The Hundred Line: Last Defense Academy-anmeldelse – Visual Novel når det er allerbedst!

Visuelle noveller er lidt af en niche. Spil, der snildt kan vare 50+ timer, hvor majoriteten af din tid går med at læse handling og dialoger, og hvor det reelle gameplay er minimalt, er selvsagt ikke noget, der falder i alles smag.
Men når de er lavet ordentligt, kan man få nogle ret magiske øjeblikke i denne genre. 13 Sentinels: Aegis Rim er for eksempel i min personlige top 10 over de bedste spil, jeg nogensinde har spillet.
Men her bliver oplæsningen også blandet med turbaseret, strategisk kamp – og så er der stemmeskuespil.
Til gengæld har jeg også haft nogle ganske rædselsfulde oplevelser med visuelle noveller. Senest i form af et spil som All in Abyss: Judge the Fake.
Ja, faktisk syntes jeg netop, det spil var så rædsomt, at jeg lovede mig selv at holde en lang pause fra visuelle noveller.
Men så fik vi tilbudt The Hundred Line: Last Defense Academy, og så blev jeg alligevel nysgerrig. Hvorfor?

En unik blanding af udviklere!

Da Kasper Pedersen spurgte, om en af os ville anmelde The Hundred Line: Last Defense Academy, valgte jeg at sige ja af to årsager.
For det første var jeg bange for, at Kasper selv tog den, og at han endte ud i en større gæld på grund af nye body pillow-indkøb.
Og for det andet – på grund af de to udviklerstudier, der står bag spillet.
Det drejer sig nemlig om henholdsvis Too Kyo Games og Media.Vision.

Too Kyo Games har i forvejen lavet det yderst unikke Master Detective Raincode, der med sin fede historie og meget særprægede stil satte et ganske dybt præg.

Og så har vi selvfølgelig Media.Vision, som er et legendarisk udviklerstudie, især kendt for den vidunderlige Wild Arms-serie.
De to studiers spil og designfilosofi er egentlig meget langt fra hinanden, og min nysgerrighed blev simpelthen kildet for meget ved tanken om, hvordan det overhovedet kunne fungere.

Visuel novelle møder taktisk kamp

Jeg nævnte tidligere, hvor meget jeg nød 13 Sentinels’ mix af visuel novelle og taktisk kamp.
Det giver et afbræk mellem de lange læsesektioner, hvor man får lov at bruge sin hjerne på en ny måde.
I The Hundred Line: Last Defense Academy har vi en lignende opskrift. Historiesektionerne er flettet sammen med taktiske kampe, og det er en skøn blanding.
Fordelingen er lige tilpas – man når ikke at blive træt af at læse og lytte, før man bliver kastet ud i den næste nervepirrende kamp. Omvendt er kampene heller ikke så hyppige, at man føler, man ikke får lov til at komme videre med historien.
Og når begge dele af spillet er veludført, står man pludselig med noget helt særligt på hånden.

Hvor langt vil du gå for at beskytte dem, du elsker?

I The Hundred Line: Last Defense Academy følger man teenagedrengen Takumi Sumino, som selv synes, han lever et kedeligt liv i Tokyo Residential Complex.
Hver dag ligner den næste – han går i skole og hænger ud med sin bedste veninde Karua.
Men alt forandres, da Tokyo Residential Complex bliver angrebet af nogle underlige, farverige, men ondsindede væsner, der dræber alt, de kan komme i nærheden af.
Da det ser sortest ud for Karua og Takumi, dukker en lille fyr ved navn Sirei op. Han tilbyder Takumi uanede kræfter – og ikke mindst styrken til at kunne beskytte Karua mod monstrene.
Det eneste Takumi skal gøre, er at stikke en dolk ind i sit eget hjerte.

Takumi gør det – og redder Karua – men bliver pludselig suget væk. Da han kommer til sig selv, befinder han sig i et klasselokale sammen med en gruppe andre unge mennesker. Fælles for dem alle er, at ingen af dem ved, hvorfor de er der, eller hvordan de er kommet dertil.
De bliver af Sirei informeret om, at de nu er den såkaldte Special Defense Unit, og deres opgave er at beskytte noget på skolen de næste 100 dage. Hvis de lykkes, får de mulighed for at vende tilbage til deres liv og deres kære – og forhindre, at monstrene ødelægger Tokyo Residential Complex.

Lige fra det øjeblik, Takumi stikker kniven i sit eget hjerte for at redde Karua, og hele vejen gennem historien, er temaet klart:
Hvor langt vil du gå for at beskytte dem eller det, du elsker?

Det er en tematik, der meget nemt kan ende i pladderromantik og kikset følelsesporno – men det er ikke tilfældet her.
Tværtimod var jeg imponeret over, hvordan spillet formår at gribe temaet an på en måde, der balancerer flot.
For jo, der bliver revet godt og grundigt i følelserne, og jeg undrede mig da også flere gange over, hvor mange løg mine naboer tilsyneladende skræller for tiden…
Men det blev aldrig kikset eller banalt.
Kærlighed, venskab og det at balancere egne behov med andres er interessante temaer – når de bliver behandlet med den rette tyngde. Og det synes jeg virkelig, de bliver her.

En tour de force i karakterudvikling

Noget af det, der for alvor gør, at denne historie holder hele vejen, er, hvor godt karaktererne er skrevet. Når man først møder de forskellige figurer, kan man godt få tanken, at de bare er hevet direkte ud af anime-kliché-skuffen – men det er kun på overfladen. For hver dag der går på Last Defense Academy, udvikler karaktererne sig, og deres facader krakelerer og afslører deres sande og nuancerede jeg.

Jeg er især imponeret over, hvor naturligt karakterudviklingen sker. Selv når en figur tager store spring i opførsel og tilgang til situationen, føles det troværdigt og velfunderet. Det er ret imponerende – især når man tænker på, hvor låste og stereotype nogle af dem fremstår i starten.

Samtidig fletter plottet og dets tematik sig elegant sammen med karakterudviklingen og gruppens spirende sameksistens. Mange værker – både bøger og visuelle romaner – ender i fælden, hvor det enten er karaktererne eller plottet, der fanger én. Men The Hundred Line: Last Defense Academy rammer en sjælden balance. Karaktererne er spændende at følge, men det overordnede plot og mysteriet omkring det er mindst lige så dragende.

Hver gang jeg troede, jeg havde regnet det hele ud, smed spillet endnu et twist i manegen, der vendte min forståelse fuldstændigt på hovedet. Og ja – der er nogle ret markante plot twists i den over 50 timer lange historie. Men ligesom med karakterudviklingen føles de aldrig som noget, der kommer ud af det blå. Hvert twist fungerer både som en kæmpe overraskelse og den mest naturlige forlængelse af historien. Netop fordi disse udviklinger og opdagelser er så essentielle for oplevelsen, vil jeg ikke spoile noget af selve historien. Den skal opleves uden forudgående viden – og helst helt blind.

Gameplayet er ikke ofret!

Alt for ofte er gameplay i visuelle romaner en gimmick – noget, der er smidt ind som eftertanke. Det er absolut ikke tilfældet her. Gameplaydelen er på niveau med historien både i kvalitet og dybde.

Spillet byder på flere typer gameplay. Selvfølgelig er der de mere klassiske elementer, hvor man går rundt på skolen og taler med forskellige karakterer. Det øger både ens forståelse for dem og forbedrer ens stats afhængigt af, hvem man taler med.

Derudover kan man tage uden for skolen og udforske. Uden at afsløre hvorfor – da det er en vigtig del af plottet – er det sat op som en slags brætspil. Verden er opdelt i felter, hvor nogle er tomme, mens andre har symboler. Disse kan indikere items, begivenheder eller fjender. Kampe er tydeligt markeret, og man kan ofte se, hvilken type ting man kan finde.

Man bevæger sig ved at trække to kort med forskellige antal skridt og skal så bruge dem strategisk. Det gælder om at nå sine mål, samle ressourcer og undgå at miste alt sit liv – for hvis hele holdet mister deres HP, ryger man tomhændet tilbage til skolen. Det skaber spænding og får hver dag til at føles vigtig.

På skolen kan man bruge forskellige faciliteter: træningsrum til at kæmpe og tjene valuta til opgraderinger, bibliotek til at læse bøger og øge stats, og værksteder til at bygge genstande, der bruges i kamp. Opgraderinger kræver både fundne genstande, valuta og et vist niveau i stats – et system, der får alt til at hænge meningsfuldt sammen.

Indimellem skal man også overbevise andre klassekammerater i diskussioner, hvilket fungerer som en slags debat-minispil. Det er nok det eneste element, jeg ville kalde lidt gimmick-agtigt, da man altid kan starte forfra uden konsekvenser. Men til gengæld lærer man meget om karaktererne, så det føles aldrig spildt.

Taktiske lækkerier!

Men nu til gameplay højdepunktet: kampene!

Jeg elsker kampene i The Hundred Line: Last Defense Academy. De er på ingen måde en eftertanke, men et sandt taktisk højdepunkt.

Kampene foregår i bølger, hvor fjender strømmer frem, indtil man møder en boss. Vinder man over bossen, har man klaret kampen. Dør alle ens figurer, eller bliver et vigtigt objekt ødelagt, har man tabt.

Fjenderne har unikke angrebsmønstre, og der er forskellige typer – fra svage én-slag-fjender til stærkere elitefjender, som kræver flere slag og belønner spilleren med ekstra action points, når de besejres.

Spilleren har kun et begrænset antal action points per tur, og hver handling koster point. Derudover kan man optjene en særlig valuta, som bruges til specialangreb – stærke angreb, der dog efterlader figuren ude af spil i resten af turen.

Man kan også udføre et “sacrificial move”, når en figur er tæt på at dø. Det er et ekstremt kraftigt angreb, som også giver meget af den særlige valuta – men figuren dør bagefter. Så længe man befinder sig nær skolen, vender figuren dog tilbage i næste bølge.

Det her er et fantastisk eksempel på, hvordan gameplay og historie smelter sammen. Selvopofrelse er et centralt tema i spillet, og det er genialt, hvordan det afspejles i kampsystemet.

Hver figur har også sit eget angrebsmønster og specialisering – nogle er gode mod grupper, andre mod enkelte fjender, og nogle kan sætte fælder eller hjælpe holdet på andre måder. Men også her hænger alt sammen med deres personlighed og udvikling – så jeg vil ikke afsløre mere.

Taber man en kamp, kan man starte den pågældende bølge forfra og endda vælge små fordele. Det gør kampene mindre frustrerende og mere som et lækkert taktisk puslespil.

Spillet tilbyder to sværhedsgrader: almindelig og “Story Mode”. Men lad dig ikke narre – story mode gør kampene trivielle, og det er en skam. Kampsystemet er så tæt knyttet til karakterernes udvikling og plottets progression, at man snyder sig selv for en dybere oplevelse, hvis man vælger den lette vej.

Anime på den fede måde!

En anden ting, der gennemsyrer hele spillet, er hvor Anime med stort A det er. Men altså – på den fede måde.
Den tegnede stil i figurerne oser af personlighed og kant, og det bliver kun forstærket af deres særlige angreb. De er flashy, eksplosive og bombastiske – på den helt særlige måde, som kun anime kan levere.

Det samme gælder spillets mange mellemsekvenser – heldigvis er der masser af dem.
Rent teknisk er vi ikke helt oppe i next gen-lejet, men den kunstneriske stil er så karakteristisk og veludført, at det aldrig ødelægger oplevelsen.

Min eneste manko er, at baggrundene i spillet er i en slags 3D, mens figurerne er i 2D. Det giver et lidt underligt visuelt miks. Selvom det tydeligvis er et stilistisk valg, fungerer det ikke helt for mig – figurerne kommer til at virke som om, de svæver lidt i rummet. Jeg havde nok foretrukket, at baggrundene også havde været i 2D.

Til gengæld er lydsiden eminent! Stemmeskuespillet er fantastisk – og der er heldigvis meget af det. Selvfølgelig ville jeg ønske, at alle dialoger var fuldt indtalt, men det er forståeligt, at det ikke har været muligt i et spil af denne skala.
Udviklerne har til gengæld virkelig forstået at bruge stemmeskuespillet rigtigt. Det føles altid velvalgt i de scener, hvor det er til stede, og det er så effektivt brugt, at man næsten hører stemmerne automatisk i hovedet, når man selv skal læse dialoger bagefter.

Og så skal der altså også lyde en særlig kærlig hilsen til spillets soundtrack. Musikken er både fremragende i sig selv og understøtter plot og tematikker på fornem vis. Flere af numrene er så gode, at jeg sagtens kunne finde på at høre dem på farten.

Konklusion

The Hundred Line: Last Defense Academy er en fremragende visual novel.
Historien er spændende, rørende og humoristisk på samme tid. Karaktererne virker måske som klichéer ved første øjekast, men der gemmer sig vidunderlige personligheder under overfladen, og deres personlige udvikling er en fornøjelse at følge.

Samtidig er kampsystemet helt fantastisk og integreret på intelligent vis med både plot og tematik.

Selvom det visuelle måske ikke imponerer teknisk, er stilen lækker og helt sin egen – og lydsiden er så stærk, at det i sig selv løfter oplevelsen.

The Hundred Line: Last Defense Academy er ikke bare en fremragende visual novel – det er et fremragende spil, punktum.