‘System Shock’ er veludført, moderniseret retro – også for nytilkommere

Da ‘System Shock’ udkom for første gang tilbage i 1994, var Hardwire-anmelder, Daniel Møgelhøj, to år gammel. Er det værd at tage kampen op mod den morderiske AI fra det næsten 30 år gamle spil? Læs med og få svaret

Når et spilstudie giver sig i kast med at modernisere et spil som ‘System Shock’, der første gang udkom i 1994, så er der typisk et hav af problematiske situationer sådan et projekt kan havne i. Specielt når vi har med en titel at gøre, hvor en stor gruppe af fans har så stærkt et nostalgisk bånd til spillet, som det er tilfældet med ’System Shock’. 

For faren er, at spillet enten ikke har samme charme som originalen, eller at udvikleren bare har lavet en direkte 1-1 genudgivelse af det originale software, hvor bevægelse foregår på piletasterne og hoppeknappen er alt andet end mellemrumstasten.

Med andre ord – dét er ikke en nem opgave at skulle oversætte uddateret gameplay og kantede polygoner til den moderne gamers sarte smagsløg. Men på nærmest magisk vis, formår Nightdive Studios, der står bag moderniseringen af System Shock, at overbevise mig om, at deres mål om at genoplive gamle PC-titler, måske ikke er så dum en idé igen.

For selvom jeg selv synes, at mit Steam bibliotek er fyldt med en bred vifte af spil fra forskellige tidsaldre i spilkulturens tidslinje, så har jeg aldrig spillet den originale udgave af ’System Shock’ eller genudgivelsen fra 2015, produceret af den originale udvikler af spillet Looking Glass Studios (der også er kendt for ‘Thief’-spilserien).

Det der fangede min nysgerrighed allermest ved System Shock 2023 var om det, for en gamer som jeg, der aldrig har stiftet bekendtskab med originalen, kan stå på egne ben til prisen og uden nostalgien som bærende fundament.

Kom i gang, eller kom i kødhakkeren

Året er 2072, og det velkendte fremtids-cyberpunk-neonlys stråler ind gennem metalpersiennerne og ud på gulvet. Lyset kommer fra et stort skilt, hvor der står: ‘TriOptimum Corporation’. Du er i færd med at hacke dig ind i en database fyldt med fortrolig information, som du nemt kan sælge på det sorte marked for en god sjat penge.

Men før du ved af det, hører du hurtige fodtrin udenfor din dør, du ser et par skygger liste sig forbi dit vindue, og med et brag bliver din hoveddør slået ind hvorefter flere kampklædte soldater stormer ind. Straks bliver du kneblet og slået bevidstløs, dog ikke før du når at give dem alle en rank langefinger.

Da du igen kommer til bevidsthed, sidder du i et kontor omringet af selvsamme soldater, men nu også et hologram af en mand i jakkesæt, der beder dig om at fjerne en række “Etiske retningslinjer fra den kunstige intelligens, der går under navnet SHODAN”.

Med lovning på, at du som betaling vil modtage en række kybernetiske opgraderinger, går du med på aftalen, og før du ved af det, vågner du alene på TriOptimums rumstation, hvor der kun er ét sæt øjne på dig… SHODAN.

Det her er vitterligt de første 5 minutter i System Shock, og jeg må ærligt indrømme, at jeg var vanvittigt imponeret over, hvor lidt jeg egentligt fik forklaret, og hvor meget jeg allerede forstod af spillets univers, hovedpersonens placering i det univers og hans moralske kompas, efter mindre end 10 minutter i spillet.

Jeg føler ofte i nyere spil, at jeg bliver tvangsfodret med flere linjers baggrundshistorie, introduktioner til karakterer, tutorials til våben og skilltrees. 

I System Shock er det, “kom i gang, eller kom i kødhakkeren”.

Der er selvfølgelig en god portion “tooltips” i løbet af spillet, som forklarer dig, hvordan du bruger dine våben, navigerer på mappet og interagerer med dine items i dit inventory. Men det bliver introduceret i let-spiselige intervaller, som komplimenterer det første niveaus layout virkelig godt.

Du ved aldrig, hvornår du får brug for et jernrør

Jeg bliver også nødt til lige at understrege, hvor fedt survival-delen af spillet er sat op. Du har nemlig mulighed for at samle alt op, lave det om til scrap, og putte det ind i en genbrugsmaskine, hvor du så modtager x antal mønter – alt afhængigt af hvor meget scrap du kommer med.

De mønter kan du bruge på mad, healing, attack buffs og ammunition, som virkelig er en mangelvare, når du kommer længere op igennem rumstationens etager.

Våben føles meget lette i dine hænder – uanset om de skyder med skud eller elektricitet, men det gør faktisk ikke noget, for kampsekvenserne foregår enten i konstant tilbagetog, i skjul rundt om hjørnet eller helt tæt på med dit trofaste jernrør.

Jason fra ’Terkel i knibe’ ville være stolt.

 

Spillets puzzles er for det meste ganske simple opgaver, hvor du skal aktivere strømmen til en dør eller en bro. Men en unik ting, som jeg ikke har set før ’System Shock’, er “Security”-elementet, der er til hver etage.

Når du ankommer til en ny etage har SHODAN 100% security på hele banen. Men jo flere kameraer og CPU-komponenter, du smadrer, jo mere formindskes den morderiske kunstige intelligens’ indflydelse på gangene.

Hvis SHODAN kan se dig, ved den, hvor den skal sende sine monstre hen, og det giver faktisk en super fed følelse af kontrol, når du saboterer dens planer.

Fjender kommer i en bred vifte af cyborg-vederstyggeligheder. Igennem spillet opdager du hurtigt, at SHODAN er begyndt at ombygge de tidligere beboere på rumstationen til sin egen personlige hær af vanskabninger. De fleste væsener ligner en blanding af José Padilhas ’Robocop’ og Fallouts ghouls.

Men det mest spooky er, når SHODAN sender nye fjender op gennem gulvet bag dig. Det giver nogle super skræmmende scenarier, hvor du lige pludselig skal til at finde metalrøret frem og svinge alt, hvad du har lært.

Quicksave. Quicksave. Quicksave!

Lad os zoome lidt mere ind på, hvordan Nightdive har eksekveret leveldesignet i System Shock. For det er faktisk her jeg føler, at du virkelig kan mærke at det her spil udkom for første gang i 1994.

Gangene er som ofte meget firkantede og klaustrofobiske, hvilket komplimenterer det faktum, at du er på en rumstation relativt godt. Desværre begynder gangene at ligne hinanden alt for meget.

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg fandt mig selv i at gå i ring, for så at ty til kortet over etagen og så ikke kunne finde den mikroskopiske lille trekant, der pinpointer min placering. Hvilket er super frustrerend,e når du leder efter den elevator som skal tage dig videre til det næste niveau. Da jeg så endelig finder trekanten, befinder den sig inde i en linje, der forestiller en væg.

 

Det er sådanne ting, der desværre trækker den samlede oplevelse ned. Hvad, der dog tager prisen for det absolut værste aspekt af ’System Shock’, er den uddaterede tilgang til at skulle gemme sit spil, hver gang du går rundt om et hjørne.

Jeg formåede at spille omkring 40 minutter, hvor jeg blev skudt af en af de mange morderiske robotter, der vandrer rundt i de mørke gange. Da jeg loader ind i spillet igen, ser jeg til min rædsel, at jeg er hele vejen tilbage i starten af banen.

På det tidspunkt frigav jeg så meget toksisk vrede, at du kunne få en geigertæller til at lave den samme lyd, som hvis du stod lige foran elefantfoden dybt under Tjernobyls reaktorrum.

Det var sådan man gjorde dengang, og jo længere i spillet du kommer, desto mere giver det mening, da du låser op for sådan nogle “reassembly” maskiner, som fungerer en smule som et bonfire i et Dark Souls spil.

Jeg følte på det tidspunkt, at jeg aldrig var blevet advaret på forhånd om, hvor vigtigt det er at gemme i spillet, og derfor føltes det super demotiverende at miste alt den progression, i et spil der ellers startede voldsomt stærkt ud.

Herefter skete der dog noget med den måde jeg spillede spillet på. Jeg var meget mere påpasselig med, hvordan jeg gik i combat, jeg begyndte at lægge meget mere mærke til, hvilke ressourcer jeg havde i mit inventory, og jeg begyndte at gemme mit spil i samme interval som, hvis hvert nyt rum var en situation i Skyrim, hvor jeg trykkede quicksave fordi jeg “lige skulle prøve noget”.

 

Skulle man have været der?

Efter min mening står ’System Shock’ enormt stærkt som et moderne FPS Survival Horror-spil. Nightdive Studios viser med det her remake, at de forstår at oversætte retro gamedesign fra 1994 til en æstetisk, skræmmende og awesome fortælling i en ikke så fjern og ikke så fiktionel sci-fi-setting.

Jeg kan kun være taknemlig for, at Nightdive har taget på sig, at introducere gamle perler til nye generationer af gamere. For jeg er virkelig glad for at have lært ’System Shock’ at kende.