The Darkest Files-anmeldelse – straf nazister med loven som våben

Hvordan behandler man et mørkt kapitel i menneskehedens historie, så det både bliver gjort smagfuldt og spændende på samme tid? Det har tyske Paintbucket Games i den grad fundet svaret på med The Darkest Files, der er en slags hybrid mellem adventure/detektivspil og en decideret advokat-simulator.

I The Darkest Files spiller man nemlig som Esther Katz, en nyuddannet jurist i et Tyskland kort efter Anden Verdenskrig, hvor uroen hersker. Katz får jobbet som anklager hos den hårde negl Fritz Bauer, der kun har ét mål – at bringe nazister foran retten for deres forbrydelser under krigen. Det gør man i korte træk ved at gennemgå dokumenter, afhøre vidner eller mistænkte samt ved at undersøge gerningssteder.

Hvis du genkender navnet Fritz Bauer, er du formentlig mere historisk kyndig end jeg, for han var nemlig en virkelig, jødisk statsanklager, hvis jernvilje i jagten på nazister efter Anden Verdenskrig utvivlsomt har været en stor inspiration for udviklerne bag The Darkest Files. De forbrydelser, man efterforsker i løbet af spillet, er nemlig alle afspejlinger af virkelige sager, som spillet præsenterer for spilleren efter hver akts afslutning, hvis man har lyst til at se dem.

Det er dystre forbrydelser fyldt med frygtelige mennesker, der alle lyver på den ene eller anden vis, og/eller føler sig berettiget i deres umenneskelige handlinger på forskruede måder. Og shit, hvor er det spændende, for spillet leverer det hele med en præsentation og en spillestil, der bestemt ikke er for alle – men som i den grad er for mig.

Tænk som en jurist

Har man nogensinde spillet Ace Attorney-serien, hvor man modsat Esther Katz spiller som en forsvarsadvokat, så vil gameplayet i The Darkest Files faktisk forekomme rimelig bekendt. Ved starten af en sag får man nemlig kun de helt basale oplysninger og dokumenter, som resten af efterforskningen skal udformes efter.

Herefter begynder man, i samarbejde med receptionisten Paula, at indkalde vidner, indhente tabte dokumenter og endda gennemgå arkivet, så man kan koble trådene sammen og finde ud af, hvem der gjorde hvad. Alt det, inden man til sidst præsenterer hele smøren for dommeren i retten, hvor man står for skud fra forsvarsadvokaterne, og derfor må være sikker i sin sag, når man udlægger sine argumenter.

Størstedelen af spillet foregår på Esthers arbejdsplads, hvor man kan besøge og tale med sine kollegaer, gå i arkivet og gemme sig væk på kontoret, hvor dagens dokumenter og telefonopkald venter. Når man har gjort alt, hvad man kan på en arbejdsdag, træder man ud af hoveddøren, hvorefter den næste dag starter.

Selvom settingen er simpel, er den effektiv, fordi den daglige rutine og det joviale samvær med kollegerne styrker indlevelsen. Og når noget en gang imellem bryder med den hyggelige kontorstemning, så kan man for alvor mærke det. Esther Katz og hendes kolleger er nemlig ikke ligefrem populære blandt mange hos den tyske befolkning på tiden, og spillet gør et godt stykke arbejde i at vise den behandling og de konsekvenser, de må møde som følge.

Udforskning og afslutning

Når det så er sagt, kan udsigten til at se på et kontor i løbet af et helt spil måske virke afskræmmende for nogle. Så heldigvis er kontoret ikke det eneste, Esther Katz får lov at udforske på de cirka 10 timers gameplay, spillet har at byde på.

Når man afhører vidner, forsvinder kontorets vægge nemlig, og man træder direkte ind i de gerningssteder, vidnerne beskriver. Her følger man så deres forklaring og perspektiv på forbrydelsen, alt imens man frit får lov til at udforske miljøerne, hvor der kan gemme sig skjulte ledetråde til de spillere, der går grundigt til værks.

Scenerne, der er en slags genskabelse af begivenhederne fra vidnets minder, er veludførte og giver spillet lige nøjagtig den dosis variation, der skal til for at holde gameplay-loopet interessant hele vejen igennem, og som samtidigt belønner spilleren for den indsats, man vælger at lægge i dem. Der er ofte mange vidner til en sag, hvilket vil sige, at man genbesøger de samme scener igen og igen, men fordi perspektivet skifter hver gang, og hver person har sit eget indspark til de ting, man undersøger, bliver det aldrig monotont eller kedeligt.

Når alle vidner er afhørt og dokumenter gennemlæst, bliver man bedt om at gøre sig klar til retssalen. Noget, jeg decideret elsker ved spillet, er, at spilleren – bortset fra enkelte hints – ikke længere bliver holdt i hånden. I stedet stoler The Darkest Files på, at man selv kan sammensætte en plausibel udlægning af sagen ud fra de vidneudsagn og det bevismateriale, man har fundet frem til.

Det er en stor opgave, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg blev lidt overvældet, da jeg første gang blev bedt om det. Vidnernes udsagn støder nemlig ofte imod hinanden, og selvom noget kan virke som et stensikkert fakta, kan et nyt stykke bevismateriale vende op og ned på hele ens forståelse af sagen.

Derfor er jeg også stor fan af den måde, spillet håndterer det hele på. DU må komme med DIN udlægning af sagen, og om den så egentlig er sand eller falsk, er underordnet, så længe du har bevismateriale nok til at gøre den plausibel. Afhængigt af de beslutninger, du træffer undervejs, kan der nemlig også være forskel på, hvilket bevismateriale, du har adgang til – og derfor må man bruge det, man har, så godt som man kan.

I retten får man så testet, hvorvidt ens teorier og sammensætning af bevismateriale holder stik, og det er her, spillet minder mig allermest om Ace Attorney-serien – på både godt og ondt. For mens det er utroligt tilfredsstillende at se, at ens udlægning af begivenhederne er korrekt, kan det også føles frustrerende, når spillet tilsyneladende vilkårligt beslutter, at et bestemt stykke bevismateriale ikke er det helt rigtige match til ens argument på trods af, at intentionen med det nærmest står sort på hvidt.

Det virker til at være forbandelsen ved denne type spil, som ikke helt er blevet løst endnu – og desværre heller ikke af The Darkest Files. Til gengæld er denne frustration ret sjælden og trumfes i den grad af den følelse, man står tilbage med, når dommeren tager ens side, og retfærdigheden endelig sker fyldest.

Nazister i noir-format

Et andet af spillets absolutte styrker er dets præsentation. Det gælder både den slående noir-inspirerede, tegneserieagtige art style, der er smuk i bevægelse, samt den tilhørende lydside, der præges af den helt rigtige blanding af stemningsfuld jazz-musik og lydeffekter, der lyder som om, de er taget lige ud af adskillige detektivfilm.

Det er et valg af præsentation, der passer så utroligt godt ind sammen med det tunge emnevalg, at det virker som et åbenlyst godt valg efter min gennemspilning. Samtidigt tillader det Paintbucket Games at gøre rigtig meget med ‘lidt’, samtidigt med at The Darkest Files fuldstændigt forbigår følelsen af budgetbesparelser, der kan præge mindre spil som dette.

Spillet er nemlig utroligt flot hele vejen igennem, og præsentationen er bestemt en af de mange grunde til, at man bør give det et skud. Derfor er det også virkelig ærgerligt, at jeg i løbet af min spilletid stødte på adskillige fejl, der desværre hev mig lidt ud af den indlevelse, spiller ellers er en mester i at skabe.

Det er både mindre fejl som manglende lydeffekter, men også noget så graverende som usynligt bevismateriale, der gjorde spillets sidste akt sværere, end det behøvede at være. Samtidigt mødte jeg en spilødelæggende fejl til sidst i min gennemspilning, fordi jeg valgte at gemme og lukke ned i epilogen.

Da jeg ville genoptage spillet, blev jeg fanget i et limbo mellem spillets vægge, hvor jeg i sidste ende ikke kunne gøre andet end at indlæse en fil fra cirka 30 minutter forinden. Spillet har sidenhen fået flere opdateringer, som forhåbentlig retter op på flere af disse fejl, men det er desværre fejl, der stikker ud, når The Darkest Files på mange andre punkter ellers er et utroligt velpoleret produkt.

Konklusion

The Darkest Files er lige præcis det narrativt drevne efterforskningsspil, som jeg har ventet på meget længe. Det tager på mesterlig vis et utroligt tungt og barskt kapitel i menneskehedens historie og omsætter det til et spil, der aldrig skyer væk fra den grusomme sandhed i begivenhederne, alt imens det gør spiloplevelsen både utroligt engagerende og fascinerende at være en del af.

Mens nazister ofte har været målskiver for patroner i skydespil, har det aldrig helt føltes sådan her at bringe dem til retfærdighed – før nu. Da jeg lukkede ned for The Darkest Files var min største skuffelse ikke de forskellige tekniske fejl, jeg mødte på min vej, men simpelthen bare, at der ikke var flere fremragende efterforskninger at give sig i kast med. Jeg håber derfor ikke, at Paintbucket Games efterlader det her som en ‘one-off’, men i stedet fortsætter med at udvikle på konceptet, for de har i den grad fået fat i den lange ende her.