Terrifier 3-anmeldelse – En grotesk oplevelse, der mangler dybde

October 31, 2024
Gyserfilmen Terrifier 3 er fortsættelsen til Terrifier 2, hvor dræberklovnen Art the Clown vender tilbage. Det er blevet jul, og alle glæder sig til at tilbringe en hyggelig højtid sammen med familien i trygge rammer. Der er dog én undtagelse: dræberen har nemlig helt andre planer for den fredelige juletid.
Terrifier 3 byder atter på den yderst sadistiske dræberklovn Art the Clown, igen spillet af David Howard Thornton, mens Lauren LaVera gentager sin rolle som heltinden Sienna. Det er ligeledes igen instruktør og manuskriptforfatter Damien Leone, der står bag 3’eren. Nogle af nyere tids mest hypede og omtalte gyserfilm er desuden netop de to yderst blodige første Terrifier-film – særligt Terrifier 2, som angiveligt fik folk til både at besvime og kaste op.
Men er en af de mest hypede splatterfilm virkelig værd at se, eller bliver hypen endnu en gang startet lidt for hurtigt?

En grotesk og hjernedød blodig oplevelse, som ikke er meget andet end det
Allerede i de første 10 minutter af filmen bliver rammen sat, og hvis man får det dårligt af det, bør man forlade biografen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en så ulækker film på så mange måder. Men det betyder ikke, at den var dårlig som sådan. Jeg elskede alt det praktiske arbejde, der blev gjort i filmen, da mange af drabene og de makabre øjeblikke er skabt med praktiske effekter og ikke computereffekter. Sådan noget sætter jeg altid pris på, da det får scenerne til at se mere levende og ægte ud på en super ulækker måde.

David Howard Thornton vender tilbage som Art the Clown og er i topform. Han formår at forvandle sig til… ja, en klovn, der opfører sig fjollet, men i næste øjeblik er han den mest sadistiske skabning på jorden. Det er hundrede procent hans præstation og rolle, der nærmest er det eneste, der holder filmen i gang. For ærlig talt, der er ikke meget andet, der fangede mig.
Jeg sætter pris på de praktiske effekter og den ekstreme vold, som er sindsygt godt lavet, og det er hele filmen generelt, hvilket gør mig til en glad person. Men når det er udført så godt, og håndværket er i orden, så er det skuffende, at det er det eneste, filmen har at byde på. Er det virkelig værdig til al den hype? Jeg forstår, at mange elsker at slå hjernen fra og bare se en grotesk splatterfilm med vennerne og så komme videre. Det humør kender jeg godt. Men i Terrifier 3 var der næsten ingen karakterer, jeg holdt med, eller som jeg egentlig kunne lide. En undtagelse var en True Crime-podcaster, der ligesom mange podcasts i den genre laver underholdning ud af ægte drabssager. Hvis man hader den type podcasts, så er denne film lige noget for dig – trust me.

Konklusion
Terrifier 3 leverer groteske og sindssygt ulækre drab, som desværre er det eneste, filmen gør rigtig godt. Langt hen ad vejen snubler den med at skabe et generelt interessant plot og mindeværdige karakterer. Art the Clown er det bedste ved filmen, da skuespilleren David Howard Thornton brillerer, og det virker til at være en rolle, han virkelig nyder at spille.
Men som en af de mest hypede gyserfilm i nyere tid syntes jeg bestemt ikke, den levede op til meget andet end et vanvittigt blodbad. Det er noget, som jeg anerkender, mange elsker – og jeg synes også, det var godt lavet – men hvis man søger mere end det, tror jeg, man bliver skuffet.
Medie: Biograf
Medvirkende: Lauren LaVera, David Howard Thornton, Antonella Rose, Elliott Fullam, Samantha Scaffidi, Margaret Anne Florence
Instruktør: Damien Leone
Genre: Slasher Horror, Dark Comedy
Premieredato: 31. Oktober 2024
Spilletid: 125 minutter
Selskab: Cineverse

Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Nyhed
May 9, 2025
Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?
© Copyright - arkaden.dk