The Elder Scrolls Online-Anmeldelse – Et spil med vokseværk

I mange år har The Elder Scrolls for mig altid været en offline oplevelse. En verden, hvor man kan fordybe sig, og som organisk udfolder sig med utroligt mange historier. I mine teenageår gik tiden utroligt meget med World of Warcraft og Guild Wars, hvor jeg har mange minder om at besejre store fjender med mine kammerater – online. Nu er vi i 2025, hvor Elder Scrolls Online har haft 11 år til at udvikle sig, siden det udkom tilbage i 2014. Med min store kærlighed til The Elder Scrolls V: Skyrim var jeg utroligt spændt på at hoppe ind i denne verden, en online oplevelse – med resten af verden.

De første trin

The Elder Scrolls Online (som vil refereres til som ESO fremadrettet) starter ud, som man forventer, med at skabe din figur. Her har du mulighed for at vælge alliance, race og en af de nu syv klasser. Min dark elf templar blev skabt, og derefter var det tid til at udforske denne enorme verden. Vi starter som en fange, og den første af mange NPC’er, vi møder, er The Prophet, som refererer til din figur som The Vestige. Sammen med denne karakter skal vi forsøge at flygte fra fangeskab og genfinde vores fortabte sjæl.

Efter en times tid er vi ude og kan frit bevæge os ud i Tamriel. Historiefortællingen i ESO minder utroligt meget om den måde, Bethesda formidler deres historier på. Du har rig mulighed for at vandre væk fra hovedhistorien og begive dig ud på de mange sidemissioner. Men udover at levere en ganske udmærket historie, fungerer hele hovedhistorien som en lang, organisk tutorial. Selve historien minder utroligt meget om The Elder Scrolls IV: Oblivion i sit setup. Så selvom det ikke føles som en synderligt original historie, kan man mærke, at Zenimax Studios har forsøgt at gøre op for det med de figurer, vi interagerer med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

The Prophet, Lyris Titanborn og Sir Cadwell (spillet af John Cleese) er blot nogle af de mange personligheder, vi møder. De har alle en fangene baggrundshistorie og fortællinger mellem hinanden, og jeg var overrasket over at spille et Elder Scrolls-spil, hvor jeg kunne huske NPC’ernes navne, efter historien var slut. Fortællingen starter småt, men ender i et stort episk drama, som man kan forvente fra serien. Tempoet er samtidig ganske fornuftigt – indtil man nærmer sig slutningen, hvor man næsten skal klare alle missioner i en zone med en meget løs fornemmelse af, hvor man skal hen. Men overordnet var jeg meget positivt overrasket over at få denne oplevelse i et online spil. Og ja – når hovedhistorien bevæger sig mod slutningen, er det i virkeligheden her, hvor spillet starter.

Velkommen til Tamriel Unlimited

Når du endelig har forstået din klasse og gennemført hovedhistorien, har du måske allerede brugt 10 timer i spillet. Men der går ikke lang tid, før man opdager, at dette kun er en brøkdel af resten af spillet. Spillet har modtaget utallige opdateringer – fra store til små – og det kan være rigtig svært at holde styr på. Dette er faktisk både spillets kæmpe styrke og svaghed på samme tid. For hvor pokker starter man?

Alle udvidelser foregår i den samme tidsperiode. Som en af udviklerne fortæller om den kommende opdatering Seasons of the Worm Cult, foregår alle udvidelser inden for det samme år i spillets tidslinje. Og når man er inde i historien, giver det mening – men som ny er det som at blive kastet for løverne. Summerset, Greymoor, Morrowind – hvilken expansion kom først? Hvad får man ud af det? Er der udvidelser, der giver mere mening at starte med?

Der er rigtig mange spørgsmål, der kan dukke op i din rejse i ESO. Samtidig er spillet blevet ekstremt omfattende, når det kommer til generelle features. Her er der også meget at holde styr på. Jeg måtte selv google mig frem til nogle svar undervejs, da spillet godt nok fortæller dig tingene, men omfanget er for stort til at huske det hele.

Det er et problem – men hvis du kommer over broen til den lyse ende, så er der altså rigtig meget fantastisk indhold at give sig i kast med. Det er svært ikke at nævne, hvor godt selve indholdet er, hvor stærke historierne er, og hvor rigt det hele er i gameplay. Og det ser ikke ud til at stoppe. I den kommende opdatering Seasons of the Worm Cult vil historien bygge videre på tidslinjen for første gang. Samtidig vil der være opdateringer til quest-mekanikker og meget mere. Læs Arkadens preview her.

Spillet har ekstremt mange menuer, og det kan være forvirrende at kæmpe sig igennem dem. Der er både menuer til selve spillet, men også en del, der reklamerer for butikken, hvor du har mulighed for at tilkøbe udvidelser, nye mounts og meget mere. Heldigvis er disse reklamer ikke invaderende og spammer dig ikke konstant med beskeder, som man ser i andre spil. Det er en menu for sig selv, hvis det har din interesse. Men heldigvis skal man kun tilkøbe et content pass, for at få adgang til alle udvidelser.

Spillet har simpelthen vokseværk, og jeg glæder mig til at udforske alt det eksisterende og kommende indhold.

En anden slags Elder Scrolls-oplevelse

I Elder Scrolls Online kaster du besværgelser, skyder med bue og pil, kæmper med sværd og skjold – præcis som i hovedserien. Du har igen mulighed for at spille i tredje- og førstepersonsperspektiv, som fungerer og føles solidt. Men modsat hovedserien er kampsystemet her faktisk forbedret. Særligt i Skyrim kunne det nogle gange føles som om, det blot handlede om at slå uden nogen taktiske elementer. Men fjenderne i ESO har mere diversitet i deres angreb, hvilket kræver, at man forholder sig mere aktivt til dem.

De bruger flere AoE-angreb (area of effect) og charge-angreb, som man kan afbryde ved at sparke til dem. Samtidig er der visualisering af, hvor deres større angreb rammer, og du har mulighed for at rulle væk i ægte Dark Souls-stil. Jeg var utroligt overrasket over dette kampsystem, som kun udvikler sig mere, når du stiger i level. Og hver gang du stiger level, får du skill points. At fordele disse skill points er både en gave og en udfordring. Det er her, du virkelig former din karakter og beslutter, hvordan du vil dominere i kamp – som healer, tank eller noget helt tredje. Systemet er dybt og giver plads til eksperimenter, men det kan også føles uoverskueligt, især hvis du ikke lige ved, hvad du går efter. Det er fedt for dem, der elsker at nørde, men kræver også tålmodighed.

Og selvom meget af spillet handler om kamp er der stærk variation i de mange quests, der ligger klar til dig ude i verdenen. Her kan man dog mærke, at der er forskel på kvaliteten. Da dette spil kategoriserer sig som et MMO og ikke et singleplayer-RPG, støder vi indimellem på de mange kedelige opgaver: Hent dette, snak med ham, og vend tilbage – opgave slut. Det hjælper dog på det, at alle NPC’er i dette spil har stemmeskuespil, hvilket jeg blev chokeret over.

Men selvom disse quests eksisterer, er de fleste interessante nok til at få dig videre frem. Imponerende nok når mange quests op på samme niveau som hovedserien. Et eksempel er de specielle quests i hver zone, hvor man lærer om det område, man bevæger sig i, og de mange NPC’er, der bor der.

Deshaan var et sted, jeg kom til, hvor der var et mysterie med en sygdom, som spredte sig. Her følger vi flere personer og den mere dybdegående historie, som kan tage mange timer at gennemføre. Disse quests er velformidlet, med god dialog, stemmeskuespil og er noget af det stærkeste i spillet for mig.

Online-oplevelsen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min oplevelse med ESO primært har foregået solo. Men den tid, jeg har interageret med folk, har været en fantastisk oplevelse. Jeg begav mig i kamp med en dungeon, som jeg kunne søge efter, imens jeg spillede solo – og sikke en oplevelse. Hurtig kamp, sammenhold, masser af loot og hurtigt ud igen. Og det gik stærkt. Meget stærkt. Man kan især fornemme, at dette spil er gammelt, da de fleste spillere ved præcis, hvor man skal hen – og så kan det føles, som om du blot forsøger at følge trop.

Selvfølgelig kan online-oplevelsen variere, men i min tid med spillet har det været en fantastisk oplevelse. Specielt fordi det er sådan en lækker, glidende overgang fra at spille solo til at finde en gruppe at spille med.

Særligt har spillet heller ikke crashet, mistet forbindelsen eller lignende i de over 20 timer, jeg har brugt sammen med det. Og interessant nok har jeg heller ikke stødt på en eneste bug – hvilket Bethesda måske kunne lære noget af. Det er dog ærgerligt, at der til dato ikke er crossplay.

En præsentation der stadig holder

Grafikken er ikke noget teknisk vidunder – det er ikke den slags fidelity, man ser i f.eks. remasteren af Oblivion. I stedet læner den sig mere op ad Skyrims artstyle, som nogle nok vil kalde gammeldags, men for mig fungerer det faktisk bedre. Den her lidt mere “mudrede” og stiliserede æstetik giver spillet karakter og personlighed – mere end endnu en Unreal Engine-overfladepolering.

Lydeffekterne under kamp er virkelig tilfredsstillende. Der er tyngde i slagene, især når man bruger de stærkeste “ultimative” angreb – det føles godt. Man får fornemmelsen af, at ens våben faktisk gør skade.

Soundtracket er også værd at nævne. Det bliver kun bedre, jo længere man spiller. Jeremy Soule vender tilbage med nogle enkelte numre, og det er ren nostalgi – og samtidig bevis på, at han stadig er en mester til at ramme den episke tone, Elder Scrolls er kendt for.

Det er næsten umuligt at gennemgå alt i én anmeldelse – ja, så stort er spillet. Men jeg er allerede spændt på at vende tilbage, udvikle mit build, lave flere figurer og udforske denne fænomenale verden og alt dens indhold. Jeg har allerede begivet mig ud i udvidelsen Summerset, som allerede nu giver en anderledes og mere nuanceret oplevelse end hovedhistorien.

Konklusion

The Elder Scrolls Online har givet mig en oplevelse, som jeg ikke har lyst til at slippe igen. Selvom spillet kan være svært at komme ind i, på grund af den overvældende mængde indhold og information, er det det hele værd. Jeg er officielt fan – og fanget af denne verden – som jeg kommer til at fortsætte med at spille i lang tid efter denne anmeldelse. Selvom der er mangler, er spillet meget tæt på et online mesterværk. I fremtiden er der derfor en chance for, at spillet måske vil kunne snige sig op med et ekstra point. Velkommen til Tamriel – og den bedste oplevelse af The Elder Scrolls, der findes på markedet.

Nicolai Fog

Skribent & Anmelder

---

Nicolai er uddannet elektriker. Da han var 5 år gammel, fik han en Game Boy Color og sit første spil, Super Mario Land. Året efter kom PlayStation 1 ind i billedet – hvor yndlingsspillet dengang blev Crash Bandicoot. Ved siden af sit arbejde og sin kærlighed til gaming er Nicolai også instruktør og manuskriptforfatter på sine egne kortfilm. Han ejer både en PS5 og en Switch, mens PC’en primært bruges til arbejde.