Suikoden I&II Remaster: Gate Rune and Duncan Unification Wars-anmeldelse – Remaster med stjerneskud

Hvad er en god remaster? Er det bare at tage en klassiker, der har hobetal af fans i ryggen, og opskalere grafikken en smule? Skal man lave lidt “Quality of Life”-opdateringer med mere brugervenlig menuer og flottere effekter? Eller kan man gøre noget så drastisk, som at tilføje helt nye elementer såsom ekstra indhold for at hæve værdien af spillet?

Det er nogle af de overvejelser, som jeg tænker spiludviklere gør sig, når deres overordnede (red. aktionærer) beslutter at “næste” spil i en populær serie, skal være en remaster fremfor en fuldent efterfølger. Det var derfor både med frustration men også stor interessere, at jeg kastede mig over en JRPG klassiker som Suikoden I&II Gate Rune and Duncan Unification Wars. For hvorfor skal vi have ENDNU en remaster blandt så mange andre bare i løbet af et år – Hvorfor har fans skulle vente så længe på netop denne version? Har det overhovedet været ventetiden værd?

Velkendt historie om krig og strid

Lad os tage det fra toppen af. Historierne som henholdsvis Suikoden I og II fortæller, er på mange måder ens i deres tematik. Uro lurer under overfladen i ellers idylliske lande, der pludselig kastes ud i krigslignende tilstande.

I Suikoden 1 er det på et langt mindre plan, hvor stridighederne er mere interne, og en ellers venligsindet konge viser sig at være skrupelløs i sin jagt på mere magt.

Suikoden 2 er større i sit omfang og afbilledet af krigens gru. Den foregår i samme univers set fra et nyt perspektiv, hvor lande er i åbenlys kamp mod hinanden, hvor særligt prinsen af det ene land er ivrig efter at bade begge i en flod af blod og ild. Det er to historier fulde af magtbegær og grådighed, men også magi, venskaber og håb. Imponerende for spil fra 1995 og 98′, der nok synes redundant i nutidens spilsfære, men stadig lige så relevant nu som dengang.

Jeg nød virkelig de to sammenhængende historier. Det er tydeligt, at man i det hersens år 2025, har set det mange gange, men da dette er en remaster, er det klart, at plottet er det samme og bør respekteres således. Det tog mig henholdsvis 20 og 35 timer at komme igennem spillene, så værdien er stor, hvis man har lyst til at engagere sig i et middelalderligt univers med et ligefrem plot og nogle få twist hist og her.

Lad stjernerne forme fremtiden

Suikoden-serien er nok mest kendt for sit imponerende karaktergalleri. I begge spil kan man erhverve mere end 100-personer til ens erobrede base, og selvom de ikke alle har en funktion, giver de masser af personlighed og charme til spillene. Det er glimrende motivation at finde dem alle, da man på den måde ser sin base udvide sig med barer, restauranter og smedje der alle fungerer som drivkraft for spilleren frem mod de hårdere kampe.

Der er naturligvis også visse “stjerner” (som karaktererne relateres til), der kan indgå i dit team. Nogle har vigtige rolle at spille i plottet, og er nødvendige at have med sig på visse punkter, men der er altid rig mulighed for at lave sit eget team af lang-og nærdistance kæmpere.

Kamp-systemet er noget nær så klassisk turbaseret, som det bliver, og det er en god ting. Vi ser nu om dage så stor iver efter nytænkning, at vi glemmer hvad der skabte såkaldte “trends”, og selvom fornyelse ofte er lig med forbedring, fungerer det stadig upåklageligt i Suikoden 1+2. Der er dog tilføjet et par meget værdsatte nye mekanismer, såsom en “spole-frem”-funktion og automatisk kamp-system, hvis man gerne vil lidt hurtigere frem.

En remaster med “forbedringer”

Det er dog ikke alt “nyt” i denne remaster, som jeg sætter lige stor pris på. Begge spil har fået et automatisk gemmesystem – Højst sandsynligt for at nærme sig standarden af moderne spil, og den er noget værre bras. Stederne hvor der gemmes, virker totalt tilfældige, og de er sjældent velplaceret. Faktisk oplevede jeg et par gange at blive sat 30 minutter tilbage, fordi jeg ikke havde gemt på et af spillets (ganske vist) mange kroer, og stødte mod en for stærk fjende. Det skete også et par gange at spillet crashede, hvilket blot tilføjede til frustrationerne.

Spillene har også fået en delvis grafisk overhaling i form af baggrunde og opskalering. Meget af det er forventeligt, men at se de lettere pixeleret karakterer rende rundt på 3D-baggrunde er en smagssag om hvorvidt det virker eller ej. I min optik ser det bragende godt ud, og fører begge klassiker ind i nutiden på smukkeste vis med de til tider smukt detaljeret baggrunde.

Selve menuerne og UI har også fået en overhaling. Alle modeller ser bedre ud, men jeg ville ønske der var gjort mere ved inventar-systemet. Det er rodet og viser tydeligt sin alder, når man skal justere mellem både en “rygsæk” og de individuelles inventar, for at kunne finde det bedste til hver karakter.

Hvornår er en remaster prisen værd?

Jeg ser ofte diskussionen omkring en remasters værdi; for hvad er den “rigtige” pris for et spil, der fundamentalt er det samme som før i tiden med bare små forbedringer? Skønt der ofte ligger en meget personlig begrundelse bag, vil jeg sige det kommer an på spillets indhold og graden af forbedringer.

Jeg har set remasters der nøjedes med at tilføje stemmeskuespil (noget godt, andet skidt), eller versioner der bare kunne være en grafisk opskalering, og så vovedes der at kræves fuld pris! Suikoden I&II er over alt dette. Ikke alene er prisen lavere end sædvanlig fuld pris (i skrevne stund 350 kr.), men du får også hele to spil, der sætter værdien gevaldigt op. Havde det kun været et af spillene have snakken været en anden.

Suikoden I er en fin start for franchisen, med sin kompakte historie og ikke så meget fyld, hvorimod II er en forbedring på alle parametre. Større verden, mere indhold og et klart fokus på bedre spiloplevelser i form af brugervenlighed uden det kammer over. Kamp-systemet er ikke kun turbaseret, men har også 1-mod-1 kampe samt større slag, hvor man skal lede sin egen hær, der også får en velkommen opgradering i 2’eren. Med andre ord: Dette er en solid remaster-pakke.

Konklusion

Suikoden I&II Remaster: Gate Rune and Duncan Unification Wars har i sandhed været ventetiden værd. Ikke alene er begge spil blevet smukkere end nogensinde, men deres fortællinger, gameplay og verden holder stadig til den dag i dag. Der er små skår, der holder samlingen tilbage fra en absolut top-karakter, men hvis man bare har et gran af en JRPG-elsker i sig, gør pris kontra indhold dette til en absolut no-brainer.

Konami har nok gjort meget galt før i tiden både som virksomhed og spiludvikler. At udgive disse to klassikere i en forbedret version er bestemt ikke en af dem.