The Eternaut sæson 1-anmeldelse – Et isnende mareridt fra Buenos Aires

En dødelig sne falder over Buenos Aires – og midt i kulden gemmer der sig en historie om fællesskab, frygt og fjender du ikke rigtig hved hvem er. The Ethernaut er både sci-fi og noget helt andet

Det er ikke hver dag, at noget så unikt som The Eternaut lander på Netflix. En argentinsk sci-fi-serie baseret på en af landets mest ikoniske graphic novels fra 1950’erne, skrevet under et militærdiktatur

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, da jeg trykkede play – men jeg blev hængende. For selvom sneen daler smukt ned over Buenos Aires i seriens begyndelse, bliver det hurtigt tydeligt, at den har alt andet end noget godt med sig.

Vi følger Juan Salvo og en lille gruppe af overlevende, efter en dødelig sne falder over byen og slår alt liv ihjel på få sekunder. Hvad der ligner en naturkatastrofe, viser sig at være første skridt i noget langt større – og langt mere skræmmende. Og det, der i starten føles som klassisk katastrofefortælling, udvikler sig hurtigt til noget mere eksistentielt. For hvor længe kan man overleve uden håb? Og hvad gør det ved et menneske, når fjenden er usynlig?

En klassiker med en tung arv

The Eternaut bygger på en af de vigtigste argentinske graphic novels nogensinde. El Eternauta blev skrevet af Héctor Germán Oesterheld og udkom i 1957 – men selvom det er sci-fi med rumvæsener og dødelige snemasser, er det først og fremmest en historie om fællesskab, modstand og håb midt i kaos. Det er ikke en ensom helt, der redder verden – det er en gruppe mennesker, der overlever, fordi de holder sammen.

Oesterheld skrev senere en ny version i 70’erne, hvor det politiske blev endnu mere tydeligt. Han gik åbent imod militærdiktaturet, og det kostede ham og hele hans familie livet. Derfor føles det også stærkt at se The Eternaut i dag – for selvom fortællingen er sat i en fiktiv apokalypse, handler den i høj grad om virkelige kræfter, der presser mennesker ud over kanten.

Nutidig kulisse, samme grundfølelse

Hvor tegneserien foregik i 1950’ernes Buenos Aires med mørke skyer fra den kolde krig i baggrunden, vælger serien at flytte handlingen til nutiden. Og det giver faktisk god mening. For selvom det er en ny tid, så føles angsten og usikkerheden stadig genkendelig. Serien bruger den moderne ramme til at fortælle en historie, der stadig handler om fællesskab, kontrol og kampen mod, hvad der i starten er en usynlig trussel – bare med nye referencer og et anderledes blik på verden.

The Eternaut består af seks afsnit og er instrueret af Bruno Stagnaro. Han har selv været med til at skrive serien sammen med Ariel Staltari, der både har skrevet og medvirket i flere populære argentinske serier. I hovedrollen som Juan Salvo finder vi Ricardo Darín – der er en kæmpe stjerne i argentinsk film, som du måske har set i Argentina, 1985 eller The Secret in Their Eyes. Derudover er Carla Peterson med (Blondi), ligesom César Troncoso (Yosi, the Regretful Spy) og Andrea Pietra (An Unexpected Love) også har vigtige roller.

Men det er ikke kun det stærke cast og den sikre instruktion, der bærer serien – det er også måden, serien tør lege med vores forventninger

Fra istid til invasion

Først bliver man lullet ind i en forestilling om, at man ser en slags katastrofefortælling – en ny istid, der pludselig rammer jorden og efterlader Buenos Aires tom og tavs under et lag af sne. Og selvom der ligger små hints undervejs i seriens første halvdel, så er det stadig en overraskelse, hvordan sci-fi-elementerne sniger sig ind og langsomt overtager fortællingen.

Det bliver en slags genreleg, hvor vi går fra det ene dommedagsscenarie til det næste – og før man ved af det, føles det mere som A Quiet Place eller Invasion of the Body Snatchers end The Day After Tomorrow.

Sci-fi-elementerne fungerer ganske hæderligt, og serien formår at skrue både op for tempoet og actionen i den sidste halvdel. Dog sidder man lidt med den fornemmelse, at det i forhold til effekter mangler lige det sidste. Omgivelserne er troværdige – men der er noget med de væsner, der invaderer jorden, som ikke når helt i mål. Det er bestemt ikke en dealbreaker, men noget jeg lagde mærke til – og et tegn på, at selvom produktionsværdien er god, så har der ikke været et uendeligt budget. Heldigvis er verdenen bygget troværdigt op – og trods de udefrakommende fremmede elementer, så føles det hele grounded og menneskeligt.

