Steel Seed-anmeldelse – Ambitioner, der stritter i alle retninger

Italienske Storm in a Teacup blev stiftet tilbage i 2013 af Carlo Ivo Alimo Bianchi med en ambition om at skabe stemningsfulde spiloplevelser med både kant og karakter. De stod blandt andet bag Close to the Sun, og nu forsøger de med Steel Seed at tage et skridt op – ikke helt AAA, men heller ikke helt indie længere. Ambitionsniveauet er i hvert fald hævet.

Maskiner, minder og menneskelighed

Steel Seed er et action-adventure med stealth-elementer, der udspiller sig i en dyster fremtid, hvor menneskeheden har tabt kampen om overfladen. Du spiller som Zoe, der vågner op i en mekanisk krop uden nogen anelse om, hvordan hun er endt der. Sammen med sin droneven KOBY skal hun finde vej gennem et underjordisk anlæg, der styres af maskiner, og måske finde ud af, hvad der egentlig er sket med hendes far – og med verden.

Steel Seed skjuler ikke, hvor man har hentet sine idéer fra. Faktisk er det så tydeligt, at man flere gange tager sig selv i at tænke: “Årh ja, det her kender jeg.” Platformsekvenserne sender straks tankerne i retning af Uncharted, men hvor det i Naughty Dogs hænder føles flydende og tilfredsstillende, bliver det her hurtigt en rutinepræget oplevelse. Det handler om at finde den næste gule markering og hoppe mod den – og det bliver ret ensformigt, ret hurtigt. Udfordringen er minimal, og variationen er ikke-eksisterende.

Stealth-delen lider lidt af samme skæbne. Der er et klart ønske om, at man skal kunne snige sig gennem fjendtlige områder, men systemerne er ikke solide nok til, at det føles som en reel mulighed. Ofte ender det bare med, at man opgiver og løber direkte ind i kamp, fordi det føles som den mindst frustrerende løsning. Det er ærgerligt, for hvis det havde fungeret, kunne det have givet en langt mere varieret oplevelse.

Mere bib end buddy

KOBY, din lille droneven, følger dig overalt og kan blandt andet analysere omgivelser, hjælpe med puzzles og interagere med forskellige elementer i verdenen. Udviklerne har i forbindelse med lanceringen proklameret, at KOBY skulle være en companion ulig nogen anden – men det løfte bliver aldrig rigtig indfriet. Forholdet mellem Zoe og KOBY føles for mekanisk og for ensidigt. Zoe taler konstant til KOBY, som svarer med bib-lyde, uden at man nogen sinde får en fornemmelse af, hvordan deres kommunikation egentlig fungerer. Det gør relationen svær at tro på.

Rul, sving og ram ved siden af

Kampsystemet vil rigtig gerne være souls-agtigt og henter tydelig inspiration fra Star Wars Jedi-spillene. Du har både hurtige og tunge angreb med dit digitale sværd, og du kan tilføje nye angrebsmuligheder undervejs. Der er også et dodge-system, hvor du, hvis du timer det helt rigtigt, får mulighed for at følge op med et særligt angreb. I teorien lyder det fornuftigt, men i praksis bliver det hurtigt til noget, hvor man ruller rundt og maser på angrebsknappen. Det føles ikke skarpt – faktisk er styringen lidt for janky og upræcis. Og når man så oven i købet risikerer at rulle direkte ud af banen og miste fremgang, begynder irritationen at melde sig.

Steel Seed benytter sig af et checkpoint-system med terminaler, hvor man kan gemme sit spil, opgradere og hele sig selv – men også får alle fjender tilbage. Det er et system, der virker i Soulslike-spil, men her bliver det hurtigt en belastning, især når terminalerne er sparsomt placeret og man skal starte meget langt tilbage. Det bliver kun værre af, at mange dødsfald ikke føles som en konsekvens af spilleren, men af upræcis styring og dårligt placerede elementer i banerne.

Store tanker i små replikker

Spillets historie forsøger at trække store tematikker frem – hvad vil det sige at være menneske, og hvilken rolle spiller AI i vores fremtid? Zoe vågner op som en slags androide, tusinder af år efter hun er lagt i cryosøvn af sin far, og begiver sig nu ud på en rejse efter svar. Men den narrative levering er desværre både klodset og fyldt med klicheer. Det føles hverken særligt medrivende eller troværdigt – og stemmeskuespillet er heller ikke med til at løfte oplevelsen. Det er generelt lidt fladt og mangler følelsesmæssigt nærvær.

Visuelt er Steel Seed dog ganske imponerende. Omgivelserne er måske ikke voldsomt varierede, men der er et flot teknisk niveau, og man mærker, at der er kælet for præsentationen. Ambitionsniveauet kan ikke diskuteres – og på trods af spillets begrænsede budget og studiets størrelse, er det lykkedes at skabe et univers, der på overfladen føles gennemarbejdet. Lydsiden er også velfungerende, med flere originale musikstykker, som faktisk er ret gode – og som man kunne ønske, at spillet brugte endnu mere aktivt. Cutscenes er fint producerede, men overgangen fra gameplay til mellemsekvenser halter stadig og kunne godt bruge en ekstra omgang polering.

Steel Seed vil rigtig meget – og det er der sådan set ikke noget galt i. Men der er langt fra ambition til realisering. Når man låner så mange elementer fra så mange andre spil, er det altafgørende, at det enten bliver gjort lige så godt eller på en måde, der føles frisk og nyt. Det gør det ikke her. Jeg tog mig flere gange i at ønske, at jeg i stedet spillede et af de spil, Steel Seed forsøger at emulere. Og det er måske den største anke, man kan have.

Men der er noget sympatisk over det. For selvom Steel Seed ikke lykkes med alt det, det sætter sig for, så mærker man viljen. Storm in a Teacup har sigtet højt – og selvom pilene ikke alle rammer plet, så skal der være plads til de spil, der forsøger. Dem, der har noget på hjerte, selv når det ikke helt lykkes at få det fortalt

Konklusion

Steel Seed er et spil, der vil mere, end det kan holde til. Det er tydeligt, at ambitionerne har været store – både narrativt, teknisk og gameplaymæssigt – men for ofte ender det med at minde om en lavere oktan-version af de spil, det henter sin inspiration fra. Det er frustrerende, når et kampsystem aldrig helt fungerer, når stealth ikke føles ordentligt understøttet, og når historien gerne vil tale om eksistens og identitet, men mest af alt føles som noget, man har hørt før.

Visuelt er spillet flot, lydsiden fungerer, og man mærker tydeligt, at Storm in a Teacup har forsøgt at løfte sig over det typiske indie-niveau. Og selvom resultatet ikke når helt i mål, er der stadig noget respektindgydende ved projektet. Det her er ikke et ligegyldigt spil – det har bare lidt for meget jern i ilden og ikke helt nok varme til at få det hele til at smelte sammen.

Hvis du har tålmodighed og en forkærlighed for spil, der prøver – selv når det ikke helt lykkes – så er der måske alligevel noget at hente i Steel Seed. Men forvent ikke en ny klassiker. Mere en påmindelse om, at der stadig findes studier, der tør drømme stort, også selvom de snubler lidt undervejs.