Surviving Ohio State-anmeldelse – Systematisk svigt afdækkes i rystende HBO-dokumentar

Der er få ting, der fylder så meget i amerikansk kultur som college-sport. I visse stater og på visse universiteter er det ikke bare en fritidsaktivitet eller et springbræt til noget større – det er religion. Der fyldes stadioner med titusindvis af tilskuere, der handles tv-rettigheder for millioner af dollars, og unge atleter dyrkes som helte, længe før de overhovedet har fået deres eksamensbevis. Nogle steder er det faktisk vigtigere end professionel sport, og det er netop i dette miljø – midt i hyldesten af ungdom, styrke og institutionel stolthed – at dokumentarfilmen Surviving Ohio State tager sit afsæt.

Filmen er instrueret af den Oscar-vindende dokumentarist Eva Orner, kendt for sine skarpe, samfundskritiske fortællinger, og har allerede haft sin premiere på Tribeca Film Festival tidligere på året, hvor den modtog stående applaus og rosende ord med på vejen. Og nu, hvor den om få dage lander på HBO Max, bliver det muligt for et bredere publikum at opleve, hvad der – allerede nu – fremstår som en af årets mest ubehagelige, men nødvendige dokumentarer.

Surviving Ohio State handler nemlig ikke om sejre, trofæer eller sportslige triumfer. I stedet handler den om magtmisbrug, systematisk svigt og det at blive ignoreret af en institution, der burde beskytte én. Gennem ofrenes fortællinger og en grundig, journalistisk afdækning skildrer filmen den omfattende sag om lægen Richard Strauss, der i to årtier arbejdede for Ohio State University og i den periode forgreb sig på flere hundrede mandlige atleter – mens universitetet nærmest bevidst så den anden vej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Elgiganten

Når tavsheden bliver tydelig

Dokumentaren bruger hverken dramatiske rekonstruktioner eller høj emotionel musik. I stedet lader den ofrene tale for sig selv – og det giver filmen en særlig tyngde. Mange af dem har aldrig før talt åbent om det, de har oplevet, og netop derfor føles deres fortællinger så ærlige og ægte. Vi ser dem, som de er i dag – voksne mænd, der kigger tilbage på en tid, hvor de burde have været beskyttet, men i stedet blev udnyttet. Det er vidnesbyrd, som ikke prøver at skabe medlidenhed, men som i stedet skaber forståelse for, hvor svært det er at sige noget højt, som ingen ønskede at høre dengang.

Filmen veksler mellem interviews, officielle dokumenter og arkivbilleder, og det er særligt kontrasten mellem de pæne campus-facader og de ødelæggende oplevelser, der giver stoffet alvor. Man mærker tydeligt, hvordan instruktøren har ønsket at sætte sagen i en kontekst – så det ikke bare bliver en fortælling om en række overgreb, men om et institutionelt svigt, hvor systemet valgte at lukke øjnene i stedet for at gribe ind.

Det er i den sammenhæng, at filmens tema for alvor bliver tydelig. For det handler i høj grad også om tillid. Når man som forælder sender sit barn af sted til et anerkendt college, så gør man det med en forventning om, at det er mennesker og institutioner, man kan regne med. At nogen tager ansvar. Og netop derfor er det så rystende, at det stik modsatte skete i så mange år uden konsekvenser.

Ingen havde mere magt end ham

Det meste af dokumentaren er optaget hjemme hos de medvirkende. Der er en bevidsthed om at skabe en tryghed, som gør det lettere at tale om noget, der ikke er nemt at sætte ord på. Samtalerne filmes med rolige kamerabevægelser, og der bruges underlægningsmusik, der aldrig bliver for overdrevet. Det er afdæmpet, men præcist, og det gør, at man som seer kan fokusere på indholdet og sammenhængen, uden at blive trukket følelsesmæssigt rundt i manegen. Orners fortrolige tilgang og journalistiske skarphed er tydelig i måden, hun dygtigt bygger fortællingen op på.

Filmen giver sig også tid til at forklare, hvordan det overhovedet kunne ske. Hvordan én mand – Dr. Richard Strauss – kunne opbygge en position, hvor han reelt havde magten over hundredvis af unge mænds fremtid. Hvis han sagde, at man ikke var klar, så kom man ikke på banen. Og i en verden, hvor sport er en potentiel adgangsbillet til et bedre liv, er det klart, at mange valgte at finde sig i det. Selv når det, der foregik, var alt andet end acceptabelt.

Der var tale om et mønster – en offentlig hemmelighed, som mange kendte til, men som ingen for alvor gjorde noget ved. Igen og igen bliver det tydeligt, hvordan rygterne florerede, og hvordan skolens ledelse valgte at affeje dem – på trods af utallige klager.

Filmen gør det meget klart, hvordan selv disse fysisk stærke mænd endte som ofre. De kunne godt have sagt fra, men hele systemet omkring dem var så gennemført fordærvet, at der ganske enkelt ikke fandtes plads til en skandale. Det handlede om resultater, om omdømme og om at holde facaden. Derfor blev det også den perfekte jagtmark for et seksuelt rovdyr.

Konklusion

Surviving Ohio State er en afdæmpet, men stærk dokumentar, der undgår overdrivelser og følelsesstyring. I stedet giver den plads til stemmerne, der har været tavse alt for længe, og viser med klarhed, hvordan et helt system gradvist endte med at svigte. Netop fordi filmen fortæller historien med ro, præcision og respekt, bliver den ved med at rumstere i tankerne. Det er en film, man husker – på grund af sin tålmodighed, sin menneskelighed og sin vilje til at tage både ofrene seriøst.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer