Udvikler/Udgiver: DarkStone Digital / DreadXP
Genre: Horror
Platform: PC, PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox Series X/S
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 6 minutter.
August 2, 2024
The Mortuary Assistant er genopstået på de nyeste konsoller, men er det et spil, der kan skræmme livet af dig, eller kæmper det for meget med sine egne dæmoner?
The Mortuary Assistant er et af de spil, der gik viralt, da flere content creators begyndte at streame det, og spillet fik dermed en del opmærksomhed som en del af en bølge af lavbudget gyser-spil, der for et par år siden eksploderede i popularitet. Nu er The Mortuary Assistant blevet tilgængeligt på konsol, og derfor har Arkaden kigget nærmere på, om det uhyggelige spil har klaret springet til den nyeste generation af konsoller. En ting, der hurtigt bliver tydeligt, er, at det er et lavbudgetsspil, hvilket ikke nødvendigvis kun er negativt.
Førstehåndsindtrykket af The Mortuary Assistant er dog, at det ligner noget, man kunne have spillet på sin PlayStation 2. Spillet ser direkte grimt ud efter moderne standarder, og indledningsvist troede jeg, at det var en joke – indtil uhyggen satte ind. For når spillet først bliver uhyggeligt, bliver udseendet ligegyldigt. Spillet formår virkelig at skabe en stemning, der kan få hårene til at rejse sig. Det er her, spillet skinner, i hvert fald i begyndelsen.
Som Rebecca, der er nyuddannet bedemandsassistent, som starter sin første nattevagt på River Fields Mortuary, bliver man hurtigt suget ind i en verden, hvor realistiske bedemandsopgaver blandes med overnaturlige elementer. Rebecca skal forberede de afdøde, før de drager afsted til deres sidste hvilested, men opdager hurtigt, at nogle af ligene er besat af dæmoner.
Rebecca skal nu både identificere og uddrive disse dæmoner, mens hun samtidig skal passe sit arbejde. Man vil jo gerne gøre et godt indtryk på chefen – selvom han låser en inde i lighuset. Heldigvis har han efterladt nogle optagelser, hvor han forklarer, hvad der sker, og hvordan man skal uddrive disse dæmoner. Lad mig fortælle jer, at det er en udfordring at passe sit arbejde og udføre balsameringer, når man konstant skal afbrydes af lys, der slukkes, og snakkesagelige dæmoner.
The Mortuary Assistant skaber en intens atmosfære i starten ved at kombinere realistiske arbejdsopgaver med overnaturlige elementer, hvilket resulterer i en nervepirrende stemning, som få andre spil i genren kan matche. Spillet bruger lyde fra omgivelserne og uhyggelige visuelle detaljer til at bygge en skræmmende atmosfære op, der får spilleren til at føle sig konstant på vagt. Desværre er denne følelse kortvarig, og det virker en smule utroværdigt, at Rebecca stædigt fortsætter med sine arbejdsopgaver trods de skrækindjagende afbrydelser.
Spillets narrativ understøtter dog Rebeccas vedholdenhed, men det betyder ikke, at det altid giver specielt meget mening. Rebecca er nemlig nødt til at klargøre tre lig og undervejs komme frem til en beslutning om, hvilket af de tre lig en dæmon har klynget sig til. Når hun er kommet frem til en konklussion, skal dette lig brændes, så hun på den måde kan frigøre sig af dæmonens tag i hende.
Efter et stykke tid begynder spillet at blive repetitivt, både i gameplay men også i de før så uhyggelige øjeblikke. De samme opgaver skal udføres igen og igen, og de samme typer af skræmmende begivenheder gentager sig. Det, der først var uhyggeligt, bliver hurtigt forudsigeligt, og den spænding, der var i starten, forsvinder gradvist.
