‘The Last Spell’ er for svært at få lagt fra sig til at være særligt “the last”

Et veloplagt og originalt turbaseret kampsystem, en tilfredsstillende basebygningsdel og et overraskende godt soundtrack finder sammen i et stærkt roguelike

Nogle spil spiller jeg en enkelt gang, og så tænker jeg egentlig, jeg er færdig med dem.

Men undertiden viser det sig, at de har sat sig bedre fast, end jeg troede. ‘The Last Spell’ er en af dem. Jeg opdagede, at jeg – efter at have spillet et par timer og slukkede det igen – faktisk slet ikke var færdig.

‘The Last Spell’ er et turbaseret strategispil, som foregår i en verden, hvor morderiske nationer i krige mod hinanden nærmest har lagt hele verden øde med en særlig slags kraftfuld, lilla magi, der i høj grad får en til at tænke på atomvåben.

Nu har de overlevende fået nok. En række magikere og krigere har besluttet sig for en gang for alle at stoppe dødsspiralen ved at udøve én sidste magisk formular, som vil gøre en ende på al magi overhovedet.

Problemet er bare, at de hidtidige hovedløse magiske krige allerede har gjort så stor skade, at hære af udøde dukker op i udkanten af de sidste byer for at slå de sidste levende ihjel og på den måde forpurre ‘den sidste formular’ fra titlen.

Og her begynder spillet. I rollen som kommandør for de sidste bastioner skal spilleren stå for forsvaret af magikerne nat efter nat, mens de sidste levende troldmænd målrettet fokuserer al deres energi på arbejdet med gøre en ende på magien for evigt.

 

Overvældende – men overraskende sjovt

Forsvaret foregår ved at beordre standhaftige krigere rundt i et isometrisk landskab for at tæske de mangfoldige udøde, før de kan nå frem til byerne.

Heltene, man kontrollere, får levels og nyt udstyr om dagen. Levels resultere både i en stigning af egenskaber (eksempelvis livspoint og chance for at lave kritisk skade) og en række mere specifikke egenskaber som evnen til at hoppe, automatisk dræbe fjender med under 10 % liv tilbage eller absorbere livspoint i forhold til ens skade.

Der er også et element af basebygning, hvor man rydder op i gamle bygninger og lig og får ressourcer til at opføre bygninger, som kan give flere helte, mere mana og andre fordele. 

Man opfører også, og det er næsten endnu mere underholdende, forsvarsværker. Især er det helt emminent at sætte rækker og rækker af ballistaer op og se dem gennemhulle de udøde de kommende nætter og give ens helte et kærkomment pusterum fra de tiltagende store horder.

‘The Last Spell’ kan i første omgang virke overvældende. De mange egenskaber, karaktererne har, er ikke umiddelbart overskuelige, og de mange forskellige våben giver forskellige evner og manøvrer:

Hammere laver stun-angreb, som påvirker mange fjender. Pistoler har lang rækkevidde, men ikke så lang som en bue. Sværd tillader krigeren at manøvre sig adræt rundt blandt fjender og åbner op for et nyt metalag, hvor placering er endnu vigtigere.

Samtidig er mekanikken omkring, hvordan man på bedst mulig vis forvalter mana og livspoint ikke helt ukompliceret. Heltene får kun en vis procentdel af dem tilbage hver nat, så hvornår er det klogt at benytte sig af de helt stærke formularer, og hvornår er det bedre at nøjes med de mere billige former for tæskeevner?

Men det bliver ret hurtigt sjovt. Overraskende sjovt.

 

“Get fogged!”

Spillet har den finesse, at man ind i mellem spillene optjener både bedrifter og en magisk møntfod, som kan indløses til flere items, forsvarsværker (Gud ske tak og lov for ballistaerne, jeg fik efter to runder med læsterlige klø) og generelle fordele som eksempelvis en universel opgradering af livspoint for alle helte. Det driver ens lyst til at spille videre frem, fordi man så næste gang har bedre chancer og et bredere udvalg af muligheder. 

Et run tager et par timer, hvad er i den høje ende, men det er let at lægge spillet fra sig og vende tilbage. Universet og artworket er velafrundet og giver en gotisk, blodig og mørk atmosfære, som heldigvis ikke tager sig selv alt for alvorligt. Spillet har sit udtryk, men mister ikke balancen og vælter over i uelegant mørkeleg. Der er mere ‘Doom’ end ‘The Darkness’. 

“Get fogged!” råber en helt undervejs, mens en anden siger “You’ve got to be kidding me!”, da det viser sig, at der er flere monstre at myrde end først troet. 

Det er befriende.

Musikken er et overraskende højdepunkt. Remi Gallego har komponeret et veloplagt elektroheavy musikspor, der understøtter de blodige kampe. 

Jeg troede egentlig, at jeg efter mit første run, havde set, hvad jeg ville af ‘The Last Spell’. 

Som jeg skriver denne anmeldelse, er jeg netop begyndt på mit femte.