Swan Song-anmeldelse – Når en god ide ikke er nok!

Som anmeldere forsøger vi altid at være så objektive som muligt. Det er klart, at den objektive anmeldelse ikke findes, men alligevel forsøger man så vidt muligt ikke at lade sin holdning farve af omstændigheder eller bekendtskaber.

En faktor, der godt kan besværliggøre processen, er, hvis det drejer sig om folks egne oplevelser, og særligt hvis det handler om tab eller andre traumer.

Man skal være noget af en kold psykopat, hvis man ligefrem jubler over at skulle kritisere noget, der bygger på andre menneskers virkelige og gennemlevede smerte.

Derfor var der også en vis nervøsitet, der bredte sig hos mig, da jeg på Swan Songs titelbillede blev præsenteret for, at dette spil var bygget på en virkelig historie, og at det handlede om dødelig sygdom.

Den personlige kant kan mærkes

Hele vejen gennem Swan Song kan det mærkes, at der her er tale om et meget personligt projekt. På godt og ondt.

Swan Song er ret beset et puzzlespil. Du har en kavalkade af små puzzles, og indimellem får du en lille smule af historien fortalt.

Omdrejningspunktet for begge dele er en spilledåse, som hver gang man sætter nøglen i og åbner låget, enten afslører et nyt puzzle eller en genstand, der fortæller noget mere af historien.

Som nævnt afsløres det allerede, inden spillet går i gang, at Swan Song er bygget på en virkelig historie, og at denne historie handler om dødelig sygdom. I historien følger vi en lille familie på tre, hvor moderen har kræft. Dette afsløres ikke gennem mellemsekvenser, men i stedet gennem genstande såsom pilleglas, breve, billeder af rum og indspillede bånd, hvor personerne taler sammen, eller moderen prøver at lave musik osv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Warner Bros Denmark

Det er meget tydeligt, at nogen, der har haft dette meget tæt inde på livet, har været inde over dette spil, for de situationer, der udspiller sig, føles på samme tid meget rå og realistiske. Og det er en ret tragisk historie, som jeg dog heldigvis føler bliver afsluttet meget fint i spillet, men der er et stort problem. På intet tidspunkt får vi sat ansigter på personerne. Vi har kun stemmerne, og selv disse er i meget små bidder.

Man kan sagtens lave en gribende fortælling og lade stemmerne gøre alt arbejdet, særligt også fordi jeg sagtens kan forestille mig, at det faktum, at det netop er så personlig en historie, har givet anledning til et bevidst valg om ikke at sætte ansigt på hovedpersonerne.

Der, hvor det går galt for Swan Song, er, at de bidder, vi får, er så små og så langt imellem hinanden, og samtidig ikke for alvor føles som om, de har noget med de puzzles at gøre, man skal gennemføre, at jeg desværre aldrig for alvor blev investeret i familien.

Hvert afsnit af puzzles har 12 unikke puzzles, før man åbner næste kapitel, og derimellem er der måske én, maks to genstande eller lydbidder, man får at se og høre, hvilket gør, at der går alt for lang tid, hvor man ikke tænker på familien. Dermed blev jeg gang på gang revet helt ud af historien, og dermed fik historien heller ikke det emotionelle punch, som jeg føler, den her meget personlige historie fortjener.

Musikken som kerne

Musik er i den grad en hjørnesten i spillet, eller det er i hvert fald meningen. For det første er det en spilledåse med noder, man løser puzzles i, og samtidig handler historien meget om, hvor stor en rolle musik spillede i den her familie. Moderen Amber har skrevet musik, og datteren Edith baserer sine egne sange på moderens musik.

Desværre er det yderst sparsommeligt, hvad vi får lov til at høre af den her musik, og samtidig er musik ikke virkelig en væsentlig del af puzzles. Ja, du bruger noder, hvilket vi kommer ind på senere, men det er i bedste fald lidt klimperi, der kommer ud af et løst puzzle, og lidt andeskræppen, men det føles aldrig som om, der er nok musik i det her spil, der tydeligvis har musik som et kernepunkt, hvilket igen er med til at hæmme, hvor meget historien for alvor rammer.

Musikken kommer dog til sin ret i slutningen, hvilket jeg virkelig er glad for. Jeg føler faktisk, at måden, man slutter spillet på, er med til at trække det gevaldigt op. Men samtidig er det også brandærgerligt, at man først for alvor bliver hevet med, når det er slut.

Med til lyden hører også den smule stemmeskuespil, der er til stede enkelte steder i spillet. Jeg var noget overrasket over at finde ud af, at stemmeskuespillerne, der spiller henholdsvis den unge og den voksne Edith, faktisk aldrig har lavet stemmeskuespil før, for de var begge højdepunkterne for mig. Desværre var stemmeskuespillet for faderen meget mekanisk og føltes fuldstændig uden indlevelse, hvilket også var med til at gøre det sværere at leve sig ind i historien.

Fin idé, der hurtigt bliver ensformig

Men nu er det jo først og fremmest et puzzle game, vi har med at gøre, så lad os holde fokus der for en stund.

Spillets puzzles handler om at få en lille svaneunge af træ fra den ene ende til den anden. Dette gøres ved at placere noder på et farvet ark, og hver gang en node rammer den givne farve, reagerer de elementer, der er i puzzlet. Dette kan være, at platforme rykker sig eller drejer rundt, eller andre ting. Alt sammen for at få den lille svaneunge sikkert i mål.

Der er undervejs små hints til, hvorfor det lige er en svaneunge, der er valgt, men ellers er der ikke rigtig meget sammenhæng mellem puzzles og det, man gør deri, og den overordnede historie.

Selve idéen til disse puzzles er faktisk rigtig fin, og det var ganske sjovt at opleve, hvordan der løbende blev tilføjet nye elementer, og udfordringen gradvist blev sværere, jo flere kapitler man kom ind i spillet. Der er i alt ni kapitler med 12 puzzles i hvert kapitel plus et lille tutorial-kapitel.

Tager man den mængde i betragtning, er der desværre slet ikke nok variation i de her puzzles. Det her føles som den type puzzle, der kunne have været en lille del af et meget større spil, og hvis man så spillede den type 10-15 gange over spillets samlede forløb, ville det føles sjovt og fornøjeligt, men nu og i denne mængde blev det desværre alt for ensformigt for mig.

Samtidig er det værd at nævne, at spillet kun gemmer i begyndelsen af et kapitel, så hvis man var syv puzzles inde i et kapitel og så lukker spillet, skal man starte forfra næste gang. Selvom løsningerne er de samme hver gang, er det stadig irriterende at skulle genspille så meget igen.

Og det er ikke, fordi spillet tager lang tid at gennemføre. Alt efter hvor god man er til at løse puzzles, kan man snildt gennemføre spillet på otte timer eller måske endda mindre, og derfor er det endnu mere sigende, at jeg nåede at blive træt af de her puzzles på trods af den korte spilletid.

Konklusion

Som jeg begyndte med at sige, kan det mærkes hele vejen igennem, at Swan Song er et meget personligt projekt, der har betydet meget for udviklerne, og der er også flere rigtig gode idéer i spillet.

Derfor føles det også ekstra ærgerligt, at spillet ikke rigtig formår at komme i mål for mig. Historien følte jeg mig aldrig rigtig som en del af, og på trods af en god grundidé til puzzles blev de hurtigt alt for ensformige, og det endte med at føles som en sur pligt at komme igennem dem frem for en fornøjelse.

Det havde ikke været et problem, hvis man kunne tage et puzzle om dagen, men det fungerer ikke, når man kun kan gemme per kapitel.

Alt i alt er Swan Song desværre ikke en titel, der nogensinde for alvor formår at løfte sig til meget mere end blot en god idé, der havde fortjent at være meget bedre.

Anders Isaksen

Skribent & Anmelder

---

Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.