Faktisk er det menneskelige element klart en af seriens styrker. Både ønsket om sammenhold og solidaritet, som ofte kommer til at stå i stærk kontrast til paranoiaen og mistilliden mellem mennesker. De centrale karakterer fungerer godt i samspil med hinanden, hvor alle skuespillere leverer en troværdig indsats. Især Ricardo Darín gør det udmærket, og det er ganske rart at have et mere modent cast til at fortælle denne slags historie – hvor man ofte ser unge, smukke mennesker.

Det visuelle og lydsiden

Produktionsværdien fejler ikke noget, og Buenos Aires som ramme for fortællingen bliver brugt forholdsvis effektivt. De scener, der foregår i det åbne, er ganske overbevisende – men det er også her, vi ser nogle af seriens begrænsninger. Der er ikke stor variation i locations, og ofte bliver der filmet indendørs, hvor de samme steder går igen. Det kan naturligvis skyldes, at det er sådan, man ønsker at strukturere narrativet – men her smager det lidt mere af, at der ikke helt har været råd til nogle mere overdådige scener, hvor man for alvor mærker konsekvenserne af de apokalyptiske begivenheder, serien omhandler.

Til gengæld formår The Eternaut at skabe en stemning, der fungerer. Der er en følelse af tomhed, der præger serien, som står i skarp kontrast til menneskets ønske om fællesskab. For hvem kan man egentlig stole på – og bør man søge fællesskaber eller beskytte sine nærmeste? Er folk, man har kendt i årevis, reelt til at stole på? Bør man hjælpe så mange som muligt eller koncentrere sin indsats der, hvor man mener, den har mest nytte for en selv? Dermed bliver The Eternaut også en udforskning af etik – et møde mellem pligtetik og nytteetik – og serien løser den opgave godt. Du bliver hele tiden udfordret på din egen etik – for hvad er den rette handling, når man ikke ved, hvem eller hvad fjenden er?

Lydsiden er med til at understøtte oplevelsen med velvalgt stemningsmusik – og nok vigtigere: den forstærker tomheden i et næsten mennesketomt Buenos Aires. Men som serien udvikler sig og går fra katastrofefilm til decideret science fiction, så følger både lydbilledet og det visuelle udtryk med.

Tempo og struktur

Hvor tempoet i den første halvdel kan forekomme en smule langsommeligt, så forstår Bruno Stagnaro præcis, hvornår han skal skrue op for tempoet og give dig incitamentet til at fortsætte. Og når man nærmer sig slutningen, har man været vidne til langt mere action, end de første tre afsnit giver indtryk af.

Man giver dermed seeren god tid til at nå at undre sig over, hvad der helt præcist foregår – samtidig med at man bygger karaktererne op og lader dem få plads til både at udvikle sig og give en forståelse for deres handlinger.

Tilbage sidder man med en følelse af, at man har set en af de bedre Netflix-produktioner – men også med en fornemmelse af, at historien ikke helt er fortalt færdig. Det kan en sæson 2 selvfølgelig råde bod på. For vi mangler stadig at få fremhævet kildematerialets politiske indhold langt mere.

Der er noget ved måden, hvorpå billemonstrene nærmest marcherer på, der er en tydelig reference til seriens ophav – og et anerkendende nik til kildematerialet. Men vi skal have det uddybet. Hvis serien vil ære tegneserien, så skal vi endnu mere ind i temaer om undertrykkelse og modstand. Hvor sæson 1 omhandler invasionen, bør en eventuel sæson 2 tage det et spadestik dybere.

Konklusion

The Eternaut er en af de mere interessante Netflix-serier, jeg har set i noget tid. Den gør noget andet end det sædvanlige, og selvom ikke alt fungerer lige godt hele vejen igennem, så er det et projekt, man får lyst til at følge. Serien skifter retning undervejs – fra katastrofefortælling til sci-fi – men det menneskelige forbliver i centrum, og det er der, den virkelig fungerer. Der er noget reelt på spil, både følelsesmæssigt og tematisk.

Men jeg sidder stadig og savner, at den for alvor griber fat i det politiske afsæt. Man fornemmer det i enkelte billeder og stemninger, men det bliver ikke foldet ud på samme måde som i tegneserien, og det er ærgerligt. Potentialet er der, og hvis der kommer en sæson 2, håber jeg, den tør gå længere ned i det lag.