The Finals-anmeldelse – kompetent men lidt ensformigt

Teknik og gameplay spiller i denne team shooter, men der mangler noget variation

The Finals føles lidt som om, det er kommet ud af det blå. Da den første gameplay-video blev vist frem tidligere i år, rynkede jeg på næsen. Det lignede mere en scripted demo eller noget pre-renderet end egentligt gameplay. Kaos, eksplosioner og gulve, der blev sprængt væk under modstanderne. Det lignede en trailer, der lovede mere end den kunne holde.

Men så fandt jeg ud af, at holdet bag The Finals blandt andet består af tidligere Battlefield-udviklere. Så giver alt pludselig mening. Det er ikke scriptet, nej – du kan vitterligt sprænge alle gulve, vægge, lofter i småstykker. Ja, du kan faktisk rive hele huse ned, hvis du vil.

Den omvæltning af banerne bliver hurtigt en central del af gameplayet i de enkelte kampe, men for at forstå det, må vi nok hellere forklare hvad The Finals egentlig går ud på.

Præmissen er, at det hele er et TV show, hvor deltagerne kæmper i en avanceret simulator om penge og hæder. Man spiller i hold af tre, og er altid i undertal – den ene gamemode, “Quick Bank” er en tre-mod-tre-mod-tre-kamp om at indkassere penge.

Først skal man hente pengene fra en vault – der reelt bare er en kasse på jorden. Den skal åbnes, og så snart man rører den, starter en timer. Når timeren er udløbet, kan hvem som helst samle vault’en op og føre den over til et cashout point. Her starter nedtællingen til udbetaling så.

Mens nedtællingen kører, kæmper holdene om at kapre dette cashout point fra hinanden. Når timeren når 0, ryger der $10.000 ind på det aktive holds konto. Først til $20.000 vinder kampen.

Og fordi man i denne situation reelt er tre mod seks, er teamplay i højsædet. Det handler om at barrikadere sig, sætte fælder op, og dække de forskellige indgange. Omvendt har modstanderne et væld af muligheder for at bryde ind – som sagt kan man sprænge huller i vægge, loft og gulv, og på den måde tage fusen på det forsvarende hold.

Når det hele spiller, er det vildt fedt, og selv når det kun spiller halvt, er der meget sjov at hente. Men der mangler alligevel noget, før The Finals kommer helt op at ringe.

Sidste stik tager det hele

Monotonien begynder langsomt at melde sig. Der er kun to gamemodes, førnævnte “Quick Bank” og en anden, hvor fire hold dyster mod hinanden. Her samler man penge fra faldne modstandere, og disse skal sættes i banken, før de tæller på tavlen. Men det kræver så meget koordination og teamplay, at det ikke rigtig egner sig til solospilleren. Medmindre man er virkelig god. Ellers degenererer det bare til et Call of Duty-agtigt FFA.

Altså er “Quick Bank” vejen frem, men efter noget tid åbenbarer der sig nogle designbeslutninger, der er svære at forstå. Som at det giver mest mening ikke at gå efter objectives, i hvert fald ikke i starten. Man vinder intet ved at være det hold, der åbner vault’en. Og man kan forsvare sin cashout nok så længe, men hvis et andet hold kaprer den i sidste sekund, løber de med hele skidtet. Timeren bliver ikke forlænget eller andet.

Det giver den finurlige situation, at det bedst kan svare sig at være sidste hold på pletten, og satse på at de to andre hold har slidt hinanden ned først. Man bliver let straffet for at være først. Men sådan vil designerne åbenbart have det, for ellers skulle man tro at problemet var blevet fanget i løbet af den åbne beta.

Arsenalet med våben er snævert og uden de store overlap, og fordelt på i alt tre klasser af figurer, light, medium og heavy. Man finder hurtigt et våben, man kan lide, og holder sig til det. Medium-klassen er den mest “almindelige” i halvrealistisk shooter-sammenhæng, og har som udgangspunkt nyttige evner som en healing-stråle og mulighed for at straksgenoplive faldne medspillere. Klassen har også æren af at have den mest fesne shotgun, jeg kan mindes fra noget skydespil. Sprængstoffer og mere eksotiske våben er forbeholdt de to andre klasser, der til gengæld udmærker sig ved henholdsvis at have meget lidt liv eller at være virkelig tung i røven. Jeg har ikke fundet mig til rette med dem, og holder mig til medium.

Deja Vu

Efter knap ti timers spil, begynder jeg at føle, at jeg har set det hele. Der er stadig opfindsomme måder at erobre og forsvare et cashout på, men de fleste kampe ligner hinanden: Et hold åbner en vault, starter en cashout, får læsterlige klø, et andet hold løber med pengene. Processen gentager sig en-to gange, og så er kampen slut. The Finals har kort sagt brug for mere indhold.

Det må man formode kommer på et eller andet tidspunkt. The Finals er jo et games as a service eller live service-spil, der skal holde spillerens interesse fanget over lang tid. Det er gratis og finansieres via cosmetics, enten gemt væk bag et “battle pass” (der koster penge) eller enkeltstående køb. Trailere og videoer har vist mange farverige kostumer, men alle disse er gemt væk bag betalingsmuren, og det betyder i praksis at de fleste spillere bare render rundt i joggingtøj.

The Finals vidner om kompetente udviklere, der ved hvad de laver. Teknikken bag spillet er imponerende, destruktion af bygninger er på et niveau jeg ikke har set i multiplayer-spil før, og grafikken står knivskarpt. Der er fart over feltet, og udover de underlige designbeslutninger jeg nævnte tidligere, virker gameplay’et godt tunet. Der er bare ikke nok af det. Der er brug for flere gamemodes, flere baner og ideelt også en playliste, der blander dem på kryds og tværs.

The Finals har et kæmpe potentiale. Men lige nu mangler det variation.