The Elder Scrolls IV: Oblivion Remastered-anmeldelse – Et magisk gensyn med et uperfekt mesterværk

For mange er The Elder Scrolls IV: Oblivion forbundet med mange positive og nostalgiske følelser – det er et spil, der på mange måder har været med til at forme rollespilsgenren, som vi kender den i dag – og har været en direkte årsag til, at Bethesda for mange står som en af de ypperste spiludviklere nogensinde. At kalde Oblivion et spil fra min barndom eller et spil jeg voksede op med, er nok en overdrivelse – jeg var trods alt over 20 år gammel, da det udkom – men ikke desto mindre, så er det et spil, der for alvor losser til mine nostalgiske følelser. Det var et spil, der krævede din opmærksomhed, men som samtidig viste, hvor dybt et spil kunne være, og hvor mange timer man kunne forsvinde i en verden, der føltes både levende og uforudsigelig.

Og det var også det spil, der for alvor fik mig ind i The Elder Scrolls-serien – og direkte førte til, at jeg nærmest groede fast i sofaen, da Skyrim udkom fem år senere. Derfor var det også med en vis spænding og en god portion håbefuld glæde, at jeg kastede mig over The Elder Scrolls IV: Oblivion Remastered – med drømmen om at få både et skud nostalgi og en version, der kunne måle sig med nutidens forventninger til teknik og tempo.

Der har i den seneste tid været et utal af rygter og leaks, og til sidst blev det næsten bare noget, man gik og ventede på. Remasteren blev en af de mest kendte hemmeligheder i spilbranchen, og derfor kom det heller ikke som det store chok, da den pludselig blev annonceret og udgivet som det måske mest åbenlyse shadow drop nogensinde.

Men nu er spillet her. Det er resultatet af et samarbejde mellem Bethesda og Virtuos, som har stået for det praktiske arbejde med at puste nyt liv i det 18 år gamle rollespil. Oblivion Remastered kører nu i 4K og 60 fps, og samtidig er der blevet arbejdet med alt fra combat-animationer og user interface til level-systemet og karakterskaberen.

Det betyder også, at man igen kan rejse ud i Cyrodiils bjerge, byer og søer – og mærke den gamle magi blusse op igen. Hele hovedhistorien er selvfølgelig med, og det samme gælder udvidelserne Shivering Isles og Knights of the Nine, som muligvis er nogle af de bedste DLC’er, Bethesda har lavet.

Så spørgsmålet er selvfølgelig: Kan remasteren levere den samme fornemmelse af frihed, eventyr og opdagelse, som originalen gjorde? Og er det lykkedes Bethesda og Virtuos at modernisere Oblivion uden at skære hjertet ud af det?

Det skal vi finde ud af nu.

Velkommen tilbage til Cyrodiil

Der går ikke ret lang tid, før det begynder at kilde i nostalgifornemmelserne. Bare lyden af den velkendte musik, der ledsager introsekvensen, er nok til at føre mig direkte tilbage til dengang, jeg for første gang trådte ind i Cyrodiil. Og selvom selve introsekvensen bærer en smule præg af, at vi stadig har med en remaster at gøre – og ikke en fuldstændig nyfortolkning – så ændrer det sig hurtigt, når man rammer spillets character creator. Her er det tydeligt, hvor meget arbejde der faktisk er blevet lagt i den opdaterede version. Ansigterne er mere detaljerede, animationerne glattere, og hele oplevelsen føles bare langt mere nutidig, uden at det mister det særpræg, der gjorde Oblivion så charmerende i første omgang.

Herefter bliver man kastet ud i historien, som vi er mange, der kender. Kejser Uriel Septim er på flugt – og hans flugtrute går ganske tilfældigt lige gennem den celle, hvor du er blevet placeret. Hvad du har gjort for at ende dér, ja det vides stadig ikke – men kejseren genkender dig fra sine drømme, og før du ved af det, er du en del af hans flugt gennem de mørke, hemmelige korridorer under fangehullet. Det er her, man for alvor begynder at mærke, at det her ikke bare er det gamle Oblivion i nye klæder. Der er stadig den efterhånden velkendte Bethesda-charme med en smule jank hist og her – men sammenlignet med den originale udgave, som jeg startede op så sent som sidste måned, er der en verden til forskel.

Efter en mere eller mindre succesfuld flugt får du overdraget en magisk amulet af kejseren og en besked om at finde hans eneste overlevende søn. Han er det sidste håb for riget – og det er kun ham, der kan bruge amulettens kræfter til at lukke portene til Oblivion. Og det er præcis her, det reelle eventyr begynder. Du bliver sluppet fri i Cyrodiil med en opgave, der er større end dig selv – men også med friheden til at gøre lige præcis det, du har lyst til – og det sætter gang i en rejse, der langsomt folder sig ud i takt med, at du dykker længere ned i Cyrodiils konflikter, fraktioner og gamle hemmeligheder.

