The Incident at Galley House-anmeldelse – Årets mest oversete indieperle

I 2025 blev puzzlefans velsignet med nogle af de allerbedste spil, vi har set i lang tid. I januar fik vi den remasterede version af browserspillet, The Roottrees are Dead, som opdaterede noget af designet samt det visuelle. I april fik vi puzzle-rogueliten, Blue Prince, som overraskede både anmeldere og spillere og blæste vejen frem for solo-udvikleren, Tonda Ros. I til sidst i oktober fik de det okkulte detektivspil, The Séance of Blake Manor, hvor du med et tidsbegrænset gameplay skal undersøge en gæsts mystiske forsvinden.

I 2026 har det været lidt mere stille på puzzlefronten. Indtil nu. Med The Incident at Galley House tager udgiveren bag The Roottrees are Dead og gør sin kunst efter ved at remasterere det prisvindende, tekstbaserede itch.io-spil Type Help med et nyt lag maling, stemmeskuespillere og en opdatering af gameplayet. Jeg vil nok hellere kalde det for en genfortolkning af spillet, som er blevet gjort mere gamified og tættere på en interaktiv visuel novelle frem for et rent tekstbaseret spil.

Det er et af de mest fantastiske Agatha Christie-agtige puzzlespil jeg har spillet i årevis. Spillet sætter stille og roligt kløerne i dig, mens du bliver lullet ind i et whodunnit-mysterie. Det har kant, det har mod og ikke mindst har det et meget engagerende gameplay.

Hvis væggene kunne tale

The Incident at Galley House foregår i en britisk villa i 1930’erne, hvor vi starter med, at alle personer i huset er døde af den ene eller den anden grund. Din opgave er som efterforsker at finde ud af, hvad der er sket derinde og hvorfor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden

Ligesom i The Return of the Obra Dinn får vi et øjebliksbillede af en situation, der har udspillet sig på et bestemt tidspunkt med bestemte personer. Historien skal du derfor prøve at finde hoved og hale i. Vi starter dog med at følge en betuttet lokal forretningsmand, som sidder fast i indkørslens mudder med sin bil. Han har fået en invitation til en komsammen i villaen fra Rupert Galley. Men da han banker på i det øsregnende mørke, kender ingen af beboerne en mand ved det navn. Alligevel bliver forretningsmanden lukket ind i et selskab, som vi kommer til at følge på godt og ondt i resten af spillet.

Du får undervejs et par hints til at komme i gang, men ellers er det at tage noter undervejs og høre efter, hvem der er til stede, hvad de refererer hinanden til og hvilket rum de enten kom fra eller er på vej hen til. Det lyder måske komplekst at komme i gang med, men stille og roligt lærer du at forstå logikken i historien. Du begynder også at lære personerne at kende. Hertil får du både mulighed for at navngive dem og indsætte en avatar for dem. Ellers fremstår de som en sort skikkelse med et tal på, der refererer til den person. Fx er forretningsmanden Person 1, indtil du lærer hans navn at kende og ved, hvilke karaktertræk hans avatar skal have.

Som jeg nævnte i starten, er det her en af de historier som har fanget mig mest af et spil i år. Jeg elsker et godt whodunnit, hvor du som detektiv langsomt skræller lagene af og lærer personernes motiver, karaktertræk og interne forhold at kende. Der er en masse intriger blandt gæsterne i villaen, men også et større plot som trækker tæppet væk under dig, bid for bid.

Hav notesblokken klar

Til ethvert godt puzzlespil bør du sidde med en eller anden form for notesblok klar. I Séance of Blake Manor havde de lavet et virkelig fantastisk mindmap for dig, som både holdt styr på detaljerne og hintede til, hvad du manglede at undersøge. I Blue Prince skulle man frem med en skriveblok eller en notesapp, som kunne samle på screenshots for spillet. I The Incident at Galley House er vi tilbage til en intern notesblok i spillet, som du kan skrive i med dit tastatur. Efter at scenerne på tidslinjen har udspillet sig, får du også en transkribering som et manuskript, hvor du kan markere forskellige sætninger og gemme dem i din notesbog. Du kan også vælge at genafspille det, hvis du foretrækker at høre, hvordan sætningen bliver fremført. Der ligger nemlig en masse subtekst i leveringen af replikkerne, hvilket gør, at skuespillerne er en smuk tilføjelse.

Helt generelt er produktionsniveauet hævet gevaldigt fra det mere intermistiske, tekstbaserede browserspil, som det er baseret på. Du får både stemning via det visuelle og skuespillerne, ligesom du får noget mere håndgribeligt gameplay i denne her maskine, hvor du skal indtaste tidslinje, lokation og de tilhørende personer.

Det, jeg godt kunne savne, var, at nogle af disse avatar også kunne sidde og ligge ned. Når karaktererne gør dette, får vi igen en sort skikkelse, hvor deres ansigtsportrætter svæver over hovedet på dem. Men samtidig gør spillet også noget helt fantastisk ved trods alt stadig at have et simpelt visuelt udtryk: Når karaktererne snakker, bliver deres skygger lyst op af en form for lydbølger. Det giver både en masse dynamik til det visuelle og så hjælper det på at vide, hvem der snakker. Simpelt men effektivt.

I TR-49, som udkom i starten af januar i år, havde også samme enigmatiske tilgang, hvor du hele tiden skal have det forkromede overblik over, hvem der er hvor og på hvilket tidspunkt. Her gør spillets UI i The Incident at Galley House noget helt fantastisk, og du er sjældent i tvivl om detaljerne i det hele. Der hvor skoen kan trykke, er i slutspillet, som lige bliver kørt en time eller to for langt ud. Det havde ledt op til en perfekt afslutning, som desværre blev afløst af en mere rodet fornemmelse.

Med en spilletid på lidt over 10 timer ligger det på et niveau, hvor man ikke kan spille det hele igennem på én gang. Hvis man glemmer at tage noter, kan man derfor ende med at være på bar bund, når man starter spillet op et par dage senere. Heldigvis – og mange tak for det – har spillet et genialt hintsystem, som giver dig tre meget ledende hints for til sidst at give dig svaret. På den måde bevarer man som spiller stadig sin værdighed, når man ikke kan finde gennembruddet til den næste store plotsekvens.

Konklusion

The Incident at Galley House er et mesterligt whodunnit-spil fyldt med referencer til både Agatha Christie og Stephen King. Det er fantastisk at opleve et obskurt tekstbaseret itch.io-spil blive remasteret til at blive mere spilbart, både med det visuelle, det fantastiske stemmeskuespil og ikke mindst den her enigma-maskine, som historien foregår igennem. Havde spillet bare været et par timer mindre, hvor især afslutningen blev kortet ned, havde vi siddet med et mesterværk. Det er årets mest oversete indieperle, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Emil Øgaard

Skribent & Anmelder

---

Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.