The Midnight Walk-anmeldelse – En (u)hyggelig vandretur

The Midnight Walk er en sær og stemningsfuld rejse gennem mørket. Året 2025 er åbenbart hvor vi indtil videre allerede har fået to større stop-motion spil. Dette og South of Midnight. Det skal åbenbart hedde noget med midnight, ellers kan det ikke være stop-motion. The Midnight Walk er skabt med et imponerende antal lermodeller, over 700 modeller blev brugt til at skabe spillets univers. Det har været en omfattende proces, men det giver klart en unik identitet og charme. Desværre kunne man nok have ønsket sig lidt mere af spillet eller at det blot havde holdt sig til det, den gør RIGTIG godt.

Visuel magi og VR-fornemmelse
Allerede fra første skridt i The Midnight Walk bliver man mødt af et spil, der er utrolig flot og teknisk imponerende. Den visuelle stil er både kitch og kunstnerisk. Spillet er en slags VR hybrid. Køber du spillet kan du både spille det med din controller eller skifte til VR mode. Vælger man controller muligheden, vil man hurtigt mærke at store dele af spillet klart er skabt med intentionen om at det skulle spilles i VR. Jeg ejer desværre ikke et VR headset, og måtte derfor “nøjes” med at spille det igennem med en controller. Jeg synes ikke det har ødelagt noget, men mens jeg sidder og skriver dette, kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke om spillet måske er endnu bedre med VR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for What'Sub

Spillet og dets karakterer er indbydende og spændende. Man kommer hurtigt til at elske sin nye ven PotBoy og det vandrende hus som følger én gennem hele historien. Et hus der er lidt skræmmende til at starte med, men hurtigt bliver en hyggelig rasteplads, hvor man kan se små film og collectibles som man har samlet op på sin rejse. Man har ofte lyst til at stoppe op og nyde omgivelserne, da de er rigtig flotte og dybden i baggrunden ofte er meget detaljeret.

Historien halter bagefter
Spillet er uden tvivl inspireret af eksempelvis The Nightmare Before Christmas, og man forventer næsten at en af karaktererne står og venter rundt om det næste hjørne, der er endda én man møder undervejs som minder rigtig meget om borgmesteren fra filmen. Selvom spillet gerne vil fortælle en historie, er det ikke nemt at fastholde tråden. Præmissen er simpel, mørket har overtaget og sammen med PotBoy skal du transportere ilden gennem det mørke land, og forsøge at bringe lyset tilbage. Det er simpelt, men man mangler at forstå mere om ens egen karakter, det kommer hurtigt til at handle om alt andet. Fortællingen kræver opmærksomhed, og kan hurtigt virke flyvsk, hvis man ikke lytter intenst. Det hjælper ikke, at de mange sære og fascinerende karakterer, man møder, ikke får den taletid, de fortjener. Man fornemmer, at der ligger spændende fortællinger under overfladen, men de får aldrig lov at udfolde sig.

Mellem hygge og horror
Spillet excellerer i stemning og følelsesmæssigt udtryk, hvor det forsøger at balancerer mellem uhyggeligt og hyggeligt, men det fremstår lidt som om man ikke helt har vist hvilket ben spillet skulle stå på. Den stille jazzmusik og de drømmende sekvenser giver en rolig intensitet, som er helt sin egen. Men samtidig kæmper spillet med en identitetskrise. Det er svært at sige, hvilken genre det egentlig tilhører. Det er en walking simulator med en smule kamp, men uden nævneværdig sværhedsgrad, og den ensformige brug af de samme mechanics trækker desværre helhedsoplevelsen ned. I min optik havde spillet været meget bedre hvis det havde fokuseret på at gå, tale og udforske – med enkelte puzzles her og der. Det er måske for meget at sige at spillet indeholder kampsekvenser, men man bliver altså udstyret med en tændstikspistol og skal forsøge at undgå monstre som vil fortære dig og din flamme. Desværre føles det repetitivt, og forstyrre mere historien end det gavner.

Tekniske skævheder og kitsch, der kammer over
Trods den korte spilletid er The Midnight Walk overraskende buggy, og mørket,  rent visuelt, bliver til tider for dominerende. Spillet tager ikke meget mere end fire til fem timer, og jeg oplevede flere gange at jeg måtte reloade for at komme videre. Enten fordi PotBoy sad fast, fordi jeg pludselig ikke kunne tænde lys eller jeg ikke kunne færdiggøre en puzzle. Jeg troede oprigtigt at jeg var blevet for dum, og ikke kunne finde ud af det. Jeg måtte ty til YouTube for blot at finde ud af, at det var fordi det monster jeg skulle lokke hen til noget lys af en eller anden grund ikke kunne se det lys jeg havde tændt. Den teatralske stil og de synligt dukkestyrende mennesker, der dukker op i enkelte sekvenser, trækker én ud af illusionen, og det er en skam, når man ellers er så investeret. Heldigvis er der momenter, hvor alt går op i en højere enhed, som når du, med PotBoy ved din side, tænder ild og alt kulminerer i en fortryllende og mærkelig sekvens.

En stærk afslutning redder meget
Slutningen er ikke bare god – den er så stærk, at den næsten redder hele spillet. Den efterlader én med en følelse af, at man har gennemlevet noget betydningsfuldt, på trods af de mange ujævnheder undervejs. Havde man fokuseret på historien, birollerne og udforskning kunne spillet have været et mesterværk. Man kan selvfølgelig ikke have en stærk slutning uden at have bygget det op undervejs. Det gør spillet også, problemet er bare at det er enkelte glimt her og der, hvorimod slutningen er rendyrket stemning og fortælling.

Konklusion
The Midnight Walk er et spil fuld af ambition, charme og visuel magi, men også ét der snubler over sin egen kunstneriske vilje og tekniske begrænsninger. Det er en oplevelse, man ikke glemmer lige med det samme, men heller ikke én man nødvendigvis har lyst til at gentage. Det bliver holdt tilbage af tekniske fejl og en identitetskrise der gør at spillet ikke helt ved om det vil være nuttet eller uhyggeligt og walking simulator eller mere end det. Det burde have været mere, men der er trods alt stadig ild nok til at holde dig varm i knap fire timer.

Morten Vilstrup Pedersen

Skribent & Anmelder

---

Morten har en bachelor i Engelsk, og arbejder til daglig med Salg og Service i det mørke Jylland. Hans allerførste rigtige spiloplevelse var Pokemon Blå på tysk i de glade GameBoy dage. Det rangerer også ret højt på listen over yndlingsspil, men nr. 1 må absolut være Neverwinter Nights. Alt, der kan games på skal der games på, og han ejer derfor både PC, Xbox, PlayStation og Switch.