The Last Case of John Morley-anmeldelse – Finchedoinks fede finurligheder

John “Wick” Morley

The Last Case of John Morley er et Lovecraftian adventurespil i førstepersons-perspektiv om en privatdetektiv – den titulære John Morley – der vågner i en hospitalsseng efter at have løst sin seneste sag, der gjorde, at han faldt fem etager ned. Det troede jeg kun var folk som John Wick forundt, men uanset hvad, så kan Morley endeligt udskrives og tager hjem til sit kontor. Hér opsøges han af en velhavende enke, hvis datter blev myrdet 20 år tidligere på deres store gods. Enken mener simpelthen, at politiet ikke opklarede sagen korrekt ved dengang at kalde det for et selvmord, så nu vil hun have Hr. Morley på sagen. Nu skal morderen fanges og straffes.

Spillet udspiller sig i London i 1940’erne, og foregår som sagt i førsteperson, og selvom det er præsenteret i Unreal Engine, er det ikke fordi det er et grafisk vidunder. Hvis jeg kalder grafikken for “funktionel”, så har jeg vist ikke været for flink. Skaberne bag er et lille studie, Indigo, der blandt andet har udgivet gyserspillet Portrait of a Torn sidste år, der velfortjent fik et par prygl for at bruge AI-genereret stemme-“skuespil”, som jeg har forstået det.

Derfor var jeg lige dele spændt og skeptisk, da jeg så, at de udgav The Last Case of John Morley, for på overfladen rammer det alle mine ømme punkter: Privatdetektiv, 1940’erne, noir- og Lovecraft-stemning. Til min store lettelse fandt jeg ud af stemmeskuespillet denne gang er virkelige mennesker. Det er ikke noget særligt, men det er… “funktionelt”. Og jeg vil til hver en tid have ægte mennesker, der spiller funktionelt i mine spil, end maskiner, der får Sarah Connor til at kæderyge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Game Expo

Judgment day

Derfor ramte det mig også som et los i løgene, da jeg så spillets første “tegnede” note, der lå og flød i enkens ejendom; jep, AI-slop af værste skuffe. Mit øje er ikke engang særlig trænet, og alligevel kan jeg genkende det sepia-farvede lort på miles afstand.

Føj.

For.

Satan.

“Meddelelse om AI-genereret indhold. Udviklerne beskriver spillets brug af AI-genereret indhold sådan her: All the game content has been created and crafted by humans, with great effort, love, and dedication. Although a few minor images (such as decorative posters) may have been generated with the help of AI, they have always been manually retouched.”

Dette står på spillets Steam-side, og der må jeg bare indsætte lyden af en våd prut. De billeder er “retoucherede” på den måde, at de er blevet promptet på ny et par gange. Det ligner pis. Det ligner gylle. Der er ingen grund til at inkludere den slags tyvagtige plagiat i et spil på nogen måde. Ikke engang selvom du er et lille hold.

Den måde de er brugt på er endda graverende. Der er for eksempel en seddel hos en kok, hvor de har brugt kunstig intelligens til at “tegne” en gulerod og en køkkenkniv. Ja, for gud forbyde at designerne kunne lave det selv eller få en kunstner til at lave det eller – og nu brainer vi bare – helt at undlade det? Kunstig intelligens ligner rav. Det minder mig om lort simpelthen.

“Det er jo bare et værktøj!” er vist den mest populære forsvarsmekanisme blandt AI-dudes i øjeblikket, og nej, det er ikke et værktøj at plagiere og stjæle – som det de facto er. Alskens AI-“kunst” bygger på rigtige kunstneres arbejde, som den har taget fra. Kunstig intelligens kan ikke skabe, kun stjæle – uanset hvad en CBS-dude desperat fortæller dig en sen nattetime på McKluud. Der er kun én grund til at det er ulovligt så få steder i verden på nuværende tidspunkt, og det er at vi ikke har tilstrækkelig lovgivning på området – endnu.

Nå, tilbage til noget rigtige mennesker har lavet.

Den sidste sag

The Last Case of John Morley er et adventurespil i den forstand, at det involverer spilleren præcis nok til at man kan kalde det “lidt mere end en walking sim”. Men “gåderne” du skal løse er meget basale og ofte føles de lidt for velkendte. Man skal dreje et par statuer, finde koderne til en hængelås, tænde stikkontakter i den rigtige rækkefølge og så finde lidt flere koder til lidt flere hængelåse. Enten skulle gåderne have været en del mere udfordrende eller også skulle de helt have undladt det, for det mest uinteressante i verden er at huske på en kode til en lås. Især når man udsættes for det en 9-10 gange.

Det ved spillets centrale mysterium er faktisk at John Morley ikke undrer sig mere over at han har adgang til enkens ejendom, som åbenbart har stået urørt siden (måske) mordet på datteren for 20 år siden. Men måske havde enker råd til en ekstra mansion i 1940’erne, når uheld som disse skete. Udover den omtalte ejendom, så kommer man også kort forbi en skov og en psykiatrisk afdeling og andre Lovecraft-klichéer. Jeg ved, jeg lyder skeptisk, men det er samtidig også meget sådan æstetikken er i den slags fortællinger, så jeg brokker mig ikke.

Det indeholder også et par obligatoriske jumpscares – et særligt sløjt et af slagsen med en stumtjener – men de var hverken elendige eller særligt vellykkede. De var – tør jeg sige det? – “funktionelle”. Men jeg prøvede også at se om man kunne blive slået ihjel som spiller, for der er et par øjeblikke, hvor man får at vide, at man skal være på vagt og gemme sig, og ligegyldigt hvad jeg prøvede, så lykkedes det mig ikke at dø, så selvom stemningen kan være gyseragtig, så er der intet spor af survival- eller stealth-horror.

The okayest case

Men nu kommer dét, der overraskede mig mest: Fortællingen og stemningen i spillet er faktisk okay…? Ja. Jeg er lige så overrasket som dig, læser, men slutningen kommer med et svirp, og det er helt fornuftigt fortalt. Det er ikke fordi det er noget stort, overvældende eller hjerteskærende øjeblik, men bare hvor jeg sad tilbage og tænkte, “Cool. Det er sgu fint nok fortalt.” Igen… lad os stave det sammen: F-U-N-K-T-I-O-N-E-L-T!

The Last Case of John Morley koster lige under 100 kroner og det tog mig 2-3 timer at gennemføre, og det går lige præcis an til en søndag eftermiddag, hvis du kan leve med forskrækkelsen af AI-genereret lort. Nu hvor jeg ser forsiden, har jeg mistanke om at det faktisk også er AI slop?

Konklusion

The Last Case of John Marley er et funktionelt spil, der ikke har én eneste original tanke, men som alligevel kommer i mål med at skræmme en smule samt at overraske en smule. Man skal bare leve med nogle af de grimmeste AI-“tegninger” in-game, som nærmest er mere uhyggeligt i sig selv end hele spillet. Denne anmeldelse er skrevet uden kunstig intelligens.

Jacob Ege Hinchely

Vært & Anmelder

---

Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.