The Acolyte-streaming-anmeldelse – Galaksen er blevet en holdeplads for en krimigåde

Den måske mindst Star Wars-agtige af alle Star Wars-input hidtil. The Acolyte har sine begrænsninger, men fjerner man skyklapperne, så er der rigelig underholdning at hente.

Det vækker altid stor opmærksomhed, når der er nyt på Star Wars-fronten. Det er også tilfældet med Disney+ seneste skud på stammen, der bærer titlen The Acolyte. Det springende punkt for denne serie er, at vi for første gang præsenteres for tiden, hvor Jedi-ordenen er på sit højeste. I fansprog hedder det periodemæssigt ved slutningen af High Republic-æraen, som kan pinpointes tilbage til omkring 100 år før begivenhederne i The Phantom Menace. Kraften er stærk og jedi-riddere trænes efter bedste formåen, som vi kender det fra Luke, Obi-Wan og Yoda. Dog er der – ikke overraskende – nogen som i det skjulte eksperimenterer med Kraftens mørke side… Velkommen ombord!

Headland her, der og alle vegne

Leslye Headland har haft travlt. Skaber, forfatter, showrunner for den samlede produktion og, nå ja, så også lige instruktør på to af seriens otte afsnit. Hun har nærmest fået implementeret en krimi i Star Wars-universet, for det umiddelbare omdrejningspunkt for The Acolyte er mordet på en jedi (Master Indara spillet af Carrie-Anne Moss – The Matrix, Mememto, Chocolat). Vi som tilskuere er med til ugerningen, så der er ikke meget Sherlock Holmes at gøre godt med.

En tidligere jedi-trænet elev, som dog sprang fra den endelige uddannelse, Osha, passer på den mistænktes beskrivelse – ganske som vi så det – men Master Sol (Lee Jung-jae – Squid Game) har sin tvivl. Osha har ingen som helst grund til at stå bag dette. 

En whodunnit udfolder sig

Sol, der netop er den jedi-master, der trænede Osha i sin tid, sættes på opgaven med at finde bagmanden. Osha renses for mistanken, da et nyt mord på en jedi-master sker. Osha er nemlig sammen med Sol på gerningstidspunktet, men igen passer beskrivelsen på Osha. Det bliver klart for alle, at Oshas tvillingesøster Mae er den skyldige. En tvillingesøster som Osha troede var omkommet i en brand i deres barndomsår. En brand der kostede hele Oshas familie livet. Det bliver klart for alle, at Mae er drevet af hævnlyst mod de fire jedis, som hun mener var årsagen til at deres visit på familiens hjemsted endte i tragedie. Nu er to jedis døde. Mae mangler således stadig to på sin dødsliste. Den ene er wookieen Kelnacca (spillet af Joonas Suotamo, der senest kunne opleves som foredragsholder ved SCIFICON i Randers i foråret) og den sidste er såmænd Master Sol selv. Sol, Osha og et lille hold hjælpere må nu forsøge at stoppe Mae, inden hun får tilvejebragt sine ondskabsfulde hensigter. Dertil kommer naturligvis opgaven med at finde ud af, hvem der har trænet hende til at kunne besejre jedimasters. En træning, der næppe står i Kraftens positive lys…

Get on your mood

At skulle tackle The Acolyte er såmænd slet ikke så let en opgave. Det handler i høj grad om hvilke briller, man tager på. Jeg kunne pege fingre af at tildele en krimi i Star Wars-universet uden nævneværdig tråd til den øvrige sammenhæng. Jeg kunne pege fingre af, at den fremstår banal og måske som en slags kunstig åndedræt til franchisen. Jeg kunne måske også dristes til at sige, at serien er den mindst Star Wars-agtige Star Wars-serie nogensinde. Tager jeg så et sæt briller på, der minder om en meget omtalt hat med to bogstaver påklistret, så får jeg et andet vue. Man er nemlig temmelig godt underholdt alligevel. Ikke at The Acolyte er i nærheden af The Mandalorian eller The Book Of Boba Fett. Den ligger sådan stabilt til i midten sammen med Ahsoka, men så tilmed noget bedre end Obi-Wan og langt bedre end Andor, der var ét stort og intetsigende talkshow. Det er ikke fordi, at The Acolyte ikke taber kadencen undervejs. Den har sine tynde momenter, indrømmet. To tilbageskuende afsnit for at få alle ender til at give mening, er måske også lige i overkanten, når der blot er otte afsnit at rutte med.

En sagas pro et contra

Et lille knuckles kan sendes til Amandla Stenberg, der påtager sig rollen som både Osha og Mae, og så er Lee Jung-jae præcis så sympatisk, som karakteren påkræver. Ellers er det så som så med fremtrædende skuespilspræstationer. Det, man måske savner lidt i The Acolyte, er franchisens fokus på planeter, sære væsner og adskillige mærkværdige transportmidler. Denne del står lidt tilbage i denne serie. Jeg vil desuden mene, at replikkerne til tider er lidt skæve, hvis de skal være tro mod helheden. Ungdommens stemme er lidt for “frisk” og “rap” i forhold til, at vi skal forestille os at være omkring et århundrede før, at Anakin drønede rundt på podracer. Man får måske nok ikke de helt store Star Wars-vibes, som ægte fans værdsætter så højt. Til sammenligning i disse EM-tider, så vil roligans også gerne underholdes samtidig med, at resultaterne helst skal være i orden. Star Wars-fans vil også underholdes, men rammen skal helst være i det ydre rum i en galakse langt, langt væk. Her er The Acolyte nok for jordnær, og de primære karakterer er måske nok “for menneskelige”. Tilbage til ja-hatten. Kan man underholdes af de otte afsnit som selvstændig serie, når nu parringen til øvrigt indhold er fraværende? Ja, det kan man sagtens. Særligt, hvis man tager Star Wars-trademarket ud af The Acolyte.