Steelseries Arctis Nova 7X Wireless-anmeldelse – Et fremragende mid-range headset
Foto: Steelseries.com
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid:
6 minutter.
May 1, 2024
Steelseries nyeste tilføjelse til Arctis-serien er mindre og lettere end forgængerne, men hvordan er lydoplevelsen og komforten?
I de seneste år har jeg med stor tilfredshed benyttet forskellige headsets fra Steelseries. Senest et Arctis 9X af lidt ældre dato, som har været min trofaste Xbox-ledsager i lang tid. Derfor var det også med store forventninger, at jeg skiftede mit gamle headset ud med det nye Steelseries Arctis Nova 7X.
SteelSeries Arctis Nova 7X kan med rette betegnes som et ‘mid-range’ headset, da det med en pris på omkring 1400 kroner ikke hører til de billigste på markedet, men absolut heller ikke er blandt de dyreste. Det er med netop dette præmis, at Arctis Nova 7X her vil blive bedømt.
Det lille ‘X’ efter 7-tallet indikerer, at dette headset er en dedikeret Xbox-udgave, der er lavet i samarbejde med Xbox. Der findes ligeledes en 7P-udgave, der er tilpasset PlayStation, samt en standardudgave, der ikke har valgt side i konsolkrigen.
Kassen indeholder: Arctis Nova 7X Wireless-headset, Kompakt USB-C trådløs dongle, USB-C til USB-A dongle-forlængerkabel, USB-C til USB-A-kabel, 3,5 mm til 3,5 mm-lydkabel – 5-stik til 4-stik, 2 aftagelige magnetiske øreplader, Produktinformationsguide og en lille foldefigur. Foto: Lau Eskildsen
Design og komfort
Steelseries Arctis Nova 7X findes i en sort og en hvid udgave. Det er udformet i et enkelt design, som viderefører mange af de sædvanlige træk fra Steelseries Arctis-serien. Headsettet er stort set udelukkende hvidt, på nær få enkelte sorte elementer, såsom det elastikbånd, der sidder under hovedbøjlen, som har den funktion, at du kan justere headsettet efter dit hovedmål. Selve hovedbøjlen er udformet i en blanding af stål og plastik, hvilket gør Steelseries Arctis Nova 7X en anelse lettere end andre headsets i serien.
Ørekopperne er formet i plastik, og de behagelige ørepuder er lavet i et åndbart materiale, der sørger for, at dine ører ikke overopheder, selv når du kaster dig ud i lange spilsessioner. På venstre ørekop finder du den udtrækkelige mikrofon samt en muteknap og mulighed for at justere lydstyrken. På den modsatte ørekop er der en powerknap samt en knap til tilslutning af Bluetooth-enheder, og du kan desuden justere balancen af lyd mellem konsol og andre enheder. Du kan tilslutte to trådløse enheder på én gang; din konsol og eksempelvis din mobiltelefon via Bluetooth – og derfor er det skønt at kunne justere, hvordan lyden skal fordeles mellem de to enheder.
Udtrykket er afdæmpet, og pasformen er yderst behagelig; faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at det er længe siden, at jeg sidst har benyttet et så komfortabelt headset. Som bonusinformation kan det nævnes, at som brillebærende gamer giver Steelseries Arctis Nova 7X god plads til din brille, uden at det på nogen måde bliver generende eller besværligt at finde plads til både headset og brille.
Headsettet har et simpelt udtryk og en behagelig pasform. Foto: Steelseries.com
Features
Der, hvor Steelseries Arctis Nova 7X for alvor bliver alle pengene værd, er i den alsidighed, headsettet tilbyder. Godtnok er denne udgave af headsettet udviklet til Xbox, men det kan samtidig tilsluttes samtlige enheder, man kan komme i tanke om – enten via Bluetooth eller via den medfølgende USB-C dongle, der gør det muligt at tilslutte headsettet til både PlayStation 4 og 5, samt Nintendo Switch. Både tilkobling til PlayStation 5 og Nintendo Switch virker upåklageligt. På donglen er der en lille knap, der kan flyttes til højre og venstre alt efter, hvilken enhed du vil benytte. Klik den til venstre for at forbinde til din Xbox eller til højre for at forbinde til dine andre USB-enheder. Det hele er hurtigt, nemt og problemfrit, og du tilslutter din enhed lynhurtigt.
Der er desuden også mulighed for at tilslutte headsettet til din PC, og her har du samtidig mulighed for at tilgå headsettets Sonar Audio-software, der gør det muligt at finjustere lyd og mikrofon, som du ønsker det. Disse indstillinger gemmes og videreføres, når du efterfølgende vender tilbage til din konsol. Du kan desværre ikke justere lyden via din konsol, hvilket er uheldigt, hvis ikke man har adgang til en computer.
Steelseries Arctis Nova 7X har en udtrækkelig Clearcast Gen2-mikrofon, som er udstyret med velfungerende støjafvisning, men som samtidig leverer fremragende stemmekvalitet, hvilket betyder, at din stemme går klart igennem, mens uønsket baggrundsstøj sorteres fra. Jeg har testet mikrofonen ved forskellige lejligheder, herunder ved nogle digitale møder, men også ved længere online spilsessioner. Ønsker du studiekvalitet, er du bedre stillet med en separat mikrofon, der er beregnet til dette, men alt i alt er det en rigtig god mikrofon.
Bluetooth-forbindelsen fungerer godt, men jeg vil stadig anbefale den medfølgende dongle, når det er muligt at benytte den. Desuden medfølger der også et jackstik, hvis man ønsker at tilslutte headsettet på den måde. Batteritiden er ligeledes ganske imponerende, og når du efter omkring 30 timer endelig løber tør for strøm, oplader du ganske simpelt og lynhurtigt via det medfølgende USB-C-stik.
Den medfølgende USB-C Dongle gør det simpelt at benytte headsettet med flere forskellige enheder. Foto: Steelseries.com
Lydkvalitet
Steelseries Arctis Nova 7X holder et særdeles højt lydmæssigt niveau, uanset hvilken konsol man benytter. Lyden kan nok bedst beskrives som velafbalanceret, klar og tydelig. På intet tidspunkt har der været udfald, og man kan tydeligt høre, om begivenhederne på skærmen udspiller sig tæt på eller i det fjerne, til højre eller til venstre for dig. På den måde er lyden enormt dynamisk, og der er en god spændvidde, der understøtter indlevelsen i din gaming. Det er takket været det Nova Acoustic System og den 360° spatial audio som Arctis Nova 7X, er udstyret med. Du får en meget klar lyd, dog lidt i den neutrale ende, men ønsker du mere bund eller en højere diskant, kan du selv foretage de ændringer via din PC.
Ser du film og serier, får du også en solid lydoplevelse, dog skal det pointeres, at lydoplevelsen var bedst, da der blev streamet direkte via enten Xbox eller PlayStation, hvor konsollerne var tilkoblet via donglen, end da der blev streamet direkte fra et smart-tv, hvor lyden var tilkoblet via Bluetooth.
Hvis du godt kan lide at lytte til musik eller podcasts, mens du spiller, så er det ingen sag, at koble to trådløse enheder til på samme tid, og samtidig får du en tilfredsstillende lydoplevelse. Der findes naturligvis andre headsets, der er specialiserede i at give den bedst mulige musikalske lydoplevelse, og det får man ikke med Steelseries Arctis Nova 7X, men til prisen og formålet får man en mere end acceptabel oplevelse.
Knapper og justeringsmuligheder tilgås nemt direkte på headsettet. Foto: Steelseries.com
Konklusion
Steelseries Arctis Nova 7X Wirelesss er et fremragende headset i mellemklassen. Vigtigst af alt er, at lydkvaliteten er i top, og samtidig er headsettet enkelt i sit design og behageligt at have på. Det er lettere end mange andre headsets i Steelseries sortiment og en smule mindre, hvilket gør dem behagelige også til længere spilsessioner.
Selvom det kunne være ønskværdigt at kunne indstille lyden efter sin egen smag direkte på konsollen, så findes muligheden på PC, hvor dine gemte indstillinger føres med over på konsollen. Desuden er diverse knapper til eksempelvis lydstyrke og Bluetooth nemme at tilgå direkte på headsettet. Mikrofonen er god uden at være i studiekvalitet, og headsettet holder strøm i over 30 timer, hvor opladning foregår nemt og hurtigt.
Den medfølgende dongle sørger for, at du kan tilslutte headsettet på mange forskellige enheder, og du kan desuden have to enheder tilsluttet på samme tid. Alt i alt er Steelseries Arctis Nova 7X Wirelesss et kvalitetsheadset til prisen, og du vil ikke fortryde din investering.
Produkt: Steelseries Arctis Nova 7X Wirelesss
Produkttype: 2.4 GHz trådløs + 3.5 mm aux-kabel + Bluetooth, closed back gaming headset
Kompatibel med: Xbox Series X/S, Xbox One samt PlayStation 4/5, Nintendo Switch og PC/Mac via USB-C Dongle og mobile enheder via Bluetooth
5 / 6
Lau Mellemgaard Eskildsen
Chefredaktør
Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer