The Precinct-anmeldelse – Lovens lange arm når ikke hele vejen

Tilbage i maj 2019 – faktisk kun otte dage fra at udgive The Precinct på dets jubilæumsdag – udkom American Fugitive. Spillet er udviklet af Fallen Tree Games, hvor man i en lille, men åben verden kunne få lov til at skabe sig åndssvag som en undsluppet fange, der for alt i verden skal undgå politiet, men stadig begå kriminalitet, som var man betalt for det.

Og selvom det altid har været nemmere at udvikle et spil, hvor man spiller som kriminel – GTA, Mafia, og jeg kunne blive ved – så var der alligevel ikke nok frygt bag idéen om at vende det blækfyldte manuskript 180 grader og skabe en historie, hvor man spiller betjenten, der skal stoppe kriminaliteten.

Ud af det kommer The Precinct – en politisimulator i 80’ernes neon-noir-setting. Averno City har aldrig før set mere kriminalitet end nu. Nick Cordell Jr. er nyuddannet politibetjent og skal træde i sin fars fodspor, efter han blev dræbt i aktiv tjeneste.

Alt dette sker i en simulatorstil, men med et twist, der er inspireret af de tidligere GTA-spil – en sandkasse, hvor systemerne er dybdegående, men alligevel simple. Kan Cordell Jr. få bugt med bandemedlemmer, mens han håndterer hverdagens opgaver som en helt almindelig betjent, der også har til opgave at uddele parkeringsbøder?

En spot on setting, næsten

Den her 80’er æstetik rammer virkelig plet. Som politibetjent midt i en intens biljagt pumper der retro-musik ud af headsettet, og det føles bare helt rigtigt. Gadernes oplysning – eller mangel på samme efter jeg har smadret ind i samtlige lygtepæle – ser intet mindre end fantastisk ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Elgiganten

I starten var jeg solgt. Det første par timer var det ren nostalgi med synthbeats og neonfarver. Men så begyndte gentagelserne. Da den samme sang, eller rettere sagt den samme melodi, havde spillet for gang nummer 100, var magien begyndt at aftage.

Jeg håber virkelig på mere variation på dét punkt i fremtiden, for lige nu begynder det at føles som en nål, der har sat sig fast i rillen. Og det er ærgerligt, for æstetikken sidder lige i skabet. At patruljere rundt – gående, kørende og flyvende – ser stadig fedt ud, men det bliver lidt tungt, når lyden ikke kan følge med.

NPC’er i forfald

I Precinct 84 patruljerer man rundt med sin aldrende makker Kelly. Cordell, som man spiller som, og Kelly går tæt på hånd i hånd for at få bugt med kriminaliteten. Her kommer min måske største kritik: Din makker – en makker, der desværre ikke rigtig opfører sig, som jeg havde håbet på. Ofte ender jeg med at skulle klare alting selv.

Særligt hvis der er mere end én kriminel. I grupper er Kelly ret ligegyldig. Jeg havde håbet på en kommando, der gav mig mulighed for at dirigere ham og få ham til at gøre det, jeg havde brug for. Det ville selvfølgelig ikke være særlig realistisk, hvis jeg som rookie kunne kommandere rundt med en erfaren betjent, men det ville have givet større tilfredsstillelse, hvis jeg kunne bede ham om at jagte én, eller blive og tilbageholde en, mens jeg løb efter den anden.

Generelt er der en del irritationsmomenter i denne sammenhæng. De kriminelle opfører sig også ret fjollet til tider. Hvis jeg er lige i hælene på dem, kan de finde på at hoppe ned i en stor skraldespand – selvom jeg bogstaveligt talt er lige bag dem.

Hver dag er en ny dag

Hver gang en vagt starter, skal man vælge, hvor og hvilken type patruljering man vil på. Kowalski kommer med nogle forslag, som med tiden låser op for flere muligheder og områder, når man både stiger i rang og foretager nok arresteringer i området. Alt fra at uddele parkeringsbøder til at patruljere i det farlige Chinatown – der er altså forskellige dagsordener, alt efter hvilket humør man er i.

Men det fedeste ved The Precinct er, at selvom man har valgt noget så kedeligt som at uddele bøder, ender man ofte i en biljagt eller skududveksling. Man er ikke låst til den opgave, man har valgt. Man har sin radio, hvor der konstant meldes om nærliggende kriminalitet.

Det føles autentisk og spændende, fordi hver dag bringer noget nyt. Samtidig ender man med at efterforske noget, der kunne tyde på en seriemorder. At den del ikke er førsteprioritet, er mig lidt en gåde, men alligevel kan jeg se igennem fingrene med det.

Der er også bander, man skal få bugt med, og hvis man anholder de “rigtige,” kan de give vitale beviser, der bringer en tættere på bandernes leder. Jeg kan godt lide den progression og måden, det sker på. Man kommer ikke sovende til toppen – man må ud og opføre sig som enhver anden betjent, der bare skal klare dagens opgaver, stå op og gøre det igen dagen efter.

Det lyder sikkert ekstremt kedeligt, som jeg beskriver det, men i praksis fungerer det ganske glimrende.

Hvad der til gengæld vækker blandede følelser, er spillets aktiviteter. Jeg kan på papiret godt lide idéen om, at man som undercover betjent skal vove sig ud i gaderæs. Men når halvdelen af løbene er time attack, hvor man skal slå en bestemt tid – og det endda i en politibil – bliver det et markant brud på illusionen om at være undercover. Udover det fungerer det dog som en fin afveksling fra konstant at være betjent.

Samtidig er der også blevet stjålet artefakter, som tilfældigvis er spredt rundt omkring i byen. Og afslutningsvis er der flyvehop, som man også kan kaste sig over. Så man er ikke betjent hele tiden. Man kan altså få de nødvendige pauser – om det så ødelægger illusionen, må være op til den enkelte. For mit vedkommende brød det lidt, men gav mig alligevel et tiltrængt pusterum.

Opgraderinger

Opgraderinger er der ikke mange af, og de gør dig heller ikke til en eller anden superbetjent. De giver lidt, men akkurat nok til at mærke en forskel, samtidig med at det forbliver menneskeligt og realistisk. Enkelte opgraderinger – især dem til bilerne – kan være lidt over the top, men generelt er de ret jordnære. Opgraderingerne er inddelt i fire kategorier, som hjælper Cordell med, hvad han kan bære, styrken på politibilen og diverse hjælpemidler.

Måden, man får XP på, afhænger af, hvor godt man klarer sin patruljering. Jo flere, der bliver arresteret, og jo bedre man er til at give dem de rette anklager – alt dette afgør, hvor meget XP man får. Hvert level giver adgang til nye patruljer, våben og biler.

Men jeg havde håbet på, at der var større konsekvenser ved at være en hensynsløs betjent. Jeg kan køre ind i alt uden konsekvenser. Jeg havde ønsket mig, at der blev trukket XP fra – bare lidt ad gangen – for man ender med at køre ind i mange ting, især under biljagter.

Konklusion

The Precinct er ikke din typiske politisimulator. Spillet forsøger at skildre hverdagen som betjent med en historie, der rækker lidt dybere end den klassiske blå uniform og sirener. Men det er ikke for alle – nogle vil utvivlsomt finde det for langsomt eller ensformigt. Men hvis du bare har den mindste trang til at træde i lovens støvler og patruljere gaderne, er der bestemt øjeblikke, der kan overraske og underholde.

Når det er sagt, rammer The Precinct ikke helt plet. Jeg havde personligt håbet på mere. Alligevel har der været noget pudsigt tilfredsstillende ved at trække batonen og sætte de lovløse på plads. Spillet er måske ikke perfekt, men det har alligevel en charme, der gør det værd at anbefale – som en solid og jordnær simulator.

Udviklerne hos Fallen Tree Games har allerede annonceret en day one patch, som angiveligt vil justere nogle af de kritikpunkter, jeg nævner her, herunder AI’en. Så måske får du en endnu bedre oplevelse, end jeg gjorde.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.