Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

The Substance-anmeldelse – Så grusom en sensation, at du ikke kan være i egen krop

The Substance-anmeldelse – Så grusom en sensation, at du ikke kan være i egen krop

October 23, 2024

Trailer: MUBI

I jagten på ungdom og skønhed kan man indtage et mystisk stof, der hedder Substance, og skabe en yngre og perfekt udgave af sig selv. Selvhad og selvværd blandes perfekt i en modig og skelsættende kritik af skønhedsidealer.     

Forestil dig, at dine øjne er vidt åbne, men paralyseret – fanget i timevis, mens du ser det mest chokerende og morbide ske med den menneskelige krop. Det var min oplevelse af The Substance – en film, der bogstaveligt talt fik min krop til at fare frem og tilbage i biografsædet.

For det er en voldsom oplevelse, men overraskende nok er næsten intet blot for shock value. Alt flyder sammen med narrativet og tematikken på en kløgtig og foruroligende måde. Coralie Fargeat har helt genialt lavet en body horror, hvor rædslen ved vores egne kroppe er selve fortællingen. 

Foto: MUBI

Audiovisuelt sublim

Det er en fornøjelse at mærke, at man efter få minutter er i hænderne på en ægte filmskaber. Selvom det kun er Coralie Fargeats anden spillefilm, mestrer hun alle tænkelige filmiske virkemidler. Åbningssekvensen er en montage, der gennem årene viser Hollywood-stjernen Elisabeth Sparkles Walk of Fame-stjerne –  den bedste karakterintroduktion, jeg har set i årevis. Uden så meget som ét ord fra vores hovedperson, ved vi nærmest alt om hende. En aldrende skuespillerinde, med sine bedste år bag sig, der desperat vil holde fast i omverdenens kærlighed.  

Denne karakter spilles frygtløst af den 61-årige Demi Moore, der leverer en præstation, der både er ikonisk og karrieredefinerende. Hun overspiller fantastisk i de fysiske og overnaturlige scener, men det er i de stille øjeblikke, at hun er magisk. Især en simpel scene med hende og et spejl understreger det. Hendes modstykke er Sue, spillet af den altid magnetiske Margaret Qualley. Sue bliver set gennem et tydeligt male gaze. Og ikke kun af universet i filmen – men også gennem kameraet. Alt er så direkte og lige op i ansigtet på dig. Det gælder både erotiske kropsdele og et krystalklart budskab, som instruktøren hamrer dig gentagne gange på næsen med. Det gør dog intet – for når alt er så maksimalistisk og bombastisk, virker filmen som et ustoppeligt angreb mod alle sanser og tanker. 

Foto: MUBI

Et moderne eventyr

Mange vil nok betegne The Substance som et satirisk værk, med dens fandenivoldske feministiske vinkler og kritik af samfundets skønhedsidealer. Bedst repræsenteret ved den sleske TV-station chef, som er et ucharmerende kærlighedsbarn af Vince McMahon og Harvey Weinstein. Karakteren hedder såvel Harvey, hvilket blot er endnu et eksempel på, at filmen overhovedet ikke forsøger at være diskret med dens budskaber.   
Jeg ser dog mere filmen som en eventyrlig tragedie sat i nutidens verden. Der er noget tidløst og fantastisk kontrapunktisk i de konstante skift mellem det sexede og smukke – til det kvalmende og grimme.              

Få gange ønskede jeg, at Coralie Fargeat udviste en anelse mere tillid til sine historiefortællingsevner og til publikummet. Der er en masse gode pay-offs, der ikke behøvede at blive overforklaret, men hvor der alligevel kom et mini-flashback, som mindede os om setuppet. Filmen virker som sagt også ustoppelig, og det gør den også i bogstaveligste forstand, da den har flere mulige slutninger end Kongen Vender Tilbage. Det var svært at være i sig selv under filmen, da de sidste 45 minutter simpelthen bare er så intense, at man ønskede, at det bare vil stoppe – men jeg vil alligevel give cadeau til Fargeat, for at tvinge os til at blive i det.    

Jeg elsker en vaskeægte ‘enten elsker man den, eller også hader man den’-film. Det er absolut ikke en film for alle – og ligesom med sidste års Poor Things, er jeg forberedt på at høre kritik om overspil, overseksualisering og graden af body horror. Men uanset hvem du er, forlader du i hvert fald ikke biografen neutral. The Substance tvinger reaktioner ud af dig. The Substance tvinger dig endda til at elske dig selv.    

Medie: Biograf
Instruktør: Coralie Fargeat
Skuespillere: Demi Moore, Margaret Qualley, Dennis Quaid
Genre: Body horror, mørk komedie
Selskab: MBI
Spilletid: 141 min.
Premieredato: 20. september 2024

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk