The Plucky Squire-anmeldelse – Charme flytter bjerge

Farverig charmebøf imponerer i debut-titel

I starten af måneden landede Astro Bot på PlayStation 5 til strålende anmeldelser. Spillet blev bl.a. hyldet for at være designet som et godt familiespil. I dagens anmeldelse har vi den største konkurrent til årets familiespil. Med sin historiebogs-agtige fortælling og lettilgængelige gameplay drøner The Plucky Squire ind på siden af Astro Bot frem mod målstregen til The Game Awards.

The Plucky Squire er ikke blot ét af de bedste familiespil i år – med suveræn stil og ynde formår den at fortælle en historie om, hvor vigtigt det er, at finde oplevelser, der inspirerer én. Og inspiration er et begreb som The Plucky Squire kender ret godt. Ved at blande mange af de spil, man er vokset op med, skaber det en kærkommen følelse af nostalgi og spilleglæde.

Fortællingen om den fjerde mur

I The Plucky Squire skal du som den modige Jot på eventyr. Straks møder du techno-troldmanden, Moonbeard, som spørger, om du ikke vil finde noget bivoks til ham. Han skal nemlig have støbt et par nye LP’er til hans DJ-pult.

Med det samme begynder et eventyr, som tager dig igennem kongeriget Mojo, hvor du bl.a. får glæde af barndomsvennerne Thrash og Violet, som støtter dig på din rejse. Thrash er en stentrold, der elsker at klatre og høre metal-musik mens Violet er en talentfuld heks, hvor hendes tryllestav er en malerpensel.

Jots eventyr ender dog brat, da den evige fjende, Humgrump, har forstået, at han blot er Jots personlige boksepude fra bog til bog, og at Jot altid vinder i sidste ende. Derfor sender han Jot ud af bogen med noget meta-magi, hvor hele spillet skifter fra en to-dimensionel historiebog til at Jot står tre-dimensionelt ovenpå bogen.

Det er nu din opgave at stoppe Humgrump, inden forfatteren af bogen, Sam, mister interessen for at skrive om The Plucky Squire, og i stedet udgiver bøger, som ingen vil læse. Hvis Jot stopper Humgrump, vil det betyde, at Sam fortsætter med at skrive om hans eventyr, hvilket kommer til at inspirere børn og barnlige sjæle overalt på kloden.

Historien er slet ikke bange for at bryde den fjerde mur. Det ligger så eksplicit i fortællingen og samtalerne mellem karaktererne, at det faktisk føles befriende. Det balancer nemlig perfekt mellem at blive for fjollet, men samtidig tage sig selv seriøst. Jeg er meget forundret over, hvor godt det egentligt fungerer.

Dertil får vi også en virkelig fin krølle på hele fortællingen, så det føltes givende at nå til slutningen. Her var man perfekt mæt af det store sansebombardement, man har oplevet i de 8-10 timer, det tager at gennemføre.

Manipulerende opfindsomhed

I gameplayet låner The Plucky Squire med tegneseriearme og -ben fra alle mulige spil og popkultur. Dog bliver det gjort på en meget sofistikeret måde, så det fungerer som et springbræt til et interessant gameplay.

Som et klassisk actionspil kan Jot slå med sit sværd og rulle for at undvige fjendernes angreb. Undervejs møder du forskellige puzzles, såsom ordgåder, hvor du skal bytte om på nogle af dem, så de påvirker spilverden. Det kan fx være, at du skal bytte et ord ud, så en låge åbner sig. Andre puzzles kan være, at du skal manipulere bogen ved at tilte siderne, så objekter triller ned. Nogle gange skal man også hoppe et par sider tilbage for at samle et objekt op som du skal bruge på den nuværende side, du er nået til.

Spillet bliver nemlig fortalt gennem en tegnet historiebog, hvor levende tegninger bliver læst op af en meget energisk, britisk fortæller. Det kan føles som at få læst en godnathistorie op. Med en fortryllende stemme, omfavner fortælleren magien ved dette univers, som er ret stilistisk gennemført.

Undervejs oplever man også gameplay-sektioner fra andre spil såsom Punch-Out!!, Resogun og Bust-A-Move. Dette tilføjer noget nyt og friskt til spillet. Spillet er skabt til alle, så sværhedsgraden er ikke alt for høj. Man kan for eksempel vælge at spille i Adventure Mode, hvor man fjenderne kan give dig skade, og du kan få game over. Ved Story Mode tager Jot ikke skade, og det hele bliver en smule nemmere. Yderligere er der et par tilgængelighedsmekanikker, man kan aktivere såsom hoppe-assist eller at fjender dør på ét slag.

Skiftet mellem 2D og 3D bliver udnyttet helt fantastisk både til gameplaymæssig og narrativ effekt. Det føles utroligt godt eksekveret på idéen om, at historien foregå i begge verdener simultant. Ude i 3D-verden får du hjælp af bogormen Page, der guider dig igennem snige-missioner, så du kan få diverse power-ups til Jot. Selvom det meste af historien foregår i 2D inde i bogen, så er 3D-verden et fint afbræk til en anden form for gameplay. Det er mere platform og stealth-fokuseret som Ocarina of Time.

På mange måder kan spillets opfindsomhed og legende udtryk minde om It Takes Two. Dog er The Plucky Squire lidt langsommere i sit tempo end It Takes Two, hvilket nogle gange kan føles som om, det taber pusten. Men når man sidder med den følelse, lægger man mærke til alle de små detaljer, der gemmer sig i historien, gameplayet og artstylen. Det er her magien opstår.

Detaljerigt som bare få

Det første man lægger mærke til ved The Plucky Squire er den helt sublime artstyle. Medinstruktør og Art Directoren på spillet er ingen ringere end James Turner, som var én af de første fra Vesten til tegne for Nintendo. Da han var ansat hos Nintendo har han bl.a. stået bag Pokémons såsom Vanillite, Vullaby, Phantump og de to hovedprofessorer fra Pokémon Scarlett & Violet, Professor Sada og Professor Turo.

I 2019, da Pokémon-spillet stadig var under udvikling, dannede Turner spilstudiet All Possible Futures, hvor The Plucky Squire er debut-titlen. Og hold da op en introduktion. Turners vidunderlige, legesyge streg er fascinerende at betage. Alle karakterdesigns er unikke og skæve på sin helt egen måde.

Ligesom i Paper Mario-spillene har mange af karaktererne solbriller på. Moonbeard har guldsolbriller mens en slangefjende har lilla solbriller på. På den måde forankrer de den nostalgiske følelse, man har, når man spiller. Der er altid noget genkendeligt fra andre spil, man er vokset op med eller har kendskab til.

Musikken er ligeså smuk og skæv på sin egen måde. Det fragmenterede lydbillede er med til at give en følelse af legesyge og spontanitet. Mange af områderne er klart definerede ved deres musik, hvorfor musikken skifter, når man skifter side i bogen eller transporterer nye steder hen.

Jeg havde desværre en del glitches, hvor min karakter enten var stuck eller, hvor en forkert side i bogen blev vist. I alt har jeg nok genstartet ti gange, hvor spillet skulle lukkes og startes på ny, før jeg kunne komme videre. Det har været ret træls i anmeldelsesperioden, men noget jeg også kan se bort fra, hvis det bliver fixet til launch. Ellers skal du være beredt på, at det kan forekomme, hvilket ikke er optimalt.

Konklusion

The Plucky Squire er et helt igennem gennemført spil, der ikke lægger skjul på, hvad det er inspireret af. Det bruger inspirationen kreativt og finurligt til at skabe en samhørighed af elementer, som bliver større end summen af hver del. Spillet når udover skærmkanten med en vigtig historie og et engagerende gameplay, hvor man både bliver mindet om sin barndom og den glæde man har for spilmediet.

All Possible Futures har formået at lave et produkt, der ikke blot hylder spilmediet, men også film og print-mediet. Hver medieform anser det som kunst, hvilket man også kan sige, at The Plucky Squire er. Kunst for hele familien – barn som barnlig sjæl.

Selvom det til tider har lidt udfordringer med tempoet og et par tekniske glitches, så skjuler spillet sine fejl med sin sans for detaljer. Jeg sad med gåsehud, da Jot sprang ud i 3D-verden. Det har jeg alligevel aldrig oplevet, at et spil har givet mig før.

Derfor anbefaler jeg The Plucky Squire af hele mit hjerte. Jeg anbefaler det som et familiespil eller som et spil, der lige minder dig om det barn, du engang var.