Spillet benytter sig hovedsageligt af jump-scares. Vinduer smækker i, lyden af tordenbrag, lys der bliver slukket, lyde og stemmer man pludselig hører, og ånder og dæmoner der dukker op ud af det blå. Det har indledningsvist en effekt, men som tiden går, løber effekten ud i sandet. Jeg må dog indrømme, at jeg ved flere lejligheder fløj op af sofaen for derefter at bryde ud i en lettelsens latter. Det er så absolut et spil, der har sine gode og underholdende momenter.
En af de mest frustrerende aspekter af spillet er styringen, som virker stiv og gammeldags, selvom man forsøger at justere det i spillets indstillinger. Det gør navigationen og udførelsen af opgaver mere besværlig, end det burde være, og kan ofte tage dig ud af oplevelsen. Spillets interface er også kluntet og bærer tydeligt præg af, at det oprindeligt blev designet til PC. Navigationen i menuerne føles ofte besværlig, og styringen under spillets opgaver kan være frustrerende upræcise, og disse tekniske mangler påvirker desværre helhedsoplevelsen negativt.
Dog er der også positive elementer. I din inventory har du en blyant og et stykke papir, som du undervejs i spillet laver kruseduller på. På den måde kan Rebecca undersøge, hvor meget dæmonerne har manifesteret sig, og hvor lang tid hun har tilbage, før det er for sent at undslippe – hvilket er super creepy. Der er altså flere elementer, der fungerer ganske udmærket.
Lyddesignet er et andet problem, da nogle lydelementer simpelthen er for høje i forhold til resten af spillet. Det bryder indlevelsen og gør oplevelsen mere irriterende end uhyggelig. Stemmeskuespillet er mestendels hæderligt, men også her er der problemer med lydniveauerne.
Selvom spillet indledningsvist er uhyggeligt, mister det sin effekt over tid. De tekniske og visuelle mangler bliver mere tydelige, og de samme opgaver og forudsigelige skræmmende øjeblikke gør, at spillet begynder at føles som en kedelig rutine snarere end en spændende horroroplevelse. Spillets narrativ er heller ikke særlig dybt, selvom ideen om at arbejde som bedemand er god. Historien formår ikke at fange dig på samme måde som i de bedste horror-spil, og de repetitive opgaver bliver hurtigt mere frustrerende end interessante. Man er desuden nødt til at spille spillet igennem flere gange for at få det fulde udbytte, hvilket ikke er en struktur, jeg bryder mig om. I stedet for at føle en stigende progression, føles det som om, man gentager de samme ting uden nogen væsentlig variation eller belønning. Det skal dog nævnes, at en gennemspilning ikke varer ret lang tid, og du kan godt nå et par stykker på en aften.
The Mortuary Assistant har uden tvivl sine stærke øjeblikke. Spillet skaber en intens og nervepirrende atmosfære, især i starten, hvor kombinationen af de realistiske opgaver og de overnaturlige elementer skinner igennem. Lydeffeker og uhyggelige visuelle detaljer får hårene til at rejse sig og skaber en konstant følelse af uro, og der er bestemt øjeblikke, hvor man flyver op af sofaen og griner nervøst bagefter.
Desværre er disse højdepunkter kortvarige. Over tid bliver spillet repetitivt, og spillets jump-scares har kun en begrænset levetid. Styringen føles stiv og gammeldags, selv med justeringer, og spillets interface, der tydeligt bærer præg af en PC-oprindelse, er kluntet og upræcist. Lyddesignet er også problematisk, da nogle lydelementer er for høje og bryder indlevelsen.
Narrativet er heller ikke specielt fængende, og de repetitive opgaver bliver hurtigt frustrerende. Spillets struktur, hvor man skal gennemspille det flere gange for fuldt udbytte, føles mere som en byrde end en belønning.
Alt i alt er The Mortuary Assistant kun en lille anbefaling til dedikerede horrorfans, der kan se igennem spillets mangler. Der er øjeblikke, hvor spillet skræmmer og underholder, men helhedsindtrykket er præget af gentagelser og tekniske problemer.
Udvikler/Udgiver: DarkStone Digital / DreadXP
Genre: Horror
Platform: PC, PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox Series X/S
Chefredaktør
Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk