The Monkey-anmeldelse – Splatter der batter

Stephen Kings novelle strækkes ud som en fuldlængdes spillefilm og tilsættes kulsort humor og old school-splattereffekter

Osgood Perkins gav os sidste år med Longlegs en af de absolut bedste horrorfilm de seneste par år. Og nu er han allerede tilbage – denne gang med noget, der er lidt lettere at gå til og ikke helt så mørkt.

The Monkey bygger på Stephen Kings novelle fra 1980, hvor et gammelt optrækkeligt abelegetøj med trommestikker står i centrum for en række brutale og helt tilfældige dødsfald.

Historien starter med tvillingebrødrene Hal og Bill, der finder deres fars gamle, creepy abe på loftet. Og ja, det går selvfølgelig helt galt. Hver gang aben slår på trommerne, dør nogen på de mest groteske og absurde måder. Drengene forsøger at slippe af med den – smider den endda i en brønd – men selvfølgelig kommer den tilbage. 25 år senere er Hal (spillet af Theo James) stadig hjemsøgt af aben og dens forbandelse, mens han prøver at beskytte sin egen søn, Petey, fra dens blodige rækkevidde.

En gyserkomedie med et twist

The Monkey er en film, der mixer blodige mord med en solid dosis sort humor – og det fungerer. Hvis du forventer Perkins’ sædvanlige dystre tone, bliver du nok overrasket. Her er der nemlig masser af smash cuts og blodposer, der eksploderer på de mest absurde tidspunkter.

Hver gang aben slår på trommerne, ved du, at nogen snart dør – men hvordan? Det aner du aldrig. Og det er her, filmen skinner.

Dødsfaldene er så overdrevne, at de både chokerer og får dig til at grine. Folk bliver halshugget, sprængt i luften og trampet ihjel, og det hele føles som en vanvittig blanding af Final Destination og Looney Tunes. Hvis du elsker 80’ernes overdrevne blodsprøjt og cheesy effekter, så er det her lige noget for dig. Det er popcorn-gys med fuld smæk på.

Kreative friheder og absurde øjeblikke

Instruktøren Osgood Perkins har virkelig taget sig nogle kreative friheder med Stephen Kings oprindelige historie, og det giver filmen et helt særligt twist. Den er fyldt med absurde øjeblikke, som når et cheerleading-hold pludselig dukker op for at heppe på retsmedicineren, der fjerner et lig.

Selvom filmen er fyldt med splatter og skøre scener, har den faktisk også en følelsesmæssig kerne. Den dykker ned i temaer som nedarvede traumer og familiens betydning. Hovedpersonen Hal står over for de samme valg, som hans far gjorde, men han prøver at bryde den onde cirkel og være der for sin søn. Det giver filmen en overraskende dybde midt i alt blodet og kaosset. The Monkey handler på sin helt egen skæve måde om, hvor tilfældig og uforudsigelig døden kan være.

En hyldest til blodigt vanvid

Midt i alt det blodige vanvid gemmer der sig en historie om tab, sorg og kampen for at finde mening i kaos. Det lyder måske tungt, men filmen holder dog stædigt fast i sin grindhouse-stil, så det aldrig bliver for alvorligt. Netop derfor rammer filmen dog ikke altid helt sit mål. Den vil gerne fortælle en større historie om familiære traumer og universets tilfældige natur som en slags dødens agent. Og selvom idéen er spændende, føles det nogle gange lidt malplaceret i en film, der ellers er så skamløst over-the-top. Det er som om, den prøver at være både dyb og fjollet på samme tid – og det rammer ikke altid helt plet.

Skuespillet supplerer splattet

Theo James gør et solidt stykke arbejde som både Hal og hans tvillingebror Bill. Han formår at gøre Hal sympatisk og relaterbar, mens Bill er den irriterende, vrede type, du elsker at hade. Tatiana Maslany er også glimrende som deres mor Lois, der bringer både varme og en brutal ærlighed til rollen. Og så er der Colin O’Brien som Petey, der virkelig får dig til at heppe på, at han og Hal klarer skærene.

Slutteligt er The Monkey ikke en klassisk gyser, men den er en vild, underholdende tur, der blander blod, grin og en smule eftertænksomhed. Hvis du er til skøre dødsfald, sort humor og en historie med lidt mere på hjerte, så er det her filmen for dig.