Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

The Penguin-anmeldelse – Gotisk gangsterdrama: The Penguin fortsætter arven fra The Batman

The Penguin-anmeldelse – Gotisk gangsterdrama: The Penguin fortsætter arven fra The Batman
Foto. Warner Bros. Television/DC Studios
Henrik Brandt

Henrik Brandt

Estimeret læsetid: 5 minutter.

November 12, 2024

I den mørke og regnvåde by Gotham, hvor skyggerne danser i gaderne, og kriminaliteten lurer i hver en krog, fortsætter fortællingen fra Matt Reeves’ The Batman med en ny, mørk og intens serie: The Penguin. Serien dykker ned i den dystre underverden, hvor Oswald “Oz” Cobblepot, bedre kendt som The Penguin, kæmper for at hævde sin magt.

Med en visuel stil, der emmer af gotisk noir, og en atmosfære så dyster, at man næsten kan mærke den kolde regn på huden, bygger The Penguin videre på den rå og realistiske tone, der blev etableret i The Batman. Colin Farrells forvandling til den skruppelløse, men komplekse skurk bringer en ny dybde til karakteren, mens vi følger hans opstigning i Gothams kriminelle hierarki. Serien er en mørk og fængslende rejse ind i en verden, hvor moral er en luksus, og magt er alt.

Bang, og så er vi i gang

Foto. Warner Bros. Television/DC Studios

Serien starter med en cold open til temamusikken fra The Batman, mens vi ser følgeskaderne af slutningen på netop The Batman, hvorefter vi springer til en samtale mellem Oz og en mafioso, som giver en appetitvækker på, hvad man som seer har i vente. Alt lige fra stemningen og cinematografien til musikken og dialogen mellem de to karakterer sætter standarden for resten af serien, og jeg blev suget tilbage i det mørke og gotiske univers med det samme.

Dette gør, at serien føles naturlig og fungerer som en forlængelse af The Batman. Samtidig bliver afslutningen på The Batman så fint fortalt, at man nødvendigvis ikke behøver at have set filmen for at kunne følge med i The Penguin – men hvorfor springe et filmisk mesterværk som The Batman over?

Hvor The Batman var meget influeret af Seven, er The Penguin meget inspireret af The Sopranos, og det fungerer fremragende, idet serien får sin egen identitet, men stadig respekterer kildematerialet og universet. At serien foregår i et superhelte-univers, var noget, jeg på intet tidspunkt lagde mærke til eller tænkte over. Udover at serien handler om en Batman-skurk, kunne serien lige så godt have været en hvilken som helst anden krimiserie.

Noget andet, der giver serien den mørke og grå stemning fra The Batman, er, at den er R-rated, hvilket betyder, at handlingen nogle gange bliver grafisk brutal og nådesløs – noget, jeg gerne så blev videreført til en fremtidig The Batman 2. Måske ikke lige den udpenslede vold, men R-ratingen.

Visuelt er serien en fryd for øjet. Med sin gotiske noir-stil og dystre atmosfære formår The Penguin at skabe en verden, der føles både virkelig og mareridtsagtig. Cinematografien er enestående, og hver scene er omhyggeligt sat op for at fremhæve Gothams rå og ubarmhjertige natur. Musikken og lyden fremhæver yderligere den ondskab, som ulmer bag facaden hos Oz.

En snoet handling

Foto. Warner Bros. Television/DC Studios

Serien følger Oz’ strategiske og ofte brutale vej til magten, hvor han navigerer gennem forræderi, alliancer og blodige opgør. Hans rejse er ikke kun en fysisk kamp, men også en psykologisk en. Vi ser hans indre kampe, ambitioner og de personlige ofre, han må bringe for at nå sine mål. Serien dykker dybt ned i hans baggrund, afslører hans motivationer og de traumer, der har formet ham til den koldblodige skurk, han er blevet.

Manuskriptet er skarpt og velstruktureret, hvor serien bygger murstensvægge op af subplots, for så at tage en lægtehammer og pulverisere det hele igen. Serien formår at lege med mine forventninger med uforudsigelige plot twists og dybdegående karakterudvikling.

Det eneste, der frustrerede mig, var tempoet og længden på nogle af episoderne. Der er efterhånden mange måder, serier bliver udgivet på. Arcane – serien, jeg anmeldte i går – bliver udgivet i tre dele af tre afsnit, hvilket indtil videre fungerer godt på grund af længden og tempoet i afsnittene. Men det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at afsnit skal udkomme én gang om ugen, og det fungerer ikke altid lige godt – især var det slemt med The Acolyte, hvor man ventede en hel uge på et afsnit, der varede 20 minutter. På papiret varer afsnittene alt mellem 47 og 68 minutter, men rulleteksterne tager forbavsende meget af tiden, og nogle gange sluttede en episode lidt for pludseligt. Jeg kunne også forestille mig, at nogle ville mene, at serien er lidt for langsom og mangler action, for serien er langt mere et karakterdrama end en typisk superhelteserie.

En pingvin og dens gangstere

Foto. Warner Bros. Television/DC Studios

Colin Farrells præstation som The Penguin er intet mindre end mesterlig. Han bringer en kompleksitet og dybde til karakteren, der gør ham både afskyelig og sympatisk. Farrells transformation er så gennemført, at man næsten glemmer, hvem skuespilleren bag masken er. Hans skildring af Oz’ ambitioner og indre dæmoner er både rørende og skræmmende – bare giv ham alle priser! Når det er sagt, så er serien på ingen måde et one-man-show. Cristin Milioti (Palm Springs og den meget omtalte mor i How I Met Your Mother), Rhenzy Feliz (Runaways) og Deirdre O’Connell (Eternal Sunshine of the Spotless Mind) spiller henholdsvis Sofia Falcone, Victor “Vic” Aguilar og Oz’s mor, Francis Cobb, og gør det fremragende. Milioti er lige så betagende som skræmmende, og Vic er nærmest uskyldigheden selv, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Selv birollekaraktererne bliver portrætteret af karismatiske og fremragende skuespillere som Theo Rossi og Clancy Brown.

Vic-karakteren er nøglen, der åbner hjertet og menneskeligheden op i en serie, hvor stoffer, mord og forræderi er en del af hverdagen, og han er det eneste lys, der skinner gennem de mørke og dunkle gader. Hans character arc er dybere, mere medrivende og rørende end mange hovedkarakterers i andre drama- og karakterdrevne film og serier. Hertil har Vic og Oz en elektrisk og fed kemi, selvom deres personligheder næsten ikke kunne være mere forskellige.

Foto. Warner Bros. Television/DC Studios

Konklusion

The Penguin er en mørk og fængslende serie, der bygger videre på den dystre atmosfære fra The Batman. Colin Farrells mesterlige præstation som Oswald Cobblepot, kombineret med et skarpt manuskript og en visuelt slående stil, gør serien til et must-see. Med sin dybdegående karakterudvikling, autentiske dialog og uforudsigelige plot twists leverer The Penguin en intens, mørk og mindeværdig oplevelse.

Jeg spoiler ikke noget, men der hvor serien slutter – Jesus Christ! Hvis jeg i forvejen ikke var spændt nok på The Batman 2, så er jeg det i hvert fald nu. Det monster, Oz har transformeret sig til, glæder jeg mig til at se head-to-head med Batman.

Medie: Steaming på MAX

Skaber: Lauren LeFranc

Skuespillere: Colin Farrell, Cristin Milioti, Rhenzy Feliz, Deirdre O’Connell, Clancy Brown, Carmen Ejogo, Michael Zegen, Berto Colón, Scott Cohen, Shohreh Aghdashloo, Theo Rossi, James Madio, Nadine Malouf, Joshua Bitton, David H. Holmes, Daniel J. Watts, Jared Abrahamson, Ben Cook, Jayme Lawson, Aleksa Palladino, Craig Walker

Genre: Krimi, Drama, Action

Premieredato: 19.09.2024

Episoder: 8

Selskab: Warner Bros. Television/DC Studios

5 / 6
Henrik Brandt

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder


Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse

May 9, 2025

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk