benyttet mig af det i denne omgang, da mit fokus har været på DLC’en, men det er en ændring, der gør systemet langt mere attraktivt.

Derudover er der også en række mindre forbedringer – nye crew-medlemmer som Muria, små quality of life-justeringer og generelle tweaks, der gør, at spillet føles mere strømlinet.

Foto: Bethesda/Lau Eskildsen

En bedre historie end Shattered Space

Når det kommer til selve Terran Armada-DLC’en, så må jeg starte et lidt andet sted.

For jeg havde faktisk ret store udfordringer med at få den til at starte. Det var ikke helt tydeligt, hvordan man triggere indholdet, og det tog lidt tid, før jeg overhovedet kom i gang.

Men da jeg først var inde i det, må jeg også være ærlig og sige, at det her er en langt mere interessant historieudvidelse end Shattered Space.

Hvor den tidligere DLC var meget lokal og fokuseret på ét område og én fraktion, så føles Terran Armada langt mere dynamisk.

Her er der tale om en konflikt, der bevæger sig rundt i galaksen.

Terran Armada består af robotstyrker, der dukker op i forskellige systemer og skaber såkaldte incursions. Det betyder, at man som spiller må rejse ind i et system, lokalisere truslen og håndtere situationen, før man kan bevæge sig videre. Og her spiller Free Lanes-opdateringen direkte ind.

Du flyver ind i systemet, bevæger dig gennem rummet, finder truslen og engagerer dig i kamp. Det skaber en bedre sammenhæng mellem rejse, udforskning og kamp, som Starfield tidligere har manglet.

Kampene føles også mere varierede. Fjenderne har modifiers, der ændrer deres adfærd, og det gør møderne mindre forudsigelige.

Foto: Bethesda/Lau Eskildsen

De her Terran Armada-fjender imponerede mig faktisk. Visuelt har de et ret fedt udtryk, og jeg var lidt overrasket over, hvor store de egentlig er fysisk.

Det hjalp også, at den første mission, jeg spillede, efter det endelig lykkedes mig at få sat gang i DLC’en, var en rigtig stærk introduktion.

Man starter ved at opsnappe en nyhedsudsendelse via SSNN – enten i New Atlantis, Akila eller Neon – hvor man hører om Terran Armada som en ny trussel. Under broadcasten bliver man guidet hen til en luksuriøs starliner, og da man ankommer, bliver man vidne til efterdønningerne af en voldsom massakre.

Det er et ret effektivt setup.

Overalt ligger der spor efter, hvad der er sket, og pludselig træder Terran Armada-fjenderne frem i lyset. Det er en rigtig fed oplevelse som spiller og en virkelig stærk måde at introducere DLC’en på.

De forskellige modifiers, fjenderne har, gør en forskel, men jeg var efterhånden i så højt et level – og det anbefales, at man er minimum level 50 – at de aldrig for alvor blev en trussel for mig. Men de er stadig sjove at kæmpe imod, og der er en god variation i kampene.

Selve missionen på den her luksus-starliner er en af de bedste i hele DLC’en. Den sætter tonen virkelig godt.

Foto: Bethesda/Lau Eskildsen

Et godt setup – men lidt for uklart

Efterfølgende bliver det lidt mere trivielt.

Man bliver introduceret til et nyt point of interest, Anchorpoint, som fungerer som en central base for modstanden mod Terran Armada. Her opstår en mindre oprørsbevægelse, og man bliver sendt ud for at håndtere de såkaldte incursions – altså de blokeringer, der forhindrer brugen af grav drive mellem solsystemer.

Idéen er god. Problemet er, at spillet ikke altid er lige tydeligt i forhold til, hvordan de her incursions faktisk skal fjernes. Det resulterede flere gange i, at jeg sad fast og ikke kunne rejse videre – hverken mellem planeter eller via grav drive. Det blev ret frustrerende.

Flere gange føltes det mere som en teknisk fejl end som en bevidst del af spillets design. Jeg var nødt til at lukke spillet ned og starte det op igen, før det fungerede. Det bryder flowet, og det er tydeligt, at nogle af systemerne ikke altid spiller helt sammen.

Selve missionerne er ellers gode. Nogle af dem bliver lidt fetch-quest-agtige, men Terran Armada-styrkerne – både robotfjenderne og de menneskelige allierede – giver kampene en ny variation.

Samtidig får man adgang til nye våben, og flere af dem er faktisk virkelig fede. Jeg endte med at bruge nogle af dem som faste våben i mit loadout, fordi de simpelthen føles bedre og mere slagkraftige end meget af det, man ellers har haft adgang til.

Foto: Bethesda/Lau Eskildsen

Mass Effect har ikke levet forgæves

Jeg mærker en tydelig inspiration fra Mass Effect-universet i den her DLC.

Flere gange gik mine tanker direkte til Mass Effect 2. Det handler både om strukturen i fortællingen og idéen om en stor, samlet trussel, der påvirker hele galaksen. Robotstyrkerne og måden, man bliver sendt rundt for at håndtere en eskalerende konflikt på, føles bekendt.

Og det gør mig faktisk ikke noget.

Mass Effect 2 er, efter min mening, det bedste spil, der nogensinde er lavet. Så hvis man som science fiction-spil lader sig inspirere af nogle af de største i genren, så længe man stadig har sin egen identitet, så er det kun en fordel.

Og det synes jeg faktisk, at Starfield har.

Terran Armada føles stadig som Starfield. Det er mere rollespilsdrevet, mere åbent og mindre stramt struktureret, og det giver oplevelsen sit eget præg.

Foto: Bethesda/Lau Eskildsen

Konklusion

Jeg har haft en god oplevelse med Terran Armada-DLC’en og Free Lanes-opdateringen.

Det er langt hen ad vejen bare mere Starfield, men det er variationer og en udbygning af universet, som giver mening og har givet mig flere virkelig gode spiloplevelser.

Samtidig er det også tydeligt, at Starfield efterhånden er blevet et ret komplekst spil at kigge på udefra. Vi har nu to store story-DLC’er, hvor den ene er markant mere vellykket end den anden, og en række opdateringer, der forsøger at få det hele til at hænge bedre sammen.

Der er stadig småting, der skal justeres. Især når det kommer til flow og tekniske frustrationer, som jeg oplevede undervejs.

Men når det er sagt, så begynder Starfield at føles som et mere komplet spil.

Det er stadig en helt særlig rumoplevelse, og med Terran Armada er der endnu en god undskyldning for at vende tilbage.

Og det synes jeg faktisk, man bør gøre.

Udvikler/Udgiver: Bethesda Game Studios

Genre: Action RPG/First Person Shooter

Platforme: PC, PlayStation 5 og Xbox Series X|S (Anmeldt)

Udgivelsesdato: 7. april, 2026

5 / 6
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer

Mest læste i dag

Datoen for GTA 6-forudbestillinger kan være røbet

Nyhed

May 14, 2026

Datoen for GTA 6-forudbestillinger kan være røbet

PlayStation Plus afslører kataloget for maj måned

Nyhed

May 14, 2026

PlayStation Plus afslører kataloget for maj måned

Rygte: Sony holder fast i PS6‑planen – 2027 stadig målet

Nyhed

March 8, 2026

Rygte: Sony holder fast i PS6‑planen – 2027 stadig målet

Saros sælger langt under forventning

Nyhed

May 15, 2026

Saros sælger langt under forventning

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk