The Running Man-anmeldelse – Snubler ved målstregen

Det er svært ikke at heppe på projektet, når en Arnold Schwarzenegger klassiker får den velkendte remake- eller sequel-behandling. Man håber på det bedste, fordi de oprindelige film var så enestående, da de første gang kom i biograferne. Men efter skuffelserne i Conan The Barbarian fra 2011, Total Recall fra 2012, en række af Predator og Terminator film, plus Red Sonja fra i år, så kan det knibe med forventningerne til nye forsøg.

Alligevel har jeg set frem til den nye udgave af The Running Man. For et par dage siden genså jeg den snart 40 år gamle version fra 1987, og det er… ærligt talt ikke den bedste film med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. En oplagt mulighed for en ny film, hvor der er plads til forbedringer. Derfor glædede jeg mig til at se, om Glen Powell kunne leve op til arven fra Arnold, i den nye filmudgave af Stephen Kings roman The Running Man.

En helt almindelig mand

I en nær fremtid, hvor klasseforskellene er ekstreme, og underholdning er blevet en brutal handelsvare, følger vi Ben Richards (Glen Powell) – en nyligt arbejdsløs familiefar, som sammen med sin kone (Jayme Lawson) kæmper for at redde deres alvorligt syge datter. Hun har brug for livsvigtig medicin, som de umuligt kan betale. I sin desperation lader han sig overtale af den kyniske tv-producer Dan Killian (Josh Brolin) til at stille op i regeringens mest sete program: The Running Man.
Programmet er et realityshow, hvor almindelige mennesker bliver jagtet af professionelle dræbere for åben skærm med livet som indsats. Deltagerne kaldes “løbere” – og overlever de 30 dage, venter både 1 milliard dollars og frihed.
Ben Richards bliver hurtigt en uventet folkefavorit, og hans kamp mod systemet forvandler ham fra en brik i et tv-show til et symbol på oprør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Resident Evil

Præmissen er skarp og budskabet er lige så tydeligt, som da historien første gang udkom som bog i 1982. Det giver mening at gentage historien, for vi kan bruge actionfilm som den her til at spejle vores samtid i, når man i 2025 heller ikke kan være sikker på sandheden i medierne og politik.

Den grundlæggende historie i The Running Man er fortsat enormt samfundsrelevant, selvom tiden er gået. Derfor kan det godt ærgre mig lidt, at jeg aldrig for alvor bliver grebet af fortællingen. Der bruges ikke meget tid på at lære Ben Richards at kende som person, før filmen kaster sig ud i sin lange beretning – og på trods af den lidt forhastede etablering fortælles den for langsomt for min smag, især for en film på over 2 timer.

Jeg havde forventet hæsblæsende, nervepirrende, blodig action – den slags, hvor man sidder og bider negle af spænding, mens man beder til at han ikke bliver fundet, men sådan blev det aldrig for alvor. Jeg er dog relativt underholdt hele vejen igennem, takket være filmens scenografi, Glen Powells (af og til synlige) muskler og scenerne, hvor Richards møder skæve individer som opgraderer hans gear og hjælper ham i sin kamp om at vinde spillet og afsløre, hvad systemet egentlig har gang i, er også underholdende. Men det er som om den holder igen på det hele, den skulle hellere bare læne sig ind i opgaven og slå igennem!

Det er sjovt og fængende, men jeg savner at kunne mærke hovedpersonens egen drivkraft – følelsen af, at han virkelig er presset af situationen. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at have set en hovedperson løbe på ét sted, mens verden omkring ham bevægede sig forbi.

Glenn ≠ Arnold

Vi kommer ikke udenom den store elefant i biografen. Mange af os som ser den nye The Running Man er nysgerrige på at vide, om Glen Powell kan bære at overtage en rolle som Arnold Schwarzenegger er så kendt for. Til det er der ikke rigtig et kort svar, for en sammenligning af de to falder hurtigt til jorden, når man oplever den nye film. Powell leverer en helt anden type helt, med en udstråling og et følelsesregister, der ikke var noget spor af i den gamle film. Jeg fornemmer et talent, der ville kunne udfolde sig under de rette omstændigheder, især hvis de øvrige karakterer og omgivelser i filmen matchede den energi, han bringer til lærredet. Josh Brolin formår at give sin karakter, tv-produceren Dan Killian, en charme og dybde, som filmen godt kunne bruge mere af. Deres fælles scener er blandt de bedste, hvor man fornemmer potentialet. Michael Cera udmærker sig også som et sødt og quirky prepper-geni.

Glen Powell har en umiddelbar, charmerende karisma, men viser også et kraftfuldt temperament. Hans intensitet ville måske kunne klæde et mørkere drama i stil med Prisoners (2013), men den passer ikke helt til tonen her.

Det er en skam, for den brutale præmis i The Running Man, med et vanvittigt regeringsstyret realityshow, hvor deltagere kæmper for deres liv foran et blodtørstigt publikum, burde åbenlyst være spækket med desperation og vrede. Jeg blev underholdt, men filmen virker aldrig helt så nådesløs, som dens koncept lover, og derfor fremstår den desværre alt for middelmådig i forhold til, hvad man kunne have forventet.

Konklusion

Efter alle de tidligere nævnte forlængelser af Arnold-klassikerne står jeg tilbage med ét spørgsmål; hvem har egentlig efterspurgt denne genoplivning? Guillermo del Toro fik langt om længe mulighed for at lave sin udgave af Frankenstein, og det kan jo være smukt når en instruktør får afløb for en vision. Men var der behov for også at lade Edgar Wright udleve sit The Running Man passionsprojekt? Det er jeg ikke så sikker på – og er det en opgave man tager på sig, så bør det gøres med et langt hårdere punch, for at kunne hæve sig over middelmådig sofa-underholdning.
Filmen er ikke dårlig, men heller ikke fantastisk, og placerer sig derfor lige præcis i midten som en oplevelse af mellem-karakter.

Julia Johanna Debel Holmgaard

Videoredaktør & Anmelder

---

Julia er cand.mag. i film- og medievidenskab, hvor hun specialiserede sig i helte, medieindustrier og podcastproduktion. Hun arbejder som videoredaktør og anmelder hos Arkaden, hvor hun dykker ned i film, serier og spil med både fagligt blik og passion for fortællinger, der sætter sig fast.