Gensynets glæde

Og hvilket et gensyn det har været. Både på godt og ondt. For Oblivion Remastered er i bund og grund det spil, jeg spillede for 19 år siden, da jeg var en ung studerende på lærerseminariet. Det rammer mig lige i nostalgien – og det giver mig den der helt særlige fornemmelse af frihed og eventyr, som kun få spil formår. Jeg har en forkærlighed for Bethesdas rollespil – det skal jeg ikke lægge skjul på – men samtidig forstår jeg også godt den kritik, som de her spil igen og igen møder. Og somme tider med rette.

Det gør også bare en anmeldelse af en remaster det mere interessant. For vurderer man kun det arbejde, der er lagt i at opdatere det oprindelige spil, eller skal man se på titlen som en samlet helhed? Hvis vi vælger den sidste tilgang, så må jeg bare konstatere, at Oblivion stadig – selv i dag – er et godt spil. Det giver dig friheden til at spille præcis, som du har lyst til. Som eksempel så spillede jeg denne gang en stor del af spillet som vampyr – noget jeg aldrig har gjort i de tidligere gennemspilninger. Dengang sørgede jeg nærmest instinktivt for at blive kureret hurtigst muligt. Men nu gav jeg mig hen til det og oplevede en helt anden side af spillet.

Og det er jo netop det, Oblivion kan. Det er spækket med valgmuligheder, nuancer og systemer, der – selv i dag – føles rige og interessante. Vampyrisme er kun ét eksempel, men det understreger bare, hvor meget spillet egentlig har at byde på.

Når 19 år godt kan mærkes

Kan man mærke, at man spiller et nu 19 år gammelt spil? Ja, det kan man godt. Betyder det noget? Både ja og nej. For som jeg lige har beskrevet, så er Oblivion i bund og grund et godt spil – men det bærer præg af, at det har mange år på bagen. Missionsstrukturen er den samme som da spillet først blev udgivet, og derfor er den på nogle måder også lidt outdated. Man kan så argumentere for, at Bethesda alligevel ikke har fulgt med tiden og derfor stadig strukturerer sine spil på denne måde.

Betyder det noget for mig personligt? Nej, det gør det ikke – men som jeg også tidligere har skrevet, så kan jeg også godt lide, at det er på den måde. Men er man derimod mere kritisk over for dette klassiske Bethesda-design, så bliver Oblivion Remastered ikke spillet, der ændrer din mening.

Heldigvis er Oblivions missioner så velskrevne, at det bærer spillet langt hen ad vejen. Den overordnede fortælling er god – uden at være imponerende – men det er i side- og fraktionsmissionerne, at spillet for alvor viser sin styrke. Du kan bruge timevis på at udforske verden og gennemføre diverse missioner – som ofte, men ikke altid, belønner dig med stærke fortællinger. Det er her svært at komme uden om missionerne i The Dark Brotherhood, som jeg synes er nogle af de bedste og mest mørke missioner nogensinde i noget Bethesda-spil.

En ujævn opdatering

Nu har jeg vist også travet nok rundt i, at jeg synes at Oblivion er et godt spil – faktisk vil jeg vove den påstand, at det var et mesterværk, da det udkom i 2006 – men vi skal også videre i livet. Og det kan man for sin vis også sige at Virtuos og Bethesda mente, at Oblivion skulle. Lad os derfor nu kigge mere på hvordan den remastererede udgave af spillet klarer sig.

Der er ingen tvivl om, at vi har med en flottere og mere nutidig udgave af spillet at gøre. Oblivion kan til tider være decideret smukt  – især når man går gennem de forskellige naturskønne områder eller i de forskellige byer. Lysgengivelsen gør nu, at alt virker mere levende og ægte. Et virkeligt flot stykke arbejde. Altså når det hele lykkes. For Oblivion Remastered kan også være et grimt spil fyldt med problemer. Nogle karakterer ser ligefrem helt absurde ud, og animationerne kan være helt ved siden af. Det er på ingen måde et home run, og man kan godt undre sig over, at karakter interaktioner og animationer ikke har fået mere kærlighed.

Derimod er det meget tro mod originalen – og det er den balance man skal finde, når man laver en remaster. Jeg vil sagtens kunne forstå, hvis nogle vil synes, at dette er under standard for et spil, der udkommer i 2025 – men personligt – og fordi jeg også trækker på en nostalgi – så betyder det ikke så meget – men det skal nævnes i denne sammenhæng.

Gammel sjæl i nye klæder

Når alt kommer til alt, så er det et 19 år gammelt spil, som man spiller. Det betyder også, at det ofte lyder som om, karaktererne taler til hinanden frem for med hinanden – og sådan er der flere tegn på, at Oblivion Remastered i sin kerne stadig er det samme spil. Dog er der også lavet en række forbedringer, som gør, at man nu spiller den udgave af spillet, man husker, man spillede dengang for 19 år siden.

Først og fremmest må jeg konstatere, at det er skønt, at der nu er en funktion, hvor man kan sprinte, hvilket absolut var en mangelvare i det originale spil. Samtidig er det fedt at se, at sprint-funktionen er naturligt indarbejdet i det opdaterede level-system – forstået på den måde, at man har kombineret elementer fra Skyrims og det oprindelige Oblivions progressionssystem, så det nu føles mere tidssvarende. Det er stadig forholdsvis enkelt, men på samme tid er det langt nemmere at overskue. Og jeg er vild med den måde, man stiger i level på ved at gøre ting i spillet – også selvom det betyder, at jeg konstant hopper op ad bakker for at forbedre mine akrobatiske evner. Her har man virkelig været inde og lave reelle tekniske forbedringer.

Et andet område er kampsystemet, som nu virker mindre stift end i originalen. Altså, det er stadig stift, bevares, men nye animationer, når man for eksempel rammer fjenden, er med til at optimere det en smule. Har man for nylig spillet Avowed eller Indiana Jones and the Great Circle, så vil man hurtigt føle, at Oblivion Remastered ikke kommer op på samme niveau i kampsituationerne – men som remaster betragtet, så er man nået et godt stykke vej.

Man har derudover tilføjet en del nyt stemmeskuespil som supplement til det eksisterende, men kvaliteten er også her en smule svingende. Når man lægger alle disse nye tiltag sammen, får man dog en mere helstøbt spiloplevelse.

Det er altid en hårfin balancegang at ramme det rigtige niveau af nye tilføjelser uden at gå på kompromis med det, der gjorde det originale spil så elsket – men man fristes til at sige, at med Oblivion Remastered har man i den grad beholdt meget af spillets sjæl. Det betyder, at det føles som Oblivion – og det er på godt og på ondt.

For lige så meget ros Virtuos skal have for de ting, der fungerer, lige så meget kan man undre sig over den tekniske tilstand, spillet lanceres i. Lad os dog tage den positive vinkel først og slå fast, at et Bethesda-spil nærmest ikke ville være et Bethesda-spil uden en god portion jank, bugs og crashes. På den måde har man i sandhed beholdt spillets sjæl – for disse små særheder finder man stadig i hobetal.

Der er underlige bugs, hvor karakterer render rundt uden tøj, fjender der går igennem døre, framerate-udsving og deciderede nedbrud. Samtidig tager det ofte et sekund eller to, før omgivelserne er helt loadet ind, når man bevæger sig ind i nye områder.

Er det noget, der har ødelagt min oplevelse? Nej, det er det faktisk ikke – men jeg er også farvet af min forkærlighed til Bethesdas spil. Faktisk i sådan en grad, at jeg ser det som en del af oplevelsen. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har fuld forståelse for, at nytilkommere vil mene, det er et teknisk rod – og de vil have ret. Men for mig er det en autentisk genskabelse af et spil, som med nostalgiens magt køber sig en hel del overbærenhed fra min side.

Men lad os samtidig slå fast: Oblivion Remastered kunne godt trænge til en patch, der lige kunne få slebet de værste skarpe kanter væk.

Konklusion

Oblivion Remastered formår stadig at give mig den der helt særlige følelse af eventyr – den følelse af, at Cyrodiil bare ligger derude og venter på, at jeg kommer og udforsker den. Du ved aldrig helt, hvad du kommer til at opleve – også selvom det her bestemt ikke er min første tur i Oblivion-manegen.

Oblivion er med rette et definerende rollespil, som mange af de spil, der er kommet efter, står på skuldrene af – og med denne remaster har man formået at give det nyt liv uden at fjerne den magiske følelse, man fik første gang, man satte sine fødder i Cyrodiil tilbage i 2006.

Er der sidenhen kommet spil, der har gjort tingene bedre end Oblivion? Ja, helt klart. Men Oblivion føles stadig som et ægte eventyr. Og intet, der føles ægte, er perfekt – og det er Oblivion Remastered da absolut heller ikke. Den tekniske forfatning er ikke noget at prale af, og som nytilkommer skal man vide, at man går ind til en omgang klassisk Bethesda-jank.

Men kan du se igennem fingre med det – ja, så venter der dig en mageløs oplevelse. En oplevelse, der snildt kan give dig hundreder af timer i Tamriel og Cyrodiil. Og jeg må bare konstatere, at selvom der var en lille sten i skoen i ny og næ, så har det været fantastisk at være tilbage.