Super Monkey Ball Banana Rumble-anmeldelse – Kugleskøre abekattestreger

Det store comeback udebliver… igen… for SEGA’s kugleskøre serie, som døjer med manglende vision og teknisk middelmådighed.

Det skorter ikke på Super Monkey Ball-udgivelser, men alligevel er det som om, at SEGA’s ikoniske kuglespilsserie aldrig er kommet videre fra de to fremragende Nintendo GameCube-originaler fra startnullerne.

Men hvorfor også ændre et koncept, der bare virker? Et sæt nye baner og en stribe sjove minispil, og så er man ellers kørende… eller trillende som i tilfældet med Super Monkey Ball.

Problemet er bare, at for hvert nyt Super Monkey Ball-spil, SEGA producerer, rykker de sig længere og længere væk fra det, der gjorde originalerne gode.

Og selv når de genbesøger disse, som vi så det med 2021-indslaget Banana Mania, der netop var et remake af de originale spil, formår SEGA at klokke i det, hvad enten det skyldes haltende teknik eller tvivlsomme designændringer.

Så lad os bare få det presserende spørgsmål af vejen først. Kan seneste skud på stammen i Super Monkey Ball-serien, Banana Rumble, ændre på det mønster? NEJ…

Rundtosset teknik

Selvom Banana Rumble på papiret har alt, der skal til for at blive et godt Monkey Ball-spil, bl.a. en ny singleplayer-kampagne med over 200 baner, samt fem nye/tilbagevendende minispil,

så fumler SEGA’s ellers så kompetente Ryu Ga Gotoku-studie (Like a Dragon, Lost Judgment) med teknikken.

De døjer nemlig til stadighed med at replikere den egenudviklede fysikmotor fra de oprindelige spil efter skiftet til Unity-tredjepartsmotoren. Det, der skulle være et gnidningsfrit kuglespil, hvor man som spiller føler sig i kontrol over kuglens selv mindste bevægelser, bliver ofte reduceret til det ene frustrerende forsøg efter det andet, hvor man triller af banen uden reelt at have følingen med hvorfor – og derfor har ringe mulighed for at forbedre sig.

Især halter det med den ellers nye ’charge’-funktion, hvor man ved at holde en knap nede kan skyde sin abekugle afsted med ekstra fart. Idéen er fin nok, men den føles meget inkonsistent at bruge, hvorfor de bedste baner uheldigvis er dem, hvor man slipper for at bruge den.

Ej heller hjælper det, at der ikke er styr på opdateringsfrekvensen i Banana Rumble, trods kun at udkomme til én platform, Nintendo Switch. Spillet forsøger at ramme 60 billeder i sekundet, men formår det sjældent i praksis. Resultatet er et ustabilt, hakkende billede, og det er selvsagt skidt i et spil, der handler om millimeterpræcision.

Endnu værre er det i spillets online-multiplayer, hvor op til 16 spillere kan være med. Her taler vi PlayStation/Nintendo 64-niveau af ustabil opdateringsfrekvens, der bare ikke er godt nok efter nutidens standarder og til spiltypen her.

Glimt af noget godt

Med al tekniksnakken ude af vagten, er der selvfølgelig stadig noget at holde af i Super Monkey Ball Banana Rumble.

Grundkonceptet står stadig stærkt, selv her +20 år senere, og kan man lægge gennemførselsmanien fra sig et øjeblik, er det ganske hyggeligt bare at trille rundt i nogle baner og samle bananer.

Især med to eller flere spille er det sjovt at lade controlleren gå på tur for at se, hvem der kan komme længst – og selv minispillene vokser sig større end deres tekniske problemer, når flere er samlet om samme skærm.

Det er glimt af noget godt her, men så længe udviklerne hverken evner at tage serien et nyt sted hen, endsige replikere originalernes stramme spildesign, så bliver det mere end almindeligt op ad bakke for SEGA’s kugleskøre serie.

Dermed er vi tilbage ved begyndelsen og devisen om, at Super Monkey Ball-spillene til stadighed (over)lever på deres forhistorie, mens det store comeback, som Banana Rumble potentielt kunne have været, endnu engang formår at trille ud over kanten.