Produkt: SteelSeries Arctis GameBuds
Produkttype: 2.4 GHz trådløs + Bluetooth, in-ear gaming headset
Kompatibel med: Xbox Series X/S, Xbox One samt PlayStation 4/5, Nintendo Switch og PC/Mac via USB-C Dongle og mobile enheder via Bluetooth
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 5 minutter.
March 30, 2025
Kan små earbuds virkelig levere ægte gaminglyd? Jeg har testet SteelSeries Arctis GameBuds – og selvom de ikke er perfekte, leverer de langt mere, end størrelsen antyder
Denne artikel indeholder affiliate-links. Hvad det betyder, kan du læse mere om her,
SteelSeries har sat sig for at gøre op med tanken om, at gamingheadsets altid skal være store, tunge og dække hele hovedet. Med Arctis GameBuds har de skabt et sæt trådløse in-ear høretelefoner, der pakker overraskende meget teknologi ned i et kompakt og rejsevenligt design – uden at gå på kompromis med hverken lyd, forbindelsesmuligheder eller fleksibilitet. Og det fungerer. Ikke perfekt – men på mange måder langt bedre, end man måske tør håbe, når man står med det lille opladeretui i hånden.
Jeg har testet den version, der er beregnet til PC, PlayStation 5, Nintendo Switch og mobile enheder, og når man først lige har fundet ud af, hvordan systemet fungerer, så er det faktisk forbavsende nemt at få GameBuds forbundet med den enhed, man vil bruge. Der findes også en særskilt Xbox-version, men den har jeg ikke haft mulighed for at teste.
Du kan koble dem til enten via Bluetooth 5.3 eller med den medfølgende 2,4 GHz USB-C dongle, og forbindelsen via donglen har været stabil og hurtig hver gang. Det fungerer præcis som det skal, og det tager kun få sekunder at komme i gang. Bluetooth-delen er lidt en anden historie – men det vender vi tilbage til.
Lydmæssigt er jeg blevet positivt overrasket. Når man ser størrelsen på Arctis GameBuds, forventer man måske ikke det helt store – men lyden leverer. De neodymmagneter, der sidder i drivernes hjerte, sikrer et klart og veldefineret lydbillede, hvor både bas, mellemtone og diskant får plads. Lyden føles balanceret, og både under gaming og musiklytning har jeg oplevet en god separation og dybde i lyden – især når jeg har brugt Spatial Audio på PC og 3D-lyd på PlayStation 5, hvor lydens bevægelse rundt om mig føltes præcis og dynamisk.
SteelSeries’ medfølgende app er et solidt supplement til GameBuds og giver dig mulighed for at tilpasse lyden alt efter præference og spiltype. Her finder man over 100 forskellige forudindstillede lydprofiler, og det er faktisk ret smart. Da jeg spillede Helldivers 2, kunne jeg hurtigt vælge en dedikeret profil til netop det spil. Man finder ikke alle spil på listen, men langt de fleste store titler er repræsenteret, og skulle din favorit mangle, kan du enten vælge noget tilsvarende eller selv skræddersy din egen profil. Det hele er let at gå til og giver dig mulighed for at finjustere efter smag – uden at drukne i indstillinger.
Også når jeg lytter til musik eller podcasts, har det været fedt at kunne justere lyden. Jeg har en svaghed for bastung, elektronisk musik, når jeg arbejder eller træner – og her kunne jeg uden problemer skrue lydbilledet i en dybere retning uden at det gik ud over klarheden. Det er en af de ting, der gør GameBuds alsidige og brugbare i mange sammenhænge.
GameBuds har aktiv støjreduktion (ANC), og det fungerer, som det skal. Med et par tryk kan man lukke al omverdenen ude og synke ned i sin gaming – eller skifte til transparency mode, hvis man hellere vil kunne høre lidt af det, der sker omkring én. Det er ikke nyt, men det er rart at se det implementeret på en måde, der føles let at bruge og effektiv i praksis.
Mikrofonen i Arctis GameBuds er ikke noget, der blæser dig bagover, men den fungerer præcis som den skal. Den leverer en klar og tydelig stemmeføring, og selvom der findes bedre løsninger derude – især hvis man jagter studiekvalitet eller streamer regelmæssigt – så gør den jobbet fint i både spil og opkald. Til en mobil og fleksibel løsning som denne er det svært at forlange mere, og den klarer sig absolut hæderligt i forhold til størrelsen og formfaktoren.
Designet er minimalistisk og diskret. De sidder solidt i øret og er ikke til gene at have på i offentligheden. Oplader-etuiet er stilrent og lille nok til at ryge i jakkelommen uden problemer. Hver GameBud holder strøm i omkring 10 timer, og etuiet kan oplade dem op til fire gange ekstra, hvilket giver dig omkring 40 timers samlet batteritid – og det er ganske fornuftigt, især med tanke på hvor kompakt det hele er.
Men – og her kommer mit største personlige aber dabei – komforten er ikke i top for mig. De medfølgende gummidutter fås i tre størrelser, og selvom jeg testede dem alle, så endte jeg med ømhed i ørerne ved længere spilsessioner. Det er selvfølgelig en individuel sag, og nogle vil uden tvivl finde dem mere komfortable end jeg gjorde – men for mit vedkommende er mit Arctis Nova 7 stadig det headset, jeg ville vælge til de lange aftener foran skærmen.
Nu til det mindre sjove: Bluetooth-forbindelsen. Tilslutningen til min mobiltelefon har været en frustrerende oplevelse. Flere gange oplevede jeg, at lyden pludselig stoppede, og det virkede som om, GameBuds ikke helt kunne finde ud af, hvilken enhed de skulle fokusere på. Lyden satte på mystisk vis på pause af sig selv – og det blev hurtigt irriterende.
Dertil kommer, at du kun kan have én aktiv tilslutning ad gangen: enten 2,4 GHz-forbindelsen via dongle eller Bluetooth – ikke begge på samme tid. Det føles som et tilbageskridt, især når man er vant til headsets, hvor man kan have spillet i gang på konsollen og samtidig være forbundet til mobilen for at høre musik, tage opkald eller bruge Discord. Du kan godt skifte mellem forbindelserne med tre hurtige tryk på den venstre earbud, og det fungerer – men det er et kompromis, og det skal man være opmærksom på.
SteelSeries Arctis GameBuds er et stærkt bud, hvis man er på jagt efter en transportabel og alsidig lydløsning til gaming. Lyden er overraskende god, den tilhørende app giver plads til finjustering, og det hele er pakket ind i et diskret design med et solidt opladeetui. ANC og muligheden for at tilpasse lydprofiler er store plusser – og for dig, der ofte skifter mellem flere enheder, er GameBuds et fleksibelt og teknologisk stærkt produkt.
Men det er ikke uden små skønhedsfejl. Komforten var ikke optimal for mig, Bluetooth-forbindelsen til mobilen var ustabil, og manglen på samtidig tilslutning til både dongle og Bluetooth trækker lidt ned.
Når det er sagt, så er jeg alligevel ret imponeret. Arctis GameBuds leverer varen – både hvad angår lyd og funktionalitet – og er et glimrende alternativ for dig, der vil have gaming med i lommen uden at slæbe et stort headset med dig.
Produkt: SteelSeries Arctis GameBuds
Produkttype: 2.4 GHz trådløs + Bluetooth, in-ear gaming headset
Kompatibel med: Xbox Series X/S, Xbox One samt PlayStation 4/5, Nintendo Switch og PC/Mac via USB-C Dongle og mobile enheder via Bluetooth
Chefredaktør
Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Nyhed
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk