The First Descendant-anmeldelse – Et underholdende, men forglemmeligt arbejde

Masser af loot, karakterer og muligheder for at opgradere din karakter, men er det nok?

Da jeg tidligere på året prøvede betaen til The First Descendant, var jeg håbefuld. Spillet så flot ud, havde hurtige missioner, masser af udstyr og et godt udvalg af forskellige karakterer. Jeg ventede derfor i spænding på det fulde spil, for hvad kunne det ikke blive til med en god historie og flere bosser? Tja… Ikke meget mere end det, desværre.

Det første problem, jeg skulle kæmpe mig igennem, var serverfejl og Nexons forfærdelige hjemmeside. På Xbox virkede spillet ikke på udgivelsesdagen. Jeg var derfor nødt til at starte PS5’en for overhovedet at kunne komme i gang. Her kunne spillet i det mindste starte, men det led stadig under store framerate-problemer og diverse nedbrud. Det var ofte, som om hele ens karakter var ude af sync med resten af verden.

Jeg forsøger som regel at spille på min grønne konsol – tryghedsnarkoman, gamerscore og alt det der. Jeg søsatte derfor eventyret om at få cross-progression til at virke. Det skulle vise sig at være et helvede. Hver eneste gang jeg prøvede at linke mine konti, fik jeg en fejl på hjemmesiden, hvor jeg skulle logge ind med enten Xbox eller PlayStation. Løsningen viste sig at være at lave en profil direkte på Nexons hjemmeside og derefter linke diverse profiler. Det tog flere uger, før jeg fik løst dette. Ikke den bedste start.

Hvis ikke du har en doktorgrad i vrøvl vil du aldrig forstå historien

I betaen fik man en kort introduktion til historien, men ikke meget mere end det. Nexon har kigget dybt i Final Fantasy-drejebogen og kogt en masse teknobavl sammen med AI og “efterkommere” med store kosmiske kræfter. Jeg havde håbet, at det fulde spil ville give en bedre forklaring og opbygge verdenen mere, end betaen gjorde. Faktum er desværre, at den del, der var med i betaen, måske var det, der var mest forståeligt.

Man indtager rollen som en Descendant, en efterkommer fra The Ancestors. Disse Descendants er supermennesker med specielle evner muliggjort via DNA-ændringer. Det er ens opgave at forsvare ens hjemkontinent Ingris, som konstant angribes af den aggressive race The Vulgus, og oveni er der dukket store kaiju-lignende kolosser op også.

Hele spillet bølger frem og tilbage i kampen mellem menneskene og The Vulgus, krydret med bosskampe mod kolosserne. Dertil har man også valgt at smide et yderligere twist ind, som næsten er taget direkte fra Halo 5, hvor en mystisk AI blander sig og hjælper menneskene, selvom alle har stor mistro til den. Det er langhåret, og man ender bare med at skippe alt, selvom de mellemsekvenser, der dog er med, er utroligt flotte.

Spilverdens udgave af en meatlovers pizza

Hvis du ved første øjekast tænker, at The First Descendant er et MMO, tager du ikke helt fejl. Til gengæld tager du heller ikke fejl, hvis du tænker hero shooter, RPG eller looter shooter. Der er rigtig meget, der er kastet sammen i dette spil for at få det til at appellere bredt og samtidig differentiere det fra andre spil i samme genre. Det virker nogle gange, men i løbet af spillet går der nærmest sport i at sidde og råbe højt, hvilket spilunivers eller filmunivers der er stjålet fra – f.eks. sprutte-robotter, der nærmest er taget direkte ud af The Matrix.

UI

Spillets UI og det, der møder spilleren i hovedbyen, er nok det, der minder mest om et MMO. Det ligner, at nogen er gået amok med en labelprinter. Alle navne, om det er NPC’er eller spillere, skal stå på skærmen. Jovist, man kan slå det fra, men jeg kommer aldrig til at forstå det brugbare i det. Det minder mig mest af alt om dengang, World of Warcraft udkom; det føles oldgammelt og unødvendigt. Oven i det er navne og lokationer omgivet af < >. Det bryder billedet og ligner mere en “INDSÆT TEKST HER”-boks, som udvikleren har glemt at slette.

The First Descendant lider desværre også af et sindssygt overforbrug af menuer. Af en eller anden grund er hovedmenuen, ens karakter og kortet over verdenen fordelt på tre forskellige menuer. Selv efter mange timers spil kan det være svært at huske, hvilken knap man skal trykke på for at få adgang til den menu, man lige havde i tankerne. Det føles ufatteligt kluntet.

Descendants

I starten af spillet har man adgang til tre Descendants: Ajax, Lepic eller Viessa. Langsomt kan man få adgang til flere gennem crafting/research, og man har også mulighed for at åbne op for en ultimate-udgave, som har bedre stats, et specielt skin og mulighed for at bruge ultimate evner. Det går ikke lang tid, før man har åbnet op for et par stykker, men derefter starter det rigtige arbejde. Det er en kamp om at få de rigtige materialer, og derefter venter der utallige timer på at udvikle dem. Det gør sig i øvrigt gældende for alt andet top tier crafting i dette spil.

Mens man bevæger sig rundt i verden, får man også brug for sin trofaste gribekrog. Nexon elsker åbenbart at tilføje et element af besværlig bevægelse i deres spil. Jeg kan forstå på nogle af mine venner, at Maple Story har samme udfordringer. For at skabe lidt adspredelse har man tilføjet en gribekrog i bedste Batman-stil, som man kan bruge til at forcere terrænet og desværre tvinges til at bruge i enkelte missioner. Det fungerer virkelig ikke. De første par gange er det måske sjovt, når man ikke timer sit hook korrekt og falder i afgrunden, men efter gang nummer hundrede bliver det lidt trættende. Missionerne, der er bygget op omkring denne gribekrog, er direkte forfærdelige. Det kræver ofte, at man skal hoppe fra platform til platform, og det ville være synd at sige, at den er præcis. Man burde have varieret missionerne mere i stedet for at få sine spillere til at rive håret ud af frustration.

Missionerne

Det er synd, at der skal være missioner, som føles repetitive og irriterende som ovenstående. For noget, der faktisk fungerer ekstremt godt, er de forskellige missioner og de systemer, der omgiver dem. Hvert område har et vist antal missioner, som skal gennemføres, før man kan fortsætte. En enkelt mission tager sjældent meget mere end fem minutter. Det er forfriskende, og man føler, at ens tid bliver respekteret. Desuden bliver du automatisk parret sammen med andre spillere i området, hvis de allerede er i gang med den mission, du har startet. Det er fantastisk ikke at skulle sidde og lede efter grupper, når man bare spiller gennem historien. Derudover er der større dungeons og specielle missioner, som kun kan startes ved at bruge specifikke evner i nærheden af dem. I disse har man mulighed for at åbne op for, at tilfældige kan tilslutte sig, og det tager sjældent mere end et minut at finde et helt hold.

Kolosserne

Den helt store udfordring i The First Descendant er de såkaldte kolosser. Når man har klaret alle de små missioner og den afsluttende dungeon, skal man besejre en kolos for at få adgang til det næste område på kortet. De første par stykker er ikke særlig svære, men efter det bliver det hurtigt svært. Man skal tænke over, hvilket udstyr man bruger, både i form af hvilken slags skade man giver, men også hvilken skade man skal beskytte sig imod.

Kolosserne er kæmper. De tårner sig højt over dig og gør massiv skade, hvis du ikke passer på. Det er en god udfordring i forhold til resten af spillet, som foregår uden de store problemer, men det er nogle gange også et hårdt stop. Det kan være frustrerende at spille med tilfældige spillere på nettet, som slet ikke forstår at læse de enkelte bosser, deres svagheder og hvordan man undgår at blive slået til plukfisk. Nogle gange kan det endda vise sig at være bedre at kæmpe mod bosserne alene eller kun med ens venner.

Det vigtige ved kolosserne er, at de har svage punkter, som man skal udnytte. Når de skydes i stykker, gør det meget større skade på dem. Og visse punkter skal man helt tæt på for at ødelægge ved hjælp af sin gribekrog. Det er vitterligt det eneste tidspunkt, gribekrogen giver mening at bruge.

Desværre står disse kolosser også som den endelige udfordring i spillet. Når man først når igennem alle områder og alle kolosserne, står man overfor den endelige udfordring: Kolosserne én gang til, bare meget sværere. Her burde man have fundet på noget specielt til endgame-delen.

Destiny-lite?

Da The First Descendant først udkom, var mange hurtige til at dømme det som en Destiny-klon, og at det endda havde tyvstjålet fra Destiny. Men har det nu også det? Hvem der har stjålet fra hvem, eller om nogen overhovedet har stjålet, bliver nok svært at få et endeligt svar på.

Jeg gav Destiny et skud for at se, om der var noget om snakken, og jo, man kan se nogle ligheder i både koncept og selve udformningen af spillet, men nogen Destiny-klon er det ikke. De er begge looter shooters, men i forskelligt perspektiv og med en visuel forskel til The First Descendants fordel. The First Descendant indeholder heller ikke nogen PvP-del.

Konklusion

The First Descendant gør rigtig mange ting rigtigt, men det mangler noget. Hvis Blizzard nogensinde havde lavet Diablo som en shooter, ville det nok næsten være sådan, spillet så ud. Bare bedre. Det har alle de elementer, som vi kender: crafting, levelling, store bosser, som skal nedkæmpes, og oceaner af udstyr og evner, som hele tiden skal ændres og opgraderes for at få det maksimale ud af din karakter.

Desværre har det overhovedet ingen sjæl. Det er flot at se på, og gameplayet er ufatteligt effektivt, og jeg har aldrig spillet et spil, hvor det var så nemt og hurtigt at finde folk at spille med online. Du får slet ikke et valg og bliver bare kastet sammen. Karaktererne er klassiske JRPG-agtige i deres udseende: store muskelbundter, små, petite, nærmest drenge eller kurvede kvinder med store “fordele” og bagdele. Udover deres evner er der intet, der rigtig skiller dem fra hinanden. Ingen historie, intet som gør, at man engagerer sig i dem, selvom spillet gerne vil have, at du gør det. Nøjagtig som den utroligt tunge historie, som ingen forstår.

The First Descendant er en underholdende shooter, hvis man har nogle venner at spille med. Der er et stort udvalg af våben og masser af fjender at teste sin karakter imod. Det er effektivt, men samtidig formår det at give dig store udfordringer – nogle gode i form af kolosserne og andre dårlige i form af den forfærdelige grind, man skal igennem for at låse op for gode våben og karakterer. Desværre er historien fuldstændig intetsigende og unødvendigt indviklet. Forbered dig på timevis af materialer-grind og missioner, der bliver genbrugt mere end farmors yndlingskrus. Heldigvis koster spillet ikke en øre, hvis vi ser bort fra de forfærdelige mikrotransaktioner, der gennemsyrer spillet, men der er stadig et utal af andre spil derude, der gør det bedre end The First Descendant.