The Phoenician Scheme-anmeldelse – En hypnotiserende smuk og fuldkommen Anderson’sk oplevelse

Forestil dig en eksplosion af pastelfarver, en dans af overdrevne accenter og et plot, der føles som en krydsning mellem en John le Carré-parodi og en Kafka-fortælling skrevet af en mand i pyjamas med feberdrømme. The Phoenician Scheme er præcis dét – Wes Andersons nyeste opus, der på én gang er umulig at forklare og umulig at tage øjnene fra. Det er en filmisk labyrint af spionage, familiekonflikter og korrupt shippingindustri, alt sammen filtreret gennem Andersons karakteristiske kalejdoskop af sirlig symmetri og sorthumoristisk skævhed.

Et overflødighedshorn af stjerner og særheder

Det er sket før, og det er sket igen. Wes Anderson samler skuespillere som Pokémonkort. Denne gang har han ikke bare samlet dem – han har fanget dem alle. Benicio del Toro leverer en knastør og tragikomisk hovedrollepræstation som en shipping-arving fanget i et net af industrielle konspirationer og eksistentielle kvaler. Ved hans side ser vi Mia Threapleton og Michael Cera, som leverer skuespil, der balancerer perfekt mellem det oprigtigt rørende og det latterligt teatralske. Cera ligner en mand, der aldrig vil hjem fra settet – og det forstår jeg godt.

Og så er der selvfølgelig den parade af “mindre roller”, som burde få en Oscar-nominering alene for blot at eksistere på samme tid: Tom Hanks, Bryan Cranston, Scarlett Johansson, Richard Ayoade, Mathieu Amalric, Jeffrey Wright og Benedict Cumberbatch. Hver eneste af dem drysser stjernestøv over filmen som konfetti i en overambitiøs fransk nytårsrevy. Deres optrædener er korte, absurde og komplet uimodståelige.

Man kan tydeligt mærke skuespillerne bag facaden – og det er netop dét, der gør The Phoenician Scheme mere end bare stiløvelse. Bag Wes Andersons millimeterpræcise æstetik og teatralske kulisser opstår der små sprækker af menneskelighed, hvor især Benicio del Toro får lov at skinne. Anderson har selv udtalt, at han havde Del Toro i baghovedet under hele manuskriptskrivningen – og det mærkes. Del Toro bærer filmen med en blanding af indestængt desperation og stoisk absurditet, som føles både perfekt afstemt med Andersons univers og alligevel sit helt eget. Det er som om, Del Toro nærmest glider gennem den symmetriske scenografi som en mand, der både tilhører og modsiger den verden, han er fanget i.

Men det gælder faktisk hele ensemblet – bag de nøje styrede leveringer og de teatralsk timede replikker kan man fornemme hver skuespillers eget præg. Der er noget legende over det. Michael Cera ligner en, der har fået lov at være præcis så underlig, som han har drømt om hele sin karriere. Scarlett Johansson og Richard Ayoade drysser tør elegance og stilfuld absurditet ud over deres scener, mens både Tom Hanks og Bryan Cranston sprænger deres egne typiske roller i luften og bygger noget mere mærkværdigt – og mere levende – op i stedet. Det er tydeligt, at castet har haft det sjovt, og den energi siver ud gennem lærredet.

Æstetik som kirurgisk kirurgi

Det er efterhånden en kliché at sige, at hver eneste frame i en Wes Anderson-film kunne hænge på et kunstmuseum. Det gør det dog ikke mindre sandt. The Phoenician Scheme er så præcist indrammet, så symmetrisk, så arkitekttegnet, at det næsten er en skam, at filmen ikke kommer med pauseknap i biografen. Kameraarbejdet glider som en schweizisk brødkniv igennem lun smør – dolkene, præcist og smukt. Og farvepaletten? Forestil dig en fusion mellem Art Deco, havneindustri og børnetegneserier fra 1950’erne.

Dialogen leveres i et tempo, hvor undertekster føles som en olympisk disciplin, og skuespillerne taler som om de har læst manus på vers og glemt at trække vejret. Det er teatralske til den helt store guldmedalje, men det er med fuld hensigt, og er pointen. Anderson konstruerer en virkelighed, hvor alt er lidt for pænt, lidt for konstrueret og dybt uvirkeligt – og det er netop det, der gør hans univers så dragende.

Historien? Nå ja, den.

Du vil gerne have en forklaring på handlingen? Glem det. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan. The Phoenician Scheme er en film, der nægter at lade sig fortælle i resumeform. Det er også en fortælling, der skal opleves i den reneste og mest umiddelbare form. Så jeg vil i stedet for refererer til min Det skal du se i biografen – maj 2025 artikel, hvor jeg beskriver filmen således: 

“En ny og underfundig film fra Wes Anderson om spionage og et anstrengt far-datter-forhold i en familievirksomhed. Historien kredser om forræderi og moralske, svære valg.“

Inspireret af mytiske shippingmagnater som Onassis og Niarchos, og med en knivskarp satire rettet mod forretningsmænd og patriarkalske strukturer, lægger filmen sig tæt op ad The Grand Budapest Hotel i sin skæve samfundskritik og sin barokke humor. Samtidig trækker den på Asteroid Citys strukturelle tågethed – den dér følelse af, at du forstår alt og intet på én gang, og at det er meningen.

Wes Anderson

Wes Anderson er ikke bare en instruktør, han er et møbel i moderne filmkunst. Hans signatur er ikke subtil: Symmetriske kompositioner, pastelfarver, tør og distanceret dialog, teatralsk skuespil og en nærmest manisk opmærksomhed på detaljer. Hans film ligner dukkehuse, føles som absurdteater og lyder som ingenting andet i biografen. 

Temaerne? Ofte melankoli, forældreløse børn, komplicerede familierelationer og identitetskriser. Men alt sammen præsenteret med en deadpan ironi, der kan være både hjerteskærende og hylende morsom.

The Phoenician Scheme føles som en fusion af alt, han har lavet før – og noget nyt. Det er Anderson skruet op på 11. Det er både en styrke og en svaghed.

Konklusion

The Phoenician Scheme er en fuldblods Wes Anderson-film: et æstetisk og teatralsk sansebombardement, båret af et stjernespækket ensemble og en fortælling så absurd, at man næsten glemmer at prøve at forstå den – og det skal man heller ikke nødvendigvis. Det er en film, der kræver din opmærksomhed, din nysgerrighed og måske en kop kaffe mere end du plejer. Men belønningen er stor, hvis du hengiver dig til det hele: til farverne, til rytmen, til vanviddet og til de præstationer, der gemmer menneskelighed bag kulisserne.

Dog er det også en film, der med sin særlige form og sit forholdsvis snævre publikum ikke bliver hængende længe i de danske biografer. Så hvis du overvejer at se den – så gør det nu. Det her er en original og anderledes film der skal opleves på det store lærred, hvor den kan få lov at folde sit symmetriske vanvid helt ud.

Men én ting er sikkert: Du har aldrig set noget lignende.

Henrik Brandt

Skribent & Anmelder

---